Jeg er så småt ved at komme igang med spinning igen efter en lille (læs: laaaaaaang) pause. Jeg har haft lidt problemer med mit knæ, der udover at være udfordret fra naturens side, så også valgte at låse sig fast i uhensigtsmæssige positioner. En ny MRI-scanning har dog afsløret, at der ikke er nogen bruskskader, så lægen vil gerne have, at jeg træner alt det jeg kan inden for rimelighedens (smerte-)rammer. Som sagt, så gjort.
Ej, det passer ikke.
Jeg er sgu også doven. Det kan jeg ikke løbe fra. Jeg har jo nået at finde ud af, at det er sjovt at sidde på sin flade, men fyldige røv i sofaen og det kræver altså lidt (eller ret så meget) overtalelse at få lokket mig væk derfra.
Heldigvis er jeg en nærigrøv. For det meste slår det faktisk min dovenhed, så jeg gider ikke betale benzin til min bil for at køre 4 km til skole eller 7,5 km til træningscentret. Og gudskelov for det! Det er det eneste, der redder min røv fra at falde ned mellem sprækkerne i sofaen 😉
Nogle vil måske mene, at man som 30-årig med én uddannelse allerede burde vide hvad man vil når man bliver “stor”, men I beg to differ! Jeg har nemlig stadig ikke helt styr på det der uddannelseshalløj og fast arbejde.
Hvis man læste mit forrige indlæg, så ved I allerede, at jeg har faktisk har en uddannelse. Sådan en akademisk én af slagsen. And I love it! Men jeg kan ikke bruge den til en dyt. Eller jo, det kan jeg jo godt. Jeg glemmer jo ikke bare lige alt det jeg har lært i mine seks år på universitetet.
Jeg ved, hvordan man kommunikere mest hensigtsmæssigt internt i en virksomhed.
Jeg ved, at darwinistisk litteraturteori med snilde kan bruges til fortolkning af Jane Austens “Pride & Prejudice”.
Jeg ved, at der er forskel mellem corporate branding og employer branding (selvom mange chefer hårdnakket mener, at corporate branding ER employer branding. (No. It. Is. NOT).
Jeg ved, at krisekommunikation er noget enhver virksomhed kan og vil få brug for in the days of shitstorms. Og jeg ved hvordan man gør.
Jeg ved, at jeg har specialiseret mig i employer branding fordi medarbejderne er grundstenene i enhver virksomhed. Derfor er medarbejderfastholdelse og medarbejdertiltrækning så vigtig for der findes ingen ambassadører, der er bedre end tilfredse medarbejdere.
Jeg ved, at jeg tog et helt fag kun om Oliver Twist på min BA og jeg er ikke sikker på, jeg kan huske hvorfor. Men det er nu en god historie.
Jeg er sikker på, at alt det jeg har lært, er noget jeg tager med mig overalt. Selvom jeg ikke får lov til at arbejde inden for mit felt lige nu. Hvad gør jeg så? Jeg skal være lærer. Jeg skal undervise i engelsk, dansk og kristendomskundskab/religion. Hvorfor? Fordi jeg er træt af at få at vide, at jeg er én ud af 400 ansøgere og desværre blev det ikke mig, der fik jobbet i denne omgang, men held og lykke i fremtiden. Det har jeg fået at vide alt for mange gange og jeg gider ikke høre på det mere. Jeg vil SÅ gerne arbejde inden for mit felt, men for søtan hvor er det svært at komme igennem nåleøjet og jeg er ikke sikker på, jeg vil mere.
Jeg er god til at undervise og jeg nyder det faktisk. Dét havde jeg ikke troet da jeg startede som vikar i en 8. klasse. Smidt midt ud på det dybeste, bundløse hav og jeg havde ingen idé om hvordan jeg skulle komme ind på land igen. Men ind til land kom jeg og senere viste det sig, at den bedsteste 7. klasse overbeviste mig om, at jeg skulle være lærer.
Jeg har haft krise. På sådan et “hvem er jeg egentlig?”-plan.
Det er blevet meget normalt at definere sig udfra sin profession. Det har jeg selv gjort. Det havde jeg det helt fint med, da jeg studerede på universitetet. For jeg synes det lød fedt. Det var fedt at kunne sige “Jeg studerer engelsk på universitetet”. Så ved man ligesom, at man mener business.
Jeg har altid vidst, at jeg skulle på universitetet. Ikke fordi jeg altig har vidst hvad jeg ville være når jeg blev “stor”, men fordi jeg altid har fået at vide, at det var det rigtige. Min far gik tidligt ud af skolen og arbejdede sig op til værkfører. Min mor gik heller aldrig på gymnasiet, men gik på aftenskole og uddannede sig til økonoma og blev køkkenleder. Mine forældre var seje, men min far ville så gerne have, at mig og min søster fik gode uddannelser. Det betød gymnasiet og universitetet. Det havde jeg det fint med. For jeg vidste ikke, at der fandtes andet. Det har aldrig været et problem.
Men det er det nu.
Jeg har en god uddannelse i engelsk og international virksomhedskommunikation som jeg ikke bruger til noget. Ikke fordi jeg ikke gerne vil, men fordi der er så mange ligesom mig. Jeg er ikke alene. De humanistiske kandidatuddannelser (mest sprog og kunst) har en ledighed på 26,5 %. Det er ret meget. Vi vil alle sammen gerne i job, men det er så utrolig svært at få muligheden for at bevise sit værd når der som regel er 200-400 ansøgere til det samme job. Så mister man modet.
Det er begrænset hvor lang tid man kan blive ved med at tro på, at det nok skal lykkedes. For mig varede det ca. 3 år. Det er 3 år siden jeg blev cand.ling.merc. og jeg er så stolt af min titel fordi jeg nød hvert eneste øjeblik på universitetet – forelæsningerne, hvor underviserne fyldte mit hoved med viden, vaniljekaffen til en femmer, pølsehornene i kantinen om fredagen, studiegruppen, mit speciale.
Det er 3 år siden jeg blev færdig på universitetet og blev uddannet til ledighed. Og det sutter røv. Simpelthen. Det kan ikke siges pænere. Hvert eneste øjeblik på dagpenge er som at prøve at trække vejret med nogen siddende oven på din brystkasse. Det holder ikke. Jeg kan ikke finde ud af at være på dagpenge. Jeg hader det og jeg bryder mig ikke om det. “Så kan du jo bare få et job” er der mange, der siger. Ved I hvad? Det vil jeg så forfærdelig gerne.
Men tilbage til mit uddannelsesproblem.
Jeg skal være lærer. Det er noget af et hop fra min oprindelige uddannelse og så alligevel ikke. Jeg studerede engelsk og kommunikation. Jeg skal være lærer i engelsk, dansk og religion. Det passer fint til mig og det jeg interesserer mig for. Uddannelsesloftet driller mig dog, så jeg må betale for min uddannelse selv. Det er okay. Det er jeg hverken sur eller skuffet over. Men jeg er ærgerlig over, at fremdriftreformen har skabt en overflod af kandidater, der slås om de samme jobs og uddannelsesloftet, der tvinger os til at ligne hinanden uden mulighed for at kunne specialisere os mere eller hjælpe os til at skille os mere ud. Jeg er også ærgerlig over, at jeg ikke får “lov” til at bruge min fancy pancy titel til så meget, men så får jeg bare endnu en til samlingen samtidig med, at jeg er glad for, at det stadig er en mulighed.
Min søster og jeg har en form for telekinetisk forbindelse – mest fordi min søster kan være virkelig dårlig til at forklare sig. Men det er okay for jeg har udviklet en evne til at vide hvad hun mener – for det meste. Det kræver mange års øvelse, men det er ret nyttigt.
Her ser I et eksempel på en helt realistisk samtale mellem mig og min søster:
Søster: “Kan du huske den der film med ham med håret?” (det er reelt sådan hun forklarer film hun har set)
Mig: “Jeg er ikke lige helt med på hvilken du mener?”
Søster: “Jo! Hende vi godt kan lide fra den der fodboldfilm er med! Og de synger”
Mig: “Hairspray?”
Søster: “Ja! Lige præcis. Hvorfor var du så langsom?”
Jeg er mere end almindelig træt i dag. Jeg tror, jeg er træt helt ned i min storetå. Det gode er, at jeg kun har undervisning i dag til kl. 12. Det, der er endnu bedre er, at det er studietid, hvor vi skal arbejde på en fremlæggelse til næste uge og vi har stort set allerede lavet det. WIN!
Grunden til min træthed er – foruden – undervisning i går og konstant tandpine (don’t ask) er, at min kæreste synes han skulle drømme meget livligt i nat. Som i at kaste sig rundt og sukke hele tiden. Seriøst. Man har ikke lov til at sukke når man sover! Det er forbeholdt dem man holder vågen. Altså.
Foto: Billedbladet
Jeg skal bestemt nok overkomme min træthed for i aften skal jeg i ODEON og se Rufus Giffords foredrag. Den mand er for sej og heldigvis for ham er han allerede lykkeligt gift for ellers havde min kæreste skarp konkurrence. Hans awesomeness bliver kun bedre af, at han har offentliggjort, at han stiller op til næste præsidentvalg i USA. Og så han har en flot hund. Det er svært at hamle op med 😀
Jeg har det sådan, at når jeg bestiller en klam (læs: læææækker), snasket pizza på en doven søndag, så skal der pommes frites med. Sådan er det bare. Det hører sammen.
Så langt så godt.
Nu er det sådan, at de der pommes frites jo bliver bløde hvis de ikke spises med det samme, så derfor er det altid der jeg starter min indtog i det kalorie-himmerige, der står foran mig. Hvem gider spise bløde fritter når man kan få dem sprøde? Not me! Det er faktisk en regel jeg har lært af min veninde – pizza smager jo godt hele tiden, men det gør pommes frites bare ikke.
Min kæreste deler dog ikke mit synspunkt. Han gør indtog i pizzaen først og forventer, at der er fritter til ham når han er klar. Sådan fungerer det bare ikke. Enten spiser du fritter når jeg gør det eller så spiser jeg dem alle sammen. Vi kan jo ikke have madspild, vel?
Hvad gør I hjemme hos jer? Fritter først, imens eller til sidst?
I dag er dagen, hvor jeg skal sidde i en bil med to madammer hele vejen til Horsens. Og jeg glæder mig.
Vi skal nemlig høre Bruce. Springsteen that is. Det er min 4. Bruce Springsteen koncert og den 2. i år. Selvom det er under en måned siden jeg sidst så Bossen live, så glæder jeg mig mindst lige så meget som sidst.
Når man nu skal køre i bil hele vejen til Horsens, så er man nødt til at have nogle remedier klar og man skal virkelig kende sine medpassagerer. Jeg er heldig på den front da den ene er min søster og den anden er min søsters bedste veninde. Vi kalder os de russiske madammer (sjov historie omhandlende ikke-smilende damer på pasfotos) og vi hygger os når vi er afsted.
Når det så er sagt, så er jeg godt klar over hvad, der skal til for at holde madammerne glade. Pepsi Max. Så enkelt er det. Min søster lever af Pepsi Max og vil man bede hende om en tjeneste, så er det bedst at give hende et glas Pepsi Max først. Drop Coca-Cola og almindelig Pepsi, for hun kan smage forskel og vil se ondt på dig resten af dit liv.
Derfor har jeg indkøbt Pepsi Max, Bugles, Salte Fisk og Kattepoter til køreturen – så er der ro på bagsædet! Jeg er allerede blevet beordret til at finde et sted, hvor en burger kan indtages på vejen derop, så det er også indlagt i planen.
Jeg har ikke engang spillet på min mobil og jeg er allerede træt af det.
Udelukkende fordi jeg er ved at køre folk ned hele tiden. Jeg er sikker på, at den Pokémon godt kan fanges inde fra fortorvet, så skrid væk fra cykelstien!
Jeg har forkørselsret for du burde slet ikke gå der, men når du nu alligevel har forvildet dig over på mit cykelterritorie, så vil det være rigtig lækkert hvis du lige vil kigge op engang i mellem. Bare lige med et par sekunders mellemrum, så du faktisk kan se, at jeg er ved at køre ind i dig. Tro mig, jeg gider faktisk ikke køre ind i dig, men det er svært at lade være når du bliver ved med at gå to skridt til højre for at skifte retning og spurte til venstre.
Jeg er med på, at Pokémon Go er skidesmart og det får en genial mængde mennesker til at bevæge sig. Jeg synes faktisk det er skide smart, men se lige efter hvor du går, så vi ikke begge ender på asfalten for jeg falder altså ikke på den smukke måde. Når jeg falder er det mere hen ad BANG! og det er der bare ikke nogen, der behøver at se.
Når det så er sagt, så er jeg også dobbeltmoralsk. Jeg får mig en ny mobilos i morgen (jeg er i øjeblikket velsignet med en iPhone 4S, der sleeeeeeeet ikke kan noget mere nu – apps er en utopi) og så skal jeg da også ud og jagte Pokémon! Jeg er vokset op med Pokémon i TV (favorit formiddagsTV dengang), men trak grænsen ved at samle kort. Til gengæld kan jeg Pokémonsangen i søvne! 😉 Jeg bliver jo nødt til at se hvad al den hype er omkring, men hvis jeg bliver en af dem, der trasker rundt hvor det passer mig, så er det helt okay at køre ind i mig 😀
Jeg tror egentlig jeg altid har en eller anden undskyldning klar når jeg træner. Ikke for at slippe for træning, men for ikke at give mig 100 %. Jeg har et dårligt knæ og hvad så? Det er min allerbedste undskyldning. Og nogle gange er det sandt – jeg kan ikke give mig 100 % når jeg fx står oppe i spinningscyklen og skal cykle foran takten. Min venstre knæ virker ikke på samme måde som mit højre og nogle gange lader jeg det fylde mere end det bør. Jeg skal passe ekstra på for ikke at overanstrenge det vfor når det sker, ja så kan jeg som regel ikke gå i en måneds tid og skal i gang med genoptræning. Igen. Men hvis jeg nu begyndte at lytte til min krop, så kan jeg faktisk give mig 100 % OG passe på mit knæ.
I dag var jeg til spinningevent i Fitness World og det var skide hårdt. Sådan “jeg tror jeg brækker mig lige om lidt”-hårdt. Fordi jeg gav alt hvad jeg havde. Det var ren udholdenhedskørsel i 1,5 time og jeg fortrød ca. 7 gange, at jeg havde tilmeldt mig. Men fordi nogle pas var 12 min. lange, så kunne jeg ikke bare stoppe 20 sek. før, som jeg plejer, for så var der sgu stadig flere minutter tilbage. Så sagde instruktøren noget som jeg egentlig godt vidste, men aldrig gjorde. Hun sagde, at hvis man havde knæskader, så var det i orden at sætte sig ned undervejs i passet. HALLO! Ja selvfølgelig er det det, men jeg har aldrig gjort det. Jeg har bare prøvet at følge med så længe jeg kunne, indset jeg ikke kunne og så sat farten ned og givet op indtil næste pas. Det giver en blanding af succes og fiasko fordi du er kommet afsted, men du har ikke givet alt for du ved du sagtens kunne have givet mere.
I dag gav jeg mere. Udelukkende fordi passene var så skide lange, at jeg kunne nå at have mange samtaler med mig selv undervejs. Jeg kunne mærke da jeg nåede til det punkt jeg plejer at tro er mit max, men der var der altså stadig 7 minutter tilbage af passet. Hvad gør man så? Står af cyklen? Lader som om skoen sidder lidt forkert? Tørrer sved ekstra langsomt af panden? Ja for fanden! Men så er der stadig 6 minutter og 45 sekunder tilbage. What to do? Jeg gav mig selv en lille opsang og kørte videre. Jeg opdagede, at det hjalp at lukke øjnene og lytte til tempoet i musikken og så glemme, at der sad mennesker omkring mig.
Det virkede! Jeg døde ikke og der var energi nok til det næste sindssygt lange pas. Who knew?! Jeg gjorde ikke. Jeg tror jeg opdagede, at jeg kan mere end jeg tror. Jeg sætter mentale grænser for mig selv for ikke at blive skuffet, men jeg bliver faktisk mere skuffet over de mentale grænser.
Jeg skal arbejde på at lade være med at begrænse mig selv. Spinning er en håndgribelig ting at tage fat på, men det er nok ikke kun der det sker. Men hvis jeg starter der, så hjælper det nok.
