Optimisme? Hvad er nu det for en størrelse?

Jeg kommer ikke ud af en optimistisk familie. Overhovedet. Min far var den største pessimist, der fandtes på denne jord og jeg ved faktisk ikke rigtig med min mor. Jeg tror ikke hun var optimistisk omkring særlig meget. Det er måske også lidt svært når man er diagnosticeret med en dødelig sygdom.  Min søster er meget optimistisk og nogle gange lidt for meget, men så er det godt jeg kan komme ind og kaste lidt pessimisme ind i ligningen 😉

Nå, men med hvad jeg vil kalde to pessimister til forældre er det ikke noget under, at jeg er/var en gevaldig pessimist. Grunden til at jeg skriver “er/var” er fordi jeg er skabsoptimist – jeg håber, håber, håber altid af hele mit hjerte på, at tingene går som jeg gerne vil have det, men jeg siger det aldrig højt – det foregår kun i mit hoved. Udadtil siger jeg de mere pessimistiske ting højt og skaber en eller anden lav barre af forventninger for mig selv og mine omgivelser. Problemet er bare, at min indvendige barre er sat meget højere og derfor bliver jeg som regel altid skuffet. Det er en skidedårlig uvane, og den gør mig intet godt.

imagesI arbejdet med Louises bog Mental Topform er jeg blevet klar over, at jeg lægger en masse fælder for mig selv. Så er det da klart, at jeg skuffer mig selv hele tiden og andre ubevidst skuffer mig også. Det er jo ikke fordi jeg render rundt og kaster om mig med pessimisme, men hver gang lidt optimisme dukker op i mit hoved, så kommer pessimismen lige og siger “Ahhh, er du nu sikker på du tør gøre det?” eller “Du skal ikke håbe for der er mange andre, der kan det samme som du kan”. Men det er altså lidt for nedslående i længden! Jeg var egentlig ikke klar over, at jeg var pessimist før jeg begyndte at arbejde med Louises bog. Jeg troede bare jeg havde et depressivt sind og at sådan var det bare. MEN det passer jo ikke! Jeg er meget gladere når jeg er optimistisk og når jeg udfordrer mig selv. Der er jo ingen, der kommer ind i mit hoved og opdager mine pessimistiske tanker, så den eneste min pessimisme går ud over er mig selv, og når den ikke gør mig noget godt, så er det ikke noget jeg har lyst til at samle på. Overhovedet ikke. Hvorfor skulle jeg? Det lader til at alle omkring mig er optimistiske på mine vegne, så det er vist på tide, at jeg også kommer ind i kampen.

Selvfølgelig bliver man ikke optimist fra den ene dag til den anden. Det er en proces. Det har taget mig 27 år at blive pessimist, så mon ikke det tager lidt tid at komme af med det igen.

Optimistic concept.En af de fantastiske fordele ved at arbejde sammen med de seje damer fra Mental Topform-forløbet er, at man opdager, at man ikke er den eneste, der kæmper med tilfredshed og optimisme – det gør vi alle sammen. Det er bare svært at se, når man arbejder med det alene. Jeg er altid ladet helt op efter en tur til København og to timer i selskab med 5 mennesker, der alle har dæmoner at kæmpe med, men stadig formår at støtte og hjælpe hinanden 🙂

optimismekat

FE6E651A81A8339A0BBA85DE46D9C973

 

Mental Topform?

Ja, hvad er mental topform egentlig? Mange vil måske tro, at det betyder, at man er konstant glad, lykkelig og positivt, men det er knageme de færreste, der kan holde det ud i længden. Næ nej, det er såmænd “bare”, at man er bedre i stand til at håndtere de kriser som livet kaster mod en – for livet er fuld af kriser og sådan er det bare. I mange, mange år (nok egentlig mere hele mit liv) har jeg syntes, at verden var ret uretfærdig. Hvorfor var det lige, at jeg skulle få en syg mor og en syg far? Der var absolut ingen i mit liv, der opfordrede mig til at tænke positivt. Tværtimod, så synes alle, at det var mægtig synd for mig og det var det da også, men det værste er jo, at jeg troede på det. Ikke i den forstand, at det ikke har været hårdt og faktisk stadig er det, men mere, at jeg kom ind i offerrollen og der var rart at være. Der behøver man ikke tage stilling til så meget for verden og livet er uretfærdigt og sådan var det bare. Jeg kan godt afsløre allerede nu, at den indstilling ikke har bragt mange sjove stunder med sig, og det var først da jeg begyndte at tænke, at jeg måske ikke var den person i verden, der havde det allermest hårdt, at jeg kunne se ud over min egen næsetip.

13177_10153174204364085_903926813388927690_n

Det er en træningssag at være mere positiv og det er sørme ikke noget man bliver natten over. Tro mig! Men vi har en uhyggelig tendens til at fokusere på det negative fordi vi gerne vil kunne forudsige farer, så de ikke får ram på os. Men det er der bare ikke særlig meget sjov ved. Vi tager ikke skade af at udfordre os selv lidt en gang imellem og fx gå alene i biografen eller måske bare sige til os selv, at vi er seje.

Jeg deltager lige nu i et Mental Topform-forløb med med Louise Luxhøi og 5 umådeligt seje damer, hvor vi arbejder med Louises bog Mental Topform. Louise har forsket og forsket i hvordan hjernen fungerer med positiv psykologi og er kommet frem til en række strategier for at opnå mere robusthed og overskud. Og ved I hvad? Det virker! Gamle, sure, gnavne mig (okay – jeg ved godt jeg måske ikke er så gammel, men jeg kan knageme være gnaven) er ved at forvandle sig fra en pessimist til en optimist. Nu siger jeg er ved fordi der er lidt vej endnu – jeg kan jo ikke bare skippe mine pessimistiske vaner for de har været mine tro følgesvende i mere end 20 år. Det kræver lidt tilvænning, og ifølge Louise er helt muligt – det kræver bare at vi har en fleksibel hjerne. Og en fleksibel hjerne kræver træning, men det er det værd for det er meget sjovere at være optimistisk end det er at være pessimistisk.

IMG_1597

Cross training!

cross-training

Arhmen altså! Det er jo genialt, det der cross training! Jeg har hele tiden (mens jeg har trænet), at cross training var for de virkelig seje typer. Altså dem, der ved hvad de laver med deres træning. De har et formål. Jeg har aldrig helt rigtig vidst hvad jeg lavede når jeg trænede – ikke andet end, at det gjorde mig i godt humør og at det virkede mod mine depressioner. Mere var der ikke i det og der var absolut ingen struktur på det. Det er nok også derfor, at jeg kunne træne regelmæssigt i en måneds tid og derefter bare droppe det helt, for jeg havde ingen plan eller noget jeg gerne ville.

Men nu er der struktur på. Big time! Jeg har fundet ud af, at jeg træner bedst om morgen (så kommer jeg også tidligt op – en af eftervirkninger fra depression er, at jeg er dårlig til at stå op), jeg har fundet ud af, at jeg faktisk godt kan lide at spinne (førhen syntes jeg det var dybt godnat at spinne, når man kunne cykle ude i naturen – problemet var bare at jeg hverken gjorde det ene eller det andet), jeg har fundet ud af, at jeg hader at squatte (hvad sker der for alle de piger, der synes det er fedt?! Det er en trææææææls øvelse!), og jeg elsker at afprøve mine grænser. Jeg er kørt fast i de sædvanlige Stram Op timer hos Fitness World og jeg kedede mig. Det gjorde min træningsmakker vist også for vi gad egentlig ikke til de timer. Så fik jeg en god idé – jeg kunne godt tænke mig at prøve cross training fordi jeg havde en idé om, at funktionel træning ville motivere mig mere end at stå på en lang række og squatte i takt til musikken. Det var ikke svært at overbevise min træningsmakker for hun meldte sig til med det samme (jeg var ellers klar med en stor salgstale!). Nu må jeg sige at jeg er virkelig bidt at det – timen gå simpelthen så stærkt, at man glemmer man er træt (fordi man er nødt til at stå op midt om natten for at træne kl. 7.25) og det er en fed følelse. Hvad der er en lige så fed følelse er overskuddet af energi bagefter, der gør at man kan nuppe en spinningstime også!

Det er virkelig fedt, at jeg har fundet en struktur på min træning. Jeg keder mig til “stå på en række”-timerne og er oppe at køre over “giv den alt hvad du har”-timerne. Det er en vild udvikling for mig, der for ca. et år siden kun turde komme på dansetimerne, fordi alle så lige tossede ud når de dansede. Jeg er så glad for at min kollega (og nu bedste træningsmakker) blev ved med at spørge om vi ikke snart skulle træne og at jeg gjorde det! Det er en fed følelse at mærke, at ens krop er blevet udfordret og, at man kan mærke man bliver stærkere. Fed følelse!
FE6E651A81A8339A0BBA85DE46D9C973

Det kan jeg da ikke. Kan jeg?

Svaret på det spørgsmål er som regel: Jo, det kan du godt. Det er jeg i hvert fald begyndt at sige til mig selv. Jeg er den første til at indrømme, at jeg sætter mine egne begrænsninger ret tæt op af de evner jeg er fuldstændig 100 % sikker på jeg mestrer til fulde. Det giver mig et meget lille roderum, for det er de færreste af os, der er supergeniale til alt. Jeg er i hvert fald ikke. Det er egentlig det første skridt på min vej, for jeg har givet mig selv en mission. Min mission går ud på, at jeg skal udfordre mig selv og skubbe mine grænser. Det er noget jeg er dårlig til på alle måder. Jeg holder mig altid til det velkendte og kaster mig (for det meste) ikke ud i noget nyt. Og når jeg gør det er det med hjertet oppe i halsen og svedige håndflader fordi hvad nu hvis folk opdager, at jeg ikke ved hvad jeg laver eller opdager, at jeg faktisk ikke er særlig god på dette område. Det er noget nær min største frygt – det ukendte. Men på den anden side, så vil jeg bare rigtig gerne opleve en hel masse, men det velkendte er rart og trygt.

Jeg vil gerne udvikle mig og kende mine grænser i stedet for at gætte og spekulere over hvad de mon egentlig er. Derfor har jeg besluttet mig for at gøre en hel masse ting alene – ikke fordi jeg ikke holder af menneskerne omkring mig, men fordi jeg har en tendens til at lade andre overtage. Derfor gik jeg alene i biografen. Nu er det jo ikke det helt vilde at gå i biografen, men det var knageme grænseoverskridende at gøre det alene. Folk kiggede også noget, men jeg synes det var sjovt, for jeg vidste, at jeg overskred en af mine usynlige grænser lige der. Jeg synes det er forkert, at vi alle tror vi skal gøre alting sammen. Selvfølgelig skal vi være sammen med hinanden, men vi må da også gerne gøre ting alene. Som f.eks. at gå i biografen. Men det er ikke noget vi er vant til. Og det er trist. Jeg var enormt stolt af mig selv efter min bio-tur og det var min omgangskreds også – fordi jeg netop havde turde gøre noget og fordi jeg havde skubbet til mine grænser. Det handler egentlig mest om at gøre noget, der gør en glad, men det aner man jo ikke hvad er før man prøver det.

I denne uge prøvede jeg for første gang:
1. At gå alene i biografen
2. At vandre rundt i København på jagt efter en café
3. At finde en café, slå mig ned med en god bog og en kop kaffe og bare læse i 3 timer

Alle disse ting var med til at gøre min uge til en helt genial en af slagsen. Jeg tror på at man kan hvad man vil, men man skal bare lige finde ud af hvad det er man vil. Det kræver at man tør prøve en masse ting og skubbe til nogle grænser. Så hvorfor ikke bare starte i det små og gå i biografen. Alene.

go for it-saidaonline

Jeg har i hvert fald planer om at blive ved med at skubbe mine grænser. Næste uge byder sikkert på en masse nye spændende ting.

I dag har jeg Justin på…

Og når jeg siger Justin, så mener jeg den “ægte Justin”. Altså Timberlake.

I mange, mange år har min kusine og jeg været fans af Justin Timberlake. Det er absolut ikke nogen hemmelighed, at jeg er en poppige når det kommer til stykket. Stik mig en Westlife-sang og jeg kan teksten (undtagen deres sidste albums – de er virkelig dårlige), men jeg trækker dog grænsen ved de “nyere” popdrenge. Næh nej. Der er kun to rigtige boybands (før var der kun et, men jeg har ændret mening. Det må man godt som voksen), nemlig ‘Nsync og Backstreet Boys.

Pinligt nok så var min kusine og jeg så store fans af ‘Nsync, at vi stadig kan alle deres danse og vi underholder gerne med dem til festlige sammenkomster. Vi kan selvfølgelig også alle sangene og skriver gerne til hinanden når vi en sjælden gang hører dem i radioen. Dengang var man (læs: min kusine og jeg) dog aldrig helt så langt ude på fan-skalaen som den nye generation af “beliebers” og “directioners” – det kom aldrig derud. Men vi manglede en måde at tilkendegive, at vi faktisk var fans af “ægte Justin”. Vi ledte og ledte og så fandt vi den.

IMG_1582

T-shirten! Det er t-shirten over alle t-shirts – bare fordi den har Justins fjæs på. Vi købte begge denne lækre t-shirt til hans seneste koncert i Parken (som var AWESOME! Den forrige koncert var ringe ud over alle grænser, så han havde noget han skulle have fikset for os) og det er nu blevet en fast term at sige “Jeg har Justin på i dag” eller “Jeg synes Justin skulle luftes i dag”. Det kunne godt lyde lidt perverst, kan jeg se nu, men det er det ikke helt. Det er jo bare en t-shirt med Justins fjæs på. No worries 🙂

Smil til verden og den smiler til dig!

I går stod jeg allerhelvedes tidligt op, da jeg havde tilmeldt mig en Cross Training Intro-time i Fitness World. Idet vækkeuret ringer bander jeg mig selv meget langt væk, men jeg havde heldigvis en aftale med min seje træningsbuddy, Kirstine og vi aflyser sjældent vores aftaler med hinanden. Timen startede kl 7.25, hvilket betød at jeg virkelig skulle op midt om natten. Men hold nu op, hvor var det en fed træning! Allerede efter kun én time er jeg hooked!

Men det er selvfølgelig ikke det, der er temaet for dette indlæg – det er derimod mit smil 🙂 Jeg havde sådan en lyst til at smile til folk  – måske fordi jeg var stolt af mig selv for at stå så tidligt op og fordi jeg havde fået en genial start på min dag – lige meget hvad, så var jeg i allerhøjeste humør, og jeg kunne ikke lade være med at smile til verden. Men verden ville ikke smile til mig – enten så har jeg lignet en pervers stodder, der bare smiler til alle tilgængelige mennesker eller så havde folk ikke den samme start på dagen som jeg havde. Men det var lige meget, for det gav mig egentlig lige så meget sjov, at folk kiggede meget mærkeligt tilbage på mig. Måske en dag min smile-charme smitter nok af på folk til at de tør smile tilbage. Smil til hinanden, folkens! Det varmer så godt 🙂

– Camilla K.

Den første gang jeg så dig, det var en…

Velkommen til min ydmyge blog og til mit første indlæg! Yay til det lige der!

Denne blog kommer til at være min ventil for min verden. Det er en verden, der er lidt skør til tider, lidt sort, lidt farverig, lidt trist, lidt glad, men mest af alt – meget ærlig. Ærlighed er den bedste politik – (ej, det lyder bare meget bedre på engelsk!).

Nu tænker du sikkert: “Hvem er hun og hvorfor tror hun at hun har noget at sige?” og til det kan jeg sige, at mit navn er Camilla. Lige pt er jeg 27 år ung og arbejdssøgende (det lyder meget bedre end arbejdsløs, ikke sandt?). Jeg blev uddannet cand.ling.merc. i sommeren 2014, men alle de fantastiske job hænger ikke lige på træerne. Derudover er jeg en hammergod lillesøster (hvis jeg skal sige det selv – og det skal jeg jo), en god veninde (det siger jeg også selv, men det synes mine veninder heldigvis også), farverig, humoristisk og ret sarkastisk.
Men det er bare i overfladen – jeg har haft to depressioner, alt for meget sygdom inde på livet og mistet mit fundament. Men jeg er ved at finde det igen og vejen dertil er spændende, uhyggelig, snoet, ligefrem, op ad bakken og i hvert fald ned ad bakke. Men jeg giver ikke op.

Jeg håber I vil følge min jagt på meningen i livet – jeg skal nok råbe ekstra højt, hvis jeg en dag falder over den. Indtil da er det turen, der tæller.

Velkommen til!

– Camilla K.