Det kan jeg da ikke. Kan jeg?

Svaret på det spørgsmål er som regel: Jo, det kan du godt. Det er jeg i hvert fald begyndt at sige til mig selv. Jeg er den første til at indrømme, at jeg sætter mine egne begrænsninger ret tæt op af de evner jeg er fuldstændig 100 % sikker på jeg mestrer til fulde. Det giver mig et meget lille roderum, for det er de færreste af os, der er supergeniale til alt. Jeg er i hvert fald ikke. Det er egentlig det første skridt på min vej, for jeg har givet mig selv en mission. Min mission går ud på, at jeg skal udfordre mig selv og skubbe mine grænser. Det er noget jeg er dårlig til på alle måder. Jeg holder mig altid til det velkendte og kaster mig (for det meste) ikke ud i noget nyt. Og når jeg gør det er det med hjertet oppe i halsen og svedige håndflader fordi hvad nu hvis folk opdager, at jeg ikke ved hvad jeg laver eller opdager, at jeg faktisk ikke er særlig god på dette område. Det er noget nær min største frygt – det ukendte. Men på den anden side, så vil jeg bare rigtig gerne opleve en hel masse, men det velkendte er rart og trygt.

Jeg vil gerne udvikle mig og kende mine grænser i stedet for at gætte og spekulere over hvad de mon egentlig er. Derfor har jeg besluttet mig for at gøre en hel masse ting alene – ikke fordi jeg ikke holder af menneskerne omkring mig, men fordi jeg har en tendens til at lade andre overtage. Derfor gik jeg alene i biografen. Nu er det jo ikke det helt vilde at gå i biografen, men det var knageme grænseoverskridende at gøre det alene. Folk kiggede også noget, men jeg synes det var sjovt, for jeg vidste, at jeg overskred en af mine usynlige grænser lige der. Jeg synes det er forkert, at vi alle tror vi skal gøre alting sammen. Selvfølgelig skal vi være sammen med hinanden, men vi må da også gerne gøre ting alene. Som f.eks. at gå i biografen. Men det er ikke noget vi er vant til. Og det er trist. Jeg var enormt stolt af mig selv efter min bio-tur og det var min omgangskreds også – fordi jeg netop havde turde gøre noget og fordi jeg havde skubbet til mine grænser. Det handler egentlig mest om at gøre noget, der gør en glad, men det aner man jo ikke hvad er før man prøver det.

I denne uge prøvede jeg for første gang:
1. At gå alene i biografen
2. At vandre rundt i København på jagt efter en café
3. At finde en café, slå mig ned med en god bog og en kop kaffe og bare læse i 3 timer

Alle disse ting var med til at gøre min uge til en helt genial en af slagsen. Jeg tror på at man kan hvad man vil, men man skal bare lige finde ud af hvad det er man vil. Det kræver at man tør prøve en masse ting og skubbe til nogle grænser. Så hvorfor ikke bare starte i det små og gå i biografen. Alene.