Åh. Så er jeg tilbage i DK og det eneste jeg kan sige er: Åh. Og med et suk efter. Altså sådan et langt suk. Sådan her: suuuuuuuuuuuuuuuuuuuuk!

Min beslutning om at komme tilbage til DK skete af personlige grunde og det er fint nok. Jeg savner London helt enormt meget, men det var vigtigt, at jeg kom tilbage til DK og sådan er det. Når man sådan kommer tilbage til DK, man er færdiguddannet og egentlig meget gerne vil arbejde, så er det næste naturlige skridt jo, at man søger jobs. Og mand, hvor har jeg søgt jobs! Jeg har været hjemme i præcis én måned og har sendt 8 meget målrettede ansøgninger afsted – antal afslag so far, spørger I? Det må være en flad 6’er. Der er stadig 2 ansøgninger ude, men med 2 afslag i dag inden klokken var 10, så nærer jeg ikke meget håb.

Begrundelserne i disse afslag er for det meste ret ens. Der er én ting, som de alle vægter meget højt. Nemlig erfaring. Tillad mig her at komme med min holdning til dette:

JAMEN FOR HELVEDE! HVORDAN SKAL MAN FÅR ERFARNING, NÅR INGEN VIL TILLADE DIG AT FÅ ERFARING???!!!!????

*rant over* *ånd innnnnnd og uuuuuuud*

Jeg er simpelthen uforstående overfor hvorfor alle virksomheder vil have 26 årige kandidatuddannede med min. 10 års erfaring. Det giver jo ikke mening. Det er ligesom at tro på enhjørninge. Det er en smuk tanke, men næppe realistisk.