I dag er dagen, hvor jeg skal sidde i en bil med to madammer hele vejen til Horsens. Og jeg glæder mig.

Vi skal nemlig høre Bruce. Springsteen that is. Det er min 4. Bruce Springsteen koncert og den 2. i år. Selvom det er under en måned siden jeg sidst så Bossen live, så glæder jeg mig mindst lige så meget som sidst.

Når man nu skal køre i bil hele vejen til Horsens, så er man nødt til at have nogle remedier klar og man skal virkelig kende sine medpassagerer. Jeg er heldig på den front da den ene er min søster og den anden er min søsters bedste veninde. Vi kalder os de russiske madammer (sjov historie omhandlende ikke-smilende damer på pasfotos) og vi hygger os når vi er afsted.

Når det så er sagt, så er jeg godt klar over hvad, der skal til for at holde madammerne glade. Pepsi Max. Så enkelt er det. Min søster lever af Pepsi Max og vil man bede hende om en tjeneste, så er det bedst at give hende et glas Pepsi Max først. Drop Coca-Cola og almindelig Pepsi, for hun kan smage forskel og vil se ondt på dig resten af dit liv.

Derfor har jeg indkøbt Pepsi Max, Bugles, Salte Fisk og Kattepoter til køreturen – så er der ro på bagsædet! Jeg er allerede blevet beordret til at finde et sted, hvor en burger kan indtages på vejen derop, så det er også indlagt i planen.

Skidegod Bruce-dag til jer alle sammen!

Jeg har ikke engang spillet på min mobil og jeg er allerede træt af det.

Udelukkende fordi jeg er ved at køre folk ned hele tiden. Jeg er sikker på, at den Pokémon godt kan fanges inde fra fortorvet, så skrid væk fra cykelstien!

Jeg har forkørselsret for du burde slet ikke gå der, men når du nu alligevel har forvildet dig over på mit cykelterritorie, så vil det være rigtig lækkert hvis du lige vil kigge op engang i mellem. Bare lige med et par sekunders mellemrum, så du faktisk kan se, at jeg er ved at køre ind i dig. Tro mig, jeg gider faktisk ikke køre ind i dig, men det er svært at lade være når du bliver ved med at gå to skridt til højre for at skifte retning og spurte til venstre.

Jeg er med på, at Pokémon Go er skidesmart og det får en genial mængde mennesker til at bevæge sig. Jeg synes faktisk det er skide smart, men se lige efter hvor du går, så vi ikke begge ender på asfalten for jeg falder altså ikke på den smukke måde. Når jeg falder er det mere hen ad BANG! og det er der bare ikke nogen, der behøver at se.

Når det så er sagt, så er jeg også dobbeltmoralsk. Jeg får mig en ny mobilos i morgen (jeg er i øjeblikket velsignet med en iPhone 4S, der sleeeeeeeet ikke kan noget mere nu – apps er en utopi) og så skal jeg da også ud og jagte Pokémon! Jeg er vokset op med Pokémon i TV (favorit formiddagsTV dengang), men trak grænsen ved at samle kort. Til gengæld kan jeg Pokémonsangen i søvne! 😉  Jeg bliver jo nødt til at se hvad al den hype er omkring, men hvis jeg bliver en af dem, der trasker rundt hvor det passer mig, så er det helt okay at køre ind i mig 😀

Jeg tror egentlig jeg altid har en eller anden undskyldning klar når jeg træner. Ikke for at slippe for træning, men for ikke at give mig 100 %. Jeg har et dårligt knæ og hvad så? Det er min allerbedste undskyldning. Og nogle gange er det sandt – jeg kan ikke give mig 100 % når jeg fx står oppe i spinningscyklen og skal cykle foran takten. Min venstre knæ virker ikke på samme måde som mit højre og nogle gange lader jeg det fylde mere end det bør. Jeg skal passe ekstra på for ikke at overanstrenge det vfor når det sker, ja så kan jeg som regel ikke gå i en måneds tid og skal i gang med genoptræning. Igen. Men hvis jeg nu begyndte at lytte til min krop, så kan jeg faktisk give mig 100 % OG passe på mit knæ.

I dag var jeg til spinningevent i Fitness World og det var skide hårdt. Sådan “jeg tror jeg brækker mig lige om lidt”-hårdt. Fordi jeg gav alt hvad jeg havde. Det var ren udholdenhedskørsel i 1,5 time og jeg fortrød ca. 7 gange, at jeg havde tilmeldt mig. Men fordi nogle pas var 12 min. lange, så kunne jeg ikke bare stoppe 20 sek. før, som jeg plejer, for så var der sgu stadig flere minutter tilbage. Så sagde instruktøren noget som jeg egentlig godt vidste, men aldrig gjorde. Hun sagde, at hvis man havde knæskader, så var det i orden at sætte sig ned undervejs i passet. HALLO! Ja selvfølgelig er det det, men jeg har aldrig gjort det. Jeg har bare prøvet at følge med så længe jeg kunne, indset jeg ikke kunne og så sat farten ned og givet op indtil næste pas. Det giver en blanding af succes og fiasko fordi du er kommet afsted, men du har ikke givet alt for du ved du sagtens kunne have givet mere.

I dag gav jeg mere. Udelukkende fordi passene var så skide lange, at jeg kunne nå at have mange samtaler med mig selv undervejs. Jeg kunne mærke da jeg nåede til det punkt jeg plejer at tro er mit max, men der var der altså stadig 7 minutter tilbage af passet. Hvad gør man så? Står af cyklen? Lader som om skoen sidder lidt forkert? Tørrer sved ekstra langsomt af panden? Ja for fanden! Men så er der stadig 6 minutter og 45 sekunder tilbage. What to do? Jeg gav mig selv en lille opsang og kørte videre. Jeg opdagede, at det hjalp at lukke øjnene og lytte til tempoet i musikken og så glemme, at der sad mennesker omkring mig.

Det virkede! Jeg døde ikke og der var energi nok til det næste sindssygt lange pas. Who knew?! Jeg gjorde ikke. Jeg tror jeg opdagede, at jeg kan mere end jeg tror. Jeg sætter mentale grænser for mig selv for ikke at blive skuffet, men jeg bliver faktisk mere skuffet over de mentale grænser.

Jeg skal arbejde på at lade være med at begrænse mig selv. Spinning er en håndgribelig ting at tage fat på, men det er nok ikke kun der det sker. Men hvis jeg starter der, så hjælper det nok.

… et godt kram. Der er intet et godt kram ikke kan redde!

… et smil fra en fremmede har faktisk flere gange reddet min dag 🙂

… bøger. Uhhhhhh, bøger er altså godt. At placere sig i sin favoritstol/sofa med en god bog, chokolade, te/kaffe må være enhver mands ret.

… farver. Sort slanker, men man bliver så glad af farver. Bare spørg mine lyserøde sneaks eller min turkise brødkasse 😀

… Bruce Springsteen. Den mand er jeg ret vild med. Hans musik altså. Selvom han er en ret så pæn 68-årig.

… tæpper. Jeg hygger mig bedst med et tæppe over mig og helst min mors hjemmehæklede tæppe.

… spinning. Det gør mig glad i låget og giver mig energi.

… chokolade. ‘Nough said.

… champignoner. De giver ikke mening.

… oliven. Nope.

… at fryse. Jeg har tæppe på året rundt. Selv om sommeren.

… når folk bruger apostrof i genitiv. Det hedder Camillas og ikke Camilla’s. Lad nu bare være. Medmindre ordet ender på et z,s eller x, så lad være med at med apostrof. Please.

… ignorante folk, der nægter at godtage argumenter. Her kommer Donald Trump lige ind på 1. pladsen.

… de der smarte typer, der kører alt for stærkt for at nå hurtigere hen til lyskrydset, men som man alligevel vinker til når de er nødt til at stoppe for rødt. Karma.

… folk, der ikke blinker når de skifter vejbane. Jeg kan jo ikke læse tanker.

… myrer. Min terrase er i øjeblikket invaderet.

… regntøj, der ikke holder tæt. Missing the point here.

… højder. Jeg har det fint på jorden.

Sigte godt med foden
Hvis vi har en nederdel, et par strømpebukser eller et par bukser om anklerne, så kan du være sikker på, at vi ikke gider bukke os ned for at samle dem op. Hvorfor gøre det når vi kan smide det hvor vi vil? Hvis der er en stol i hjørnet, en seng, en vasketøjskurv, så kan du være sikker på vi sigter efter den/det og rammer plet hver gang. Det er en gave og vi ved hvordan den skal bruges. Den kan også bruges i andre sammenhænge, hvis der nu lå nogen i seng… men det er altså en helt anden snak.

Tage en bh af på ingen tid
Joey er kongen af BH-aftagning, men os kvinder har egentlig også ret godt styr på det. Vi ved lige hvor man skal trykke, hive, holde nede for at blive befriet fra bryst-fængslet hurtigst muligt. Og det er næsten altid efterfulgt af et kæmpe suk. Come on – det er verdens bedste følelse at tage det monstrum af!

Indrette på baggrund af følelser
“Sofaen skal bare stå der fordi det føles rigtigt”. Det er lov og en helt igennem legitim begrundelse.

Sætte sig ind i dilemmaer (nogle gange lidt for godt)
“Er du sur på din søster? Hvad har hun gjort? Ih, det kan hun ikke være bekendt. Ja, jeg hader hende også nu”.

Græde over ingenting og alt
Har I set Marley & Me? *mic drop*

Bære nag
Vi har ikke noget problem med stadig at være sure på de piger, der gjorde nar af vores røde trusser i 4. klasse. Overhovedet ikke noget problem.

Finde grunde til at shoppe
En god kop kaffe = grund. Solen skinner = grund. Det regner = grund. Godt humør = grund. Listen er uendelig. Der er altid en grund. Altid. A.L.T.I.D.

Jeg har gjort det igen. Startet for hårdt ud. Lagt for mange planer som jeg ikke har en jordisk chance for at nå.

Jeg startede “Vægttabsonsdag” mest som en digital gulerod for mig selv og hvis jeg var heldig kunne jeg inspirere nogle i processen. Problemet er bare, at det var lidt for meget, lidt for hurtigt.

Jeg er lige flyttet i egen lejlighed efter at have boet hos min søster i 3 måneder og jeg nød min frihed. Rigtig meget. Lidt for meget. Så alt det jeg havde tabt hjemme hos min søster, ja det er sgu røget på igen. Men det er faktisk okay. Jeg slår ikke mig selv oveni hovedet med det for jeg havde brug for det. Ja, jeg havde brug for at spise en hel plade Marabou en onsdag aften. Bare fordi.

Oveni det kommer stressen over at finde et arbejde. Sådan et voksenarbejde. Som alle de voksne mennesker har. Sådan et savner jeg. Sådan et vil jeg rigtig gerne have. Så mens jeg åd min chokolade svømmede jeg nok også lidt for meget i min egen sø af selvmedlidenhed. Det er dog ikke en særlig lækker sø at svømme i og badetiden er ovre. Jagten er sat ind og jeg er klædt på til kamp, for der er ikke nogen, der kommer og giver mig et job hjemme på min sofa. Det ville være perfekt, men ikke særlig sandsynligt.

Nu er jeg ved at være kommet på plads i min nye lejlighed, og der er kommet overskud til bjerget af ansøgninger, der skal skrives. Sammen med overskud kommer også realiteten. Realiteten er, at jeg ikke kunne overskue vægttab, flytning og jobsøgning i én kæmpestor, rodet pærevælling.

Jeg har egentlig også indset, at hvis jeg vil have noget til at ske, så skal jeg netop selv få det til at ske. Ikke noget med at blive overfaldet af sofaen hver dag og spise chokoladekiks dagen lang. Nej. Det er mere noget i retningen stå op, spise morgenmad, pak din taske, cykl (!) ud på biblioteket, skriv en dødgod ansøgning, cykl hjem igen, lav mad, spis, gå i seng og gentag. So that’s what I’m gonna do! Og selvfølgelig tage til spinning. Jeg er nødt til at tage til spinning ellers kommer jeg til at slå nogen ned i processen og hjælper bare slet ikke på noget som helst.

Slutteligt er her nogle kloge ord fra kongen af fokus – The Rock:

High five!

Mine 2 bedste veninder og jeg kan godt lide brunch. Vi er faktisk ret vilde med det. Jeg tror vi sådan helt ubevidst er i gang med at spise os igennem Odenses brunch-buffeter og vi nyder hvert øjeblik! 😀

Jeg er som regel ikke særlig god til buffet da jeg har en tendens til at tage alt det lækre op på tallerkenen i første hug og spise mig mæt i det. Så går buffet-idéen ligesom lidt fløjten. Men jeg arbejder på det og jeg er blevet bedre 🙂

Den ene af mine veninder havde fødselsdag i marts og vi gav hende et gavekort til brunch. Hun er samtidig også mor og bor ikke længere i Odense, så det tog lidt tid for os at finde en dato, der bare passede perfekt til os allesammen (plus, at jeg lige skulle flytte hjem fra London igen), men det var ventetiden værd!

I lørdags var turen kommet til Restaurant Nordatlanten og hold nu kaje, hvor var det lækkert. Der var ikke fare for at overspise med det samme for det meste var smukt anrettet i små glasskåle – selv nutellaen! (som i øvrigt var hjemmelavet). Det var lækkert både for maven og øjnene. Og det bedste af det hele var, at der hørte en ubegrænset mængde kaffe til brunch-buffeten. Allerede der er jeg overbevist og kaster hjerter rundt omkring 😀

Der er ikke noget hastværk her og det plejer min kaffehungrende hjerte. Vi fik anvist bord og restauranten var fyldt op, men vi sad ikke super tæt som man ellers ofte gør på de der supersmarte caféer. Der var en rigtig hyggelig stemning og tøsesnakken fik alt hvad den kunne bære. Herefter er det simpelthen bare at tage for sig af retterne. Der var nybagt brød, økologisk smør, ost, hjemmelavet nutella og syltetøj, laks, spegepølse, mere ost, pandekager, friskpresset juice og powershots (de smagte syndigt godt!) og en masse mere. Der var absolut ingen fare for at gå sulten fra bordet. Og alt smagte himmelsk lækkert (og jeg er altså en lille smule kræsen).

Restaurant Nordatlanten er forholdsvist ny – den åbnede i 2013 og er en del af Kulturhuset Nordatlantisk Hus, der ligger på Byens Ø ved Odense Havn (og et stenkast fra nyåbnede Havnebad). Det er her Island, Grønland, Færøerne og Danmark møder hinanden og resultatet er utrolig flot – klart et besøg værd!