Når man er doven og nærig

tenor

Jeg er så småt ved at komme igang med spinning igen efter en lille (læs: laaaaaaang) pause. Jeg har haft lidt problemer med mit knæ, der udover at være udfordret fra naturens side, så også valgte at låse sig fast i uhensigtsmæssige positioner. En ny MRI-scanning har dog afsløret, at der ikke er nogen bruskskader, så lægen vil gerne have, at jeg træner alt det jeg kan inden for rimelighedens (smerte-)rammer. Som sagt, så gjort.

Ej, det passer ikke.

Jeg er sgu også doven. Det kan jeg ikke løbe fra. Jeg har jo nået at finde ud af, at det er sjovt at sidde på sin flade, men fyldige røv i sofaen og det kræver altså lidt (eller ret så meget) overtalelse at få lokket mig væk derfra.

Heldigvis er jeg en nærigrøv. For det meste slår det faktisk min dovenhed, så jeg gider ikke betale benzin til min bil for at køre 4 km til skole eller 7,5 km til træningscentret. Og gudskelov for det! Det er det eneste, der redder min røv fra at falde ned mellem sprækkerne i sofaen 😉

FE6E651A81A8339A0BBA85DE46D9C973

cand.ling.merc eller folkeskolelærer

img_0554

Nogle vil måske mene, at man som 30-årig med én uddannelse allerede burde vide hvad man vil når man bliver “stor”, men I beg to differ! Jeg har nemlig stadig ikke helt styr på det der uddannelseshalløj og fast arbejde.

Hvis man læste mit forrige indlæg, så ved I allerede, at jeg har faktisk har en uddannelse. Sådan en akademisk én af slagsen. And I love it! Men jeg kan ikke bruge den til en dyt. Eller jo, det kan jeg jo godt. Jeg glemmer jo ikke bare lige alt det jeg har lært i mine seks år på universitetet.

  • Jeg ved, hvordan man kommunikere mest hensigtsmæssigt internt i en virksomhed.
  • Jeg ved, at darwinistisk litteraturteori med snilde kan bruges til fortolkning af Jane Austens “Pride & Prejudice”.
  • Jeg ved, at der er forskel mellem corporate branding og employer branding (selvom mange chefer hårdnakket mener, at corporate branding ER employer branding. (No. It. Is. NOT).
  • Jeg ved, at krisekommunikation er noget enhver virksomhed kan og vil få brug for in the days of shitstorms. Og jeg ved hvordan man gør.
  • Jeg ved, at jeg har specialiseret mig i employer branding fordi medarbejderne er grundstenene i enhver virksomhed. Derfor er medarbejderfastholdelse og medarbejdertiltrækning så vigtig for der findes ingen ambassadører, der er bedre end tilfredse medarbejdere.
  • Jeg ved, at jeg tog et helt fag kun om Oliver Twist på min BA og jeg er ikke sikker på, jeg kan huske hvorfor. Men det er nu en god historie.

Jeg er sikker på, at alt det jeg har lært, er noget jeg tager med mig overalt. Selvom jeg ikke får lov til at arbejde inden for mit felt lige nu. Hvad gør jeg så? Jeg skal være lærer. Jeg skal undervise i engelsk, dansk og kristendomskundskab/religion. Hvorfor? Fordi jeg er træt af at få at vide, at jeg er én ud af 400 ansøgere og desværre blev det ikke mig, der fik jobbet i denne omgang, men held og lykke i fremtiden. Det har jeg fået at vide alt for mange gange og jeg gider ikke høre på det mere. Jeg vil SÅ gerne arbejde inden for mit felt, men for søtan hvor er det svært at komme igennem nåleøjet og jeg er ikke sikker på, jeg vil mere.

Jeg er god til at undervise og jeg nyder det faktisk. Dét havde jeg ikke troet da jeg startede som vikar i en 8. klasse. Smidt midt ud på det dybeste, bundløse hav og jeg havde ingen idé om hvordan jeg skulle komme ind på land igen. Men ind til land kom jeg og senere viste det sig, at den bedsteste 7. klasse overbeviste mig om, at jeg skulle være lærer.

FE6E651A81A8339A0BBA85DE46D9C973

Helt ærligt: krise!

untitled-6-x-nbbzwddzgcwx_nazfnvw

Jeg har haft krise. På sådan et “hvem er jeg egentlig?”-plan.

Det er blevet meget normalt at definere sig udfra sin profession. Det har jeg selv gjort. Det havde jeg det helt fint med, da jeg studerede på universitetet. For jeg synes det lød fedt. Det var fedt at kunne sige “Jeg studerer engelsk på universitetet”. Så ved man ligesom, at man mener business.

Jeg har altid vidst, at jeg skulle på universitetet. Ikke fordi jeg altig har vidst hvad jeg ville være når jeg blev “stor”, men fordi jeg altid har fået at vide, at det var det rigtige. Min far gik tidligt ud af skolen og arbejdede sig op til værkfører. Min mor gik heller aldrig på gymnasiet, men gik på aftenskole og uddannede sig til økonoma og blev køkkenleder. Mine forældre var seje, men min far ville så gerne have, at mig og min søster fik gode uddannelser. Det betød gymnasiet og universitetet. Det havde jeg det fint med. For jeg vidste ikke, at der fandtes andet. Det har aldrig været et problem.

Men det er det nu.

Jeg har en god uddannelse i engelsk og international virksomhedskommunikation som jeg ikke bruger til noget. Ikke fordi jeg ikke gerne vil, men fordi der er så mange ligesom mig. Jeg er ikke alene. De humanistiske kandidatuddannelser (mest sprog og kunst) har en ledighed på 26,5 %. Det er ret meget. Vi vil alle sammen gerne i job, men det er så utrolig svært at få muligheden for at bevise sit værd når der som regel er 200-400 ansøgere til det samme job. Så mister man modet.

Det er begrænset hvor lang tid man kan blive ved med at tro på, at det nok skal lykkedes. For mig varede det ca. 3 år. Det er 3 år siden jeg blev cand.ling.merc. og jeg er så stolt af min titel fordi jeg nød hvert eneste øjeblik på universitetet – forelæsningerne, hvor underviserne fyldte mit hoved med viden, vaniljekaffen til en femmer, pølsehornene i kantinen om fredagen, studiegruppen, mit speciale.

Det er 3 år siden jeg blev færdig på universitetet og blev uddannet til ledighed. Og det sutter røv. Simpelthen. Det kan ikke siges pænere. Hvert eneste øjeblik på dagpenge er som at prøve at trække vejret med nogen siddende oven på din brystkasse. Det holder ikke. Jeg kan ikke finde ud af at være på dagpenge. Jeg hader det og jeg bryder mig ikke om det. “Så kan du jo bare få et job” er der mange, der siger. Ved I hvad? Det vil jeg så forfærdelig gerne.

Men tilbage til mit uddannelsesproblem.

Jeg skal være lærer. Det er noget af et hop fra min oprindelige uddannelse og så alligevel ikke. Jeg studerede engelsk og kommunikation. Jeg skal være lærer i engelsk, dansk og religion. Det passer fint til mig og det jeg interesserer mig for. Uddannelsesloftet driller mig dog, så jeg må betale for min uddannelse selv. Det er okay. Det er jeg hverken sur eller skuffet over. Men jeg er ærgerlig over, at fremdriftreformen har skabt en overflod af kandidater, der slås om de samme jobs og uddannelsesloftet, der tvinger os til at ligne hinanden uden mulighed for at kunne specialisere os mere eller hjælpe os til at skille os mere ud. Jeg er også ærgerlig over, at jeg ikke får “lov” til at bruge min fancy pancy titel til så meget, men så får jeg bare endnu en til samlingen samtidig med, at jeg er glad for, at det stadig er en mulighed.

FE6E651A81A8339A0BBA85DE46D9C973