Helt ærligt: krise!

Jeg har haft krise. På sådan et “hvem er jeg egentlig?”-plan.

Det er blevet meget normalt at definere sig udfra sin profession. Det har jeg selv gjort. Det havde jeg det helt fint med, da jeg studerede på universitetet. For jeg synes det lød fedt. Det var fedt at kunne sige “Jeg studerer engelsk på universitetet”. Så ved man ligesom, at man mener business.

Jeg har altid vidst, at jeg skulle på universitetet. Ikke fordi jeg altig har vidst hvad jeg ville være når jeg blev “stor”, men fordi jeg altid har fået at vide, at det var det rigtige. Min far gik tidligt ud af skolen og arbejdede sig op til værkfører. Min mor gik heller aldrig på gymnasiet, men gik på aftenskole og uddannede sig til økonoma og blev køkkenleder. Mine forældre var seje, men min far ville så gerne have, at mig og min søster fik gode uddannelser. Det betød gymnasiet og universitetet. Det havde jeg det fint med. For jeg vidste ikke, at der fandtes andet. Det har aldrig været et problem.

Men det er det nu.

Jeg har en god uddannelse i engelsk og international virksomhedskommunikation som jeg ikke bruger til noget. Ikke fordi jeg ikke gerne vil, men fordi der er så mange ligesom mig. Jeg er ikke alene. De humanistiske kandidatuddannelser (mest sprog og kunst) har en ledighed på 26,5 %. Det er ret meget. Vi vil alle sammen gerne i job, men det er så utrolig svært at få muligheden for at bevise sit værd når der som regel er 200-400 ansøgere til det samme job. Så mister man modet.

Det er begrænset hvor lang tid man kan blive ved med at tro på, at det nok skal lykkedes. For mig varede det ca. 3 år. Det er 3 år siden jeg blev cand.ling.merc. og jeg er så stolt af min titel fordi jeg nød hvert eneste øjeblik på universitetet – forelæsningerne, hvor underviserne fyldte mit hoved med viden, vaniljekaffen til en femmer, pølsehornene i kantinen om fredagen, studiegruppen, mit speciale.

Det er 3 år siden jeg blev færdig på universitetet og blev uddannet til ledighed. Og det sutter røv. Simpelthen. Det kan ikke siges pænere. Hvert eneste øjeblik på dagpenge er som at prøve at trække vejret med nogen siddende oven på din brystkasse. Det holder ikke. Jeg kan ikke finde ud af at være på dagpenge. Jeg hader det og jeg bryder mig ikke om det. “Så kan du jo bare få et job” er der mange, der siger. Ved I hvad? Det vil jeg så forfærdelig gerne.

Men tilbage til mit uddannelsesproblem.

Jeg skal være lærer. Det er noget af et hop fra min oprindelige uddannelse og så alligevel ikke. Jeg studerede engelsk og kommunikation. Jeg skal være lærer i engelsk, dansk og religion. Det passer fint til mig og det jeg interesserer mig for. Uddannelsesloftet driller mig dog, så jeg må betale for min uddannelse selv. Det er okay. Det er jeg hverken sur eller skuffet over. Men jeg er ærgerlig over, at fremdriftreformen har skabt en overflod af kandidater, der slås om de samme jobs og uddannelsesloftet, der tvinger os til at ligne hinanden uden mulighed for at kunne specialisere os mere eller hjælpe os til at skille os mere ud. Jeg er også ærgerlig over, at jeg ikke får “lov” til at bruge min fancy pancy titel til så meget, men så får jeg bare endnu en til samlingen samtidig med, at jeg er glad for, at det stadig er en mulighed.