Når man er doven og nærig
Jeg er så småt ved at komme igang med spinning igen efter en lille (læs: laaaaaaang) pause. Jeg har haft lidt problemer med mit knæ, der udover at være udfordret fra naturens side, så også valgte at låse sig fast i uhensigtsmæssige positioner. En ny MRI-scanning har dog afsløret, at der ikke er nogen bruskskader, så lægen vil gerne have, at jeg træner alt det jeg kan inden for rimelighedens (smerte-)rammer. Som sagt, så gjort.
Ej, det passer ikke.
Jeg er sgu også doven. Det kan jeg ikke løbe fra. Jeg har jo nået at finde ud af, at det er sjovt at sidde på sin flade, men fyldige røv i sofaen og det kræver altså lidt (eller ret så meget) overtalelse at få lokket mig væk derfra.
Heldigvis er jeg en nærigrøv. For det meste slår det faktisk min dovenhed, så jeg gider ikke betale benzin til min bil for at køre 4 km til skole eller 7,5 km til træningscentret. Og gudskelov for det! Det er det eneste, der redder min røv fra at falde ned mellem sprækkerne i sofaen 😉
Ingen kommentarer endnu