Nogle vil måske mene, at man som 30-årig med én uddannelse allerede burde vide hvad man vil når man bliver “stor”, men I beg to differ! Jeg har nemlig stadig ikke helt styr på det der uddannelseshalløj og fast arbejde.

Hvis man læste mit forrige indlæg, så ved I allerede, at jeg har faktisk har en uddannelse. Sådan en akademisk én af slagsen. And I love it! Men jeg kan ikke bruge den til en dyt. Eller jo, det kan jeg jo godt. Jeg glemmer jo ikke bare lige alt det jeg har lært i mine seks år på universitetet.

• Jeg ved, hvordan man kommunikere mest hensigtsmæssigt internt i en virksomhed.
• Jeg ved, at darwinistisk litteraturteori med snilde kan bruges til fortolkning af Jane Austens “Pride & Prejudice”.
• Jeg ved, at der er forskel mellem corporate branding og employer branding (selvom mange chefer hårdnakket mener, at corporate branding ER employer branding. (No. It. Is. NOT).
• Jeg ved, at krisekommunikation er noget enhver virksomhed kan og vil få brug for in the days of shitstorms. Og jeg ved hvordan man gør.
• Jeg ved, at jeg har specialiseret mig i employer branding fordi medarbejderne er grundstenene i enhver virksomhed. Derfor er medarbejderfastholdelse og medarbejdertiltrækning så vigtig for der findes ingen ambassadører, der er bedre end tilfredse medarbejdere.
• Jeg ved, at jeg tog et helt fag kun om Oliver Twist på min BA og jeg er ikke sikker på, jeg kan huske hvorfor. Men det er nu en god historie.

Jeg er sikker på, at alt det jeg har lært, er noget jeg tager med mig overalt. Selvom jeg ikke får lov til at arbejde inden for mit felt lige nu. Hvad gør jeg så? Jeg skal være lærer. Jeg skal undervise i engelsk, dansk og kristendomskundskab/religion. Hvorfor? Fordi jeg er træt af at få at vide, at jeg er én ud af 400 ansøgere og desværre blev det ikke mig, der fik jobbet i denne omgang, men held og lykke i fremtiden. Det har jeg fået at vide alt for mange gange og jeg gider ikke høre på det mere. Jeg vil SÅ gerne arbejde inden for mit felt, men for søtan hvor er det svært at komme igennem nåleøjet og jeg er ikke sikker på, jeg vil mere.

Jeg er god til at undervise og jeg nyder det faktisk. Dét havde jeg ikke troet da jeg startede som vikar i en 8. klasse. Smidt midt ud på det dybeste, bundløse hav og jeg havde ingen idé om hvordan jeg skulle komme ind på land igen. Men ind til land kom jeg og senere viste det sig, at den bedsteste 7. klasse overbeviste mig om, at jeg skulle være lærer.

Jeg har haft krise. På sådan et “hvem er jeg egentlig?”-plan.

Det er blevet meget normalt at definere sig udfra sin profession. Det har jeg selv gjort. Det havde jeg det helt fint med, da jeg studerede på universitetet. For jeg synes det lød fedt. Det var fedt at kunne sige “Jeg studerer engelsk på universitetet”. Så ved man ligesom, at man mener business.

Jeg har altid vidst, at jeg skulle på universitetet. Ikke fordi jeg altig har vidst hvad jeg ville være når jeg blev “stor”, men fordi jeg altid har fået at vide, at det var det rigtige. Min far gik tidligt ud af skolen og arbejdede sig op til værkfører. Min mor gik heller aldrig på gymnasiet, men gik på aftenskole og uddannede sig til økonoma og blev køkkenleder. Mine forældre var seje, men min far ville så gerne have, at mig og min søster fik gode uddannelser. Det betød gymnasiet og universitetet. Det havde jeg det fint med. For jeg vidste ikke, at der fandtes andet. Det har aldrig været et problem.

Men det er det nu.

Jeg har en god uddannelse i engelsk og international virksomhedskommunikation som jeg ikke bruger til noget. Ikke fordi jeg ikke gerne vil, men fordi der er så mange ligesom mig. Jeg er ikke alene. De humanistiske kandidatuddannelser (mest sprog og kunst) har en ledighed på 26,5 %. Det er ret meget. Vi vil alle sammen gerne i job, men det er så utrolig svært at få muligheden for at bevise sit værd når der som regel er 200-400 ansøgere til det samme job. Så mister man modet.

Det er begrænset hvor lang tid man kan blive ved med at tro på, at det nok skal lykkedes. For mig varede det ca. 3 år. Det er 3 år siden jeg blev cand.ling.merc. og jeg er så stolt af min titel fordi jeg nød hvert eneste øjeblik på universitetet – forelæsningerne, hvor underviserne fyldte mit hoved med viden, vaniljekaffen til en femmer, pølsehornene i kantinen om fredagen, studiegruppen, mit speciale.

Det er 3 år siden jeg blev færdig på universitetet og blev uddannet til ledighed. Og det sutter røv. Simpelthen. Det kan ikke siges pænere. Hvert eneste øjeblik på dagpenge er som at prøve at trække vejret med nogen siddende oven på din brystkasse. Det holder ikke. Jeg kan ikke finde ud af at være på dagpenge. Jeg hader det og jeg bryder mig ikke om det. “Så kan du jo bare få et job” er der mange, der siger. Ved I hvad? Det vil jeg så forfærdelig gerne.

Men tilbage til mit uddannelsesproblem.

Jeg skal være lærer. Det er noget af et hop fra min oprindelige uddannelse og så alligevel ikke. Jeg studerede engelsk og kommunikation. Jeg skal være lærer i engelsk, dansk og religion. Det passer fint til mig og det jeg interesserer mig for. Uddannelsesloftet driller mig dog, så jeg må betale for min uddannelse selv. Det er okay. Det er jeg hverken sur eller skuffet over. Men jeg er ærgerlig over, at fremdriftreformen har skabt en overflod af kandidater, der slås om de samme jobs og uddannelsesloftet, der tvinger os til at ligne hinanden uden mulighed for at kunne specialisere os mere eller hjælpe os til at skille os mere ud. Jeg er også ærgerlig over, at jeg ikke får “lov” til at bruge min fancy pancy titel til så meget, men så får jeg bare endnu en til samlingen samtidig med, at jeg er glad for, at det stadig er en mulighed.

Jeg har gjort det igen. Startet for hårdt ud. Lagt for mange planer som jeg ikke har en jordisk chance for at nå.

Jeg startede “Vægttabsonsdag” mest som en digital gulerod for mig selv og hvis jeg var heldig kunne jeg inspirere nogle i processen. Problemet er bare, at det var lidt for meget, lidt for hurtigt.

Jeg er lige flyttet i egen lejlighed efter at have boet hos min søster i 3 måneder og jeg nød min frihed. Rigtig meget. Lidt for meget. Så alt det jeg havde tabt hjemme hos min søster, ja det er sgu røget på igen. Men det er faktisk okay. Jeg slår ikke mig selv oveni hovedet med det for jeg havde brug for det. Ja, jeg havde brug for at spise en hel plade Marabou en onsdag aften. Bare fordi.

Oveni det kommer stressen over at finde et arbejde. Sådan et voksenarbejde. Som alle de voksne mennesker har. Sådan et savner jeg. Sådan et vil jeg rigtig gerne have. Så mens jeg åd min chokolade svømmede jeg nok også lidt for meget i min egen sø af selvmedlidenhed. Det er dog ikke en særlig lækker sø at svømme i og badetiden er ovre. Jagten er sat ind og jeg er klædt på til kamp, for der er ikke nogen, der kommer og giver mig et job hjemme på min sofa. Det ville være perfekt, men ikke særlig sandsynligt.

Nu er jeg ved at være kommet på plads i min nye lejlighed, og der er kommet overskud til bjerget af ansøgninger, der skal skrives. Sammen med overskud kommer også realiteten. Realiteten er, at jeg ikke kunne overskue vægttab, flytning og jobsøgning i én kæmpestor, rodet pærevælling.

Jeg har egentlig også indset, at hvis jeg vil have noget til at ske, så skal jeg netop selv få det til at ske. Ikke noget med at blive overfaldet af sofaen hver dag og spise chokoladekiks dagen lang. Nej. Det er mere noget i retningen stå op, spise morgenmad, pak din taske, cykl (!) ud på biblioteket, skriv en dødgod ansøgning, cykl hjem igen, lav mad, spis, gå i seng og gentag. So that’s what I’m gonna do! Og selvfølgelig tage til spinning. Jeg er nødt til at tage til spinning ellers kommer jeg til at slå nogen ned i processen og hjælper bare slet ikke på noget som helst.

Slutteligt er her nogle kloge ord fra kongen af fokus – The Rock:

High five!

Som I måske kan huske, så hader jeg at date (læs om det her). Det betyder dog ikke, at jeg ikke har været afsted på et par stykker.

Før jeg tabte min tro på den eneste ene og evig kærlighed, så var jeg faktisk på date med folk af det modsatte køn. En af dem var med M (det er sgu synd for ham, hvis det kommer tilbage for at hjemsøge ham, så vi kalder ham for M).

M og jeg havde skrevet sammen inde på dating.dk og på en eller anden måde havde jeg fået inviteret mig selv på kaffe. Det var i hvert fald hvad han bildte sig selv ind. Han spurgte om jeg var te- eller kaffedrikker og jeg svarer kaffe (altid!) og hans svar var: “Inviterede du lige dig selv på kaffe der?” (allerede der burde jeg have luftet lunten!), men jeg faldt i og svarede, at det gjorde jeg vist (selvom jeg altså bare svarede på spørgsmålet!).

Nå men, vi aftalte at mødes nede i Odense by, hvor vi begge boede og jeg havde en fornemmelse af, at det var noget mærkeligt noget. Jeg brugte tricket med at ringe til en af mine bedste veninder og sludre med hende indtil M dukkede op. Han dukker op – 5 min. for sent (men det er da lige meget når man står og venter nervøst) og han har en brun læderjakke (det var midt om sommeren), jeans og converse på. Jeg havde det varmt, men han må da have været lige ved at koge over!

Vi blev enige om at tage på Cucko’s Nest som jeg aldrig havde været på (jeg har det med caféer som jeg har det med sokker – der er mange af dem og jeg ved aldrig hvad jeg er i humør til) og det var akavet fra starten. Vi havde simpelthen ikke noget at snakke om! Det endte med at blive en ensvejssamtale nærmest, hvor jeg stillede spørgsmål og han svarede: Hvor kommer du fra? Hvad med dine forældre? Dine søskende? Din uddannelse? Okay, så du tjener mange penge? Fedt for dig. (Hold nu op et pralehoved!). Det var så helt ubeskriveligt kedeligt og han tænkte garanteret, at det var min skyld (han virkede som typen).

Okay. Så en meget lang time senere bryder vi op (jeg har en vigtig eksamensopgave jeg skal skrive jo – NOT!) og vi står ude foran Cucko’s Nest og er akavede. Jeg vil bare væk derfra hurtigst muligt og jeg tænker, at han vil det samme. Så siger han de magiske ord: “Vi kan jo bare lige skrives ved inde på det der dating…” og jeg siger med det samme: “JA!” velvidende, at det aldrig kommer til at ske. Vi giver hinanden et halvhjertet knus og skynder os i hver sin retning.

I det her tilfælde vidste vi begge to godt, at det var alt andet end en succes og ingen af os har skrevet til den anden. Jeg har set ham rundt omkring i Odense, men det er også det. Så er det jeg tænker – havde det været så slemt at sige direkte til ham, at det var sgu en nitte og vi kommer nok ikke til at ses igen. Nej, det tror jeg ikke. Sådan havde man da været på samme side med det samme i stedet for at skulle afkode en eller anden kryptisk afvisning.

Er vi ikke bedre tjent med at sige tingene lige ud? Skylder man ikke hinanden at være ærlige og sige: “Ved du hvad – det skal ikke være os to, men jeg håber det bedste for dig”?Så bliver datingvarden sgu også et nemmere sted at leve i 😛

Min mor

I England, hvor jeg bor, er det Mors Dag i dag. Billedet ovenover er af min mor og det er mit favoritbillede af hende. Det var en fantastisk dag, hvor vi hentede min hund, Frida, og hun var simpelthen så god til at ligge oppe hos min mor. Hun var en dejlig hund. Det var jul og min mor var glad. Det var en fantastisk jul.

Jeg kunne sagtens have valgt et billede af min mor, hvor hun står op. Ikke noget problem. Det er der masser af billeder af. Men sådan husker jeg hende ikke. Jeg kan ikke huske, at min mor ikke sad i kørestol. Nogle vil måske synes det er synd for mig, men jeg kan bare ikke huske andet.

Min mor hed Anne. Hun var født i Middelfart i 1953 og hun var Aksel og Amalies 3. barn ud af 4. Min mor var god til at lave mad. Hun lavede altid mad. Hun mødte min far, Knud, da hun var 17 (tror jeg nok) og de var sammen lige siden. I 1981 fik hun min søster, Stina, og i 1987 kom jeg til verden. Min far fortalte mig mange gange (!!), at jeg var et ønskebarn, men at jeg lod vente på mig. Så længe, at de gav min søster en hund til sidst og da de gjorde det besluttede jeg mig for at komme. Min mor var fra dengang hvor uddannelse ikke lige var det allervigtigste. Hun arbejdede i et køkken på et plejehjem og hun elskede det. Hun var så dygtig til sit arbejde, at hun gik på aftenskole for at kunne blive køkkenleder og det blev hun.

Min mor var en meget social person. Kaffe, smøger og sladder gik hånd i hånd. I 1996 blev min mor diagnosticeret med sclerose. Der var ingen af os, der nogensinde havde hørt om det før og hele vores verden faldt sammen. Langsomt, men sikkert blev min mor mere og mere syg. Hun fik hjemmehjælp og en kørestol. Vores hus blev bygget om for, at hun kunne blive boende hjemme, for kommunen ville have hende på plejehjem, men det nægtede mine forældre. Min mor ville være hjemme hos os. Jeg gik stadig i folkeskole og min søster var på gymnasiet. Min mor havde fået at vide, at hun ca. ville have 5 år at leve i for den form for sclerose som hun havde kom i attakker og det ville gå hurtigt. Hun levede med sclerose i 15 år. Udelukkende på grund af en jernvilje og min fars hjælp. Han passede på hende så hun kunne blive ved med at være hjemme. Min mor havde sat sig selv et mål om, at hun ville give mig huen på når jeg var færdig med gymnasiet og det gjorde hun. Hun nåede sit mål. 14 år efter sin diagnose. Hun blev hos os lidt længere endnu, men valgte at tage herfra på en måde, der skånede os børn. Jeg er overbevist om, at hun gjorde det med vilje. Min mor døde i juli 2010. Jeg var på ferie i England og min søster passede hus for en veninde, så ingen af os børn var hjemme. Hun havde kæmpet utrolig længe og nu havde hun fred.

Jeg savner stadig min mor utrolig meget, men i stedet for at være ked af det, så vil jeg hellere huske på, hvor meget hun kæmpede for os og hvor meget hun holdt af os. Det var udelukkende på grund af hendes jernvilje, at jeg havde en mor i 10 år mere end først antaget. Min mor var sej og badass!

Det gør jeg virkelig. Jeg synes det er så kunstigt sat op og det er lige som at være til samtale på et job, man nogle gange virkelig ikke vil have.

Jeg synes også man kan blive fanget i at ville imponere personen man er med, og så siger man en masse ting, der bare ikke passer. F.eks. da jeg erklærede mig enig med en fyr i, at duetten mellem Tina Dickow og Medina, da var noget af det fedeste i verden. Det synes jeg altså ikke i virkeligheden – de er gode, men jeg kan godt finde noget, der er sejere og lyder bedre. Eller da jeg sagde til en fyr, at jeg synes hans tegninger var flotte – det var de ikke. Hvorfor siger man sådan nogle ting, når man ikke mener dem? Er det ikke bedre at tie helt stille så? Jeg ved det faktisk ikke.

Jeg kan godt blive forblændet af opmærksomheden og så er det, man gør dumme ting. Som f.eks at sige man gode kan lide Medina, når man faktisk mere er til Bruce Springsteen. Eller når man siger til en fyr, at man da sagtens kan forstå han lige har brugt 2.000 kr. på et par sko og man tænker indeni, at de penge dækker hele ens madbudget (og mere til). Ah! Hvorfor gør man det?! Det er irriterende! Er det fordi man gerne vil være interessant? Det er i hvert fald på de forkerte præmisser man starter ud og så går det alligevel helt ad H til. Ens bullshit-radar burde blink helt vildt og bade rummet i neonlys. Er det virkelig så svært at finde en fyr man tør være ærlig over for. Når han siger “Synes du ikke bare Medina er for sej?” så skal man turde svare “Nej, det er ikke lige min stil. Jeg er mere til Bruce Springsteen.” Sådan. Bum. Så let kan det gøres.

Jeg lever stadig i fantasien om, at jeg finder den fyr, hvor jeg åbenlyst tør erklære min kærlighed til Bossen og hvor jeg tør sige, at det knasme er alt for mange penge for et par sko, der ikke engang er særlig pæne. Det er min drøm!

*suk* Jeg synes simpelthen Westminister Abbey er en af de smukkeste bygninger, der eksisterer. I den tid jeg har boet i London er jeg nok gået forbi den 6-7 gange uden at gå ind – mest fordi den lukker tidligt for de nysgerrige og jeg er ikke den hurtigste ud af døren når jeg har fri. Da min veninde, Henri, var på besøg i slut-januar så skulle vi selvfølgelig ind og se Westminister Abbey, men de havde lige netop lukket for turister/nysgerrige, så den eneste mulighed vi havde var at deltage i Evensong (på dansk: aftenandagt). Så det gjorde vi. Jeg var mægtig spændt for jeg kan egentlig godt lide idéen om, at der er nogen/noget, der holder hånden over én og vil én det bedste og jeg var nysgerrig på hvordan aftenandagten ville foregå. Men… Det gik galt fra starten.

Jeg har fuld respekt for, at folk tror på Gud og, at man skal respektere Guds hus og alt det der, men altså, jeg står fuldstændig af når der i den allerførste linje i det lille hæfte vi fik udleveret står, at vi har syndet imod Gud i tanke, ord og handling. Øh nej, det har jeg faktisk ikke.
Det fortsætter med, at vi ikke har elsket Gud med hele vores hjerte – det kan der være noget om, for jeg ved da ikke hvem han/hun er, så hvordan skal jeg kunne elske ham/hende af hele mit hjerte?!
Næste linje siger, at vi ikke har elsket vores nabo som vi har elsket os selv – se igen er det rigtigt, men hvordan skal vi kunne elske vores nabo, som vi ikke kender, som os selv? Det kræver da nogle exceptionelle evner!
Til sidst står der, at vi beder Gud forbarme sig over os, hjælpe os med at overvinde vores fejl gennem Jesus Kristus, vores Herre. Hallihalløj og lige et øjeblik! Hvem er ham her Jesus? Ja, jeg har hørt om ham, men er der nogen, der har mødt ham? Nej. Så hvorfor skal han redde os? Hvorfor kan vi ikke gøre det selv? Det er for helvede os selv, der har skabt alle de problemer vi befinder os i eller skal Gud og Jesus også have æren for det?

Jeg synes man lægger alt for meget ansvar over på Gud eller forestilligen og ham/hende. Ja, det ville da være mægtigt rart hvis der fandtes en eller anden, der havde en kæmpe plan med os alle og ville os alle det bedste, men det er ret så usandsynligt. Hvorfor er der så krig, sygdomme, ødelæggelser, massemord, flygtninge, forurening, tortur til? Hvis Gud vil os det bedste så ville han/hun da bestemt sørge for, at vi alle havde godt, ikke sandt?

Den lørdag i Westminister Abbey fandt jeg ud af, at jeg bestemt ikke tror på Gud. I hvert fald ikke den forestilling, der blev præsenteret for mig under Evensong. Jeg tror på, at der er noget større end det enkelte menneske/individ, men det er ikke en alvidende, usynlig, bestemmende forestilling om en Gud, der giver mig en masse forhindringer for kunne gøre mig til den bedste version af mig, jeg kan blive. Det vil jeg egentlig gerne selv tage æren for. Der var ikke nogen næstekærlig nabo, der bekymrede sig for mig da 3 af de vigtigste personer i mit liv døde inden for det samme år. Eller da jeg overvandt 2 depressioner. Det var mig. Det var min kamp. Jeg er ret så badass! Ja, jeg er blevet stærkere, men det var skisme mig selv, der gjorde og ingen anden.

Jeg tror på Karma. Jeg tror på, at hvis du gør noget godt, så vil der ske noget godt for dig. Jeg tror på, det er i orden at vælge sine kampe. Det er i orden ikke at elske sin nabo. Og det er knageme helt i orden ikke at tro på en gud.