Min søster og jeg har en form for telekinetisk forbindelse – mest fordi min søster kan være virkelig dårlig til at forklare sig. Men det er okay for jeg har udviklet en evne til at vide hvad hun mener – for det meste. Det kræver mange års øvelse, men det er ret nyttigt.
Her ser I et eksempel på en helt realistisk samtale mellem mig og min søster:
Søster: “Kan du huske den der film med ham med håret?” (det er reelt sådan hun forklarer film hun har set)
Mig: “Jeg er ikke lige helt med på hvilken du mener?”
Søster: “Jo! Hende vi godt kan lide fra den der fodboldfilm er med! Og de synger”
Mig: “Hairspray?”
Søster: “Ja! Lige præcis. Hvorfor var du så langsom?”
I England, hvor jeg bor, er det Mors Dag i dag. Billedet ovenover er af min mor og det er mit favoritbillede af hende. Det var en fantastisk dag, hvor vi hentede min hund, Frida, og hun var simpelthen så god til at ligge oppe hos min mor. Hun var en dejlig hund. Det var jul og min mor var glad. Det var en fantastisk jul.
Jeg kunne sagtens have valgt et billede af min mor, hvor hun står op. Ikke noget problem. Det er der masser af billeder af. Men sådan husker jeg hende ikke. Jeg kan ikke huske, at min mor ikke sad i kørestol. Nogle vil måske synes det er synd for mig, men jeg kan bare ikke huske andet.
Min mor hed Anne. Hun var født i Middelfart i 1953 og hun var Aksel og Amalies 3. barn ud af 4. Min mor var god til at lave mad. Hun lavede altid mad. Hun mødte min far, Knud, da hun var 17 (tror jeg nok) og de var sammen lige siden. I 1981 fik hun min søster, Stina, og i 1987 kom jeg til verden. Min far fortalte mig mange gange (!!), at jeg var et ønskebarn, men at jeg lod vente på mig. Så længe, at de gav min søster en hund til sidst og da de gjorde det besluttede jeg mig for at komme. Min mor var fra dengang hvor uddannelse ikke lige var det allervigtigste. Hun arbejdede i et køkken på et plejehjem og hun elskede det. Hun var så dygtig til sit arbejde, at hun gik på aftenskole for at kunne blive køkkenleder og det blev hun.
Min mor var en meget social person. Kaffe, smøger og sladder gik hånd i hånd. I 1996 blev min mor diagnosticeret med sclerose. Der var ingen af os, der nogensinde havde hørt om det før og hele vores verden faldt sammen. Langsomt, men sikkert blev min mor mere og mere syg. Hun fik hjemmehjælp og en kørestol. Vores hus blev bygget om for, at hun kunne blive boende hjemme, for kommunen ville have hende på plejehjem, men det nægtede mine forældre. Min mor ville være hjemme hos os. Jeg gik stadig i folkeskole og min søster var på gymnasiet. Min mor havde fået at vide, at hun ca. ville have 5 år at leve i for den form for sclerose som hun havde kom i attakker og det ville gå hurtigt. Hun levede med sclerose i 15 år. Udelukkende på grund af en jernvilje og min fars hjælp. Han passede på hende så hun kunne blive ved med at være hjemme. Min mor havde sat sig selv et mål om, at hun ville give mig huen på når jeg var færdig med gymnasiet og det gjorde hun. Hun nåede sit mål. 14 år efter sin diagnose. Hun blev hos os lidt længere endnu, men valgte at tage herfra på en måde, der skånede os børn. Jeg er overbevist om, at hun gjorde det med vilje. Min mor døde i juli 2010. Jeg var på ferie i England og min søster passede hus for en veninde, så ingen af os børn var hjemme. Hun havde kæmpet utrolig længe og nu havde hun fred.
Jeg savner stadig min mor utrolig meget, men i stedet for at være ked af det, så vil jeg hellere huske på, hvor meget hun kæmpede for os og hvor meget hun holdt af os. Det var udelukkende på grund af hendes jernvilje, at jeg havde en mor i 10 år mere end først antaget. Min mor var sej og badass!
For 6 år siden var jeg på ferie i England med min veninde, Anne. Det var en helt igennem genial tur og det eneste vi kom op at tottes om var hvem, der skulle køre bilen. Det var fantastisk at køre hele vejen ned gennem England og nyde den flotte natur.
Den sidste dag ændres det dog. Min far ringede tidligt om morgen og sagde, at jeg skulle skynde mig at komme hjem. Han troede, at jeg landede kl. 8 om morgenen og ikke kl. 20 om aftenen. Han nægtede at fortælle mig hvad der var sket, da han fandt ud af, at jeg først landede om aftenen. Men min stædighed og uro ville ikke godtage det og han fortalte mig det. Min mor var død. Hjemmehjælperne kunne ikke vække hende og hun var meget kort efter gået bort. Derhjemme i hendes seng.
Min mor led af sklerose, som blev konstateret i 1996 og hun fik omkring 5 år at leve i. Hun døde først i 2009, så hun tilføjede lige 8 år til deres dystre udsigter. Det var sejt. Det var bestemt ikke sjovt på noget tidspunkt, for sklerose nedbryder langsomt kroppen, men hovedet fejler ikke noget. Men min mor havde et mål og det mål var at se mig få min studenterhue på og det gik i opfyldelse i 2007. Det var som om hun ville sikre sig, at mig og min søster havde styr på vores liv inden hun tog afsted. Hun ventede så lige 2 år mere bare for at sikre sig.
Hun døde da hverken min søster eller jeg var hjemme og det er jeg overbevist om, hun gjorde med vilje. Og jeg er også overbevist om, at det kan lade sig gøre. Hun led ikke. Mens hun sov begyndte hendes organer at svigte og hun gik i koma. Der var ikke noget drama med det undtagen, at da jeg rejste på ferie havde jeg en mor og da jeg kom hjem igen var hun væk. Men det er mit drama.
Jeg savner min moar. Det er helt sikkert, men jeg er virkelig også glad for, at hun fik fred for at være låst fast i sin egen krop er et helvede – lige meget hvad. I dag er det præcis 6 år siden hun fik fred og jeg savner hende egentlig mere for hvert år, der går.
Åh, det kan være en kamp! I hvert fald i min verden. Tillid er ikke det jeg har mest af. Det passer måske ikke – det er nok mere vejen dertil, der er en kamp. Men det er blevet bedre og når du først har min tillid, så giver jeg ikke slip igen.
En af de andre deltagere ved Mental Topform-forløbet påpegede, at jeg er en meget stærk person, men min tillid er hårdt fortjent. Det overrumplede mig faktisk. Men hun har helt ret. Folk gjorde ikke andet end at svigte mig mens jeg voksede op. Selvfølgelig ikke dem alle sammen, men alt handlede om sygdom, dårlig samvittighed, om at blive hurtig voksen og der er altså ikke mange, der bliver voksen som 8-årig. Jeg bad også adskillige gange min far om at holde op med at drikke, hvilket jeg som voksen kan se, var en meget dårlig taktik, men som teenager var skyldfølelse mit bedste forsvar. Og det var jeg god til at dele ud af. Folk jeg holdt af blev også ved med at dø og det er den største svigt, der findes, selvom det er en egoistisk følelse at have. Derfor tager det lang tid for mig at lukke folk ind.
Mine to bedste veninder kæmpede nogle brave kampe! Anne fulgte simpelthen bare efter mig i hele starten af gymnasiet. Hun var altid lige i hælene på mig – heldigvis! Maria lukkede jeg først ind i løbet af 2.g, men vi har været bedste veninder lige siden. Nemlig fordi de ikke gav op. Det er de to mennesker i verden, der kender mig allerbedst.
Når jeg møder nye mennesker er jeg som regel ret mistroisk. Ej, ikke som regel – jeg er helt sikkert mistroisk! Det er en arbejdsskade og selvom den er blevet bedre, så er den der stadig. Selvom nogle mennesker helt undgår den! Det skete fx med folk fra mit gamle arbejde og fra mit studie. Heldigvis da 🙂
Når jeg har tillid til nogen, så skal der helt enormt meget til før jeg slipper den person igen. Når jeg har fundet noget/nogen jeg kan lide, så giver jeg ikke op. Jeg kan måske endda være lidt pågående – men så synes jeg også rigtig godt om den person 🙂 Når man først har min tillid skal man virkelig gøre alt i sin magt før jeg vil give den fra mig igen og jeg giver mange chancer – måske for mange nogle gange. Jeg tror dog stadig på, at de mennesker, der har min tillid vil mig det bedste.
Jeg holder ud, jeg holder ved og jeg kæmper med næb og klør. Det er den jeg er. Jeg så det i starten som en krigeregenskab som jeg faktisk ikke rigtig ville have, men jo mere jeg tænkte over det, jo mere blev jeg overbevidst om, at det er den jeg er. Jeg har aldrig opgivet uden en lang, sej kamp først. Jeg har mistet mange familiemedlemmer, hvor min vedholdenhed var i god brug. Jeg har også måtte sige farvel til et par veninder på trods af min vedholdenhed, der måske fortsatte venskabet længere end det ellers ville have varet.
Jeg vil gøre alt for de personer, der er i mit liv. Jeg har nemlig selv valgt dem. Nogle har sneget sig ind uden, at jeg har opdaget det, nogle har selv kæmpet for at komme ind, mens har taget den lange, snoede vej. Lige meget hvad, så er de der for at blive og de slipper ikke så let fra mig 🙂
Overskriften kunne godt tyde på, at det, der vil komme efterfølgende er noget ophøjet fis. Det er det nu ikke. Jeg har ikke just været det mest taknemmelige menneske i verden. Faktisk er jeg ret sikker på, at jeg har været ret utaknemmelig. Jeg har aldrig sat pris på det jeg havde, men fokuseret på hvad jeg ikke havde. Det kan jeg afsløre, at man ikke bliver det gladeste menneske af. Men det er knageme også hårdt. Det er hårdt at være sur og tværs hele tiden og jeg var rigtig god til det. Det jeg husker allertydeligst er de gange, hvor jeg som vred teenager smææææækkede med døren (så der røg pus ned), trampede op af trappen og hoppede vildt på gulvet i mit værelse (der var lige over stuen). Nøj, hvor var jeg god til at være sur og utaknemmelig. Jeg var ret sikker på, at mine forældre var grunden til at alt var galt. Hvorfor kunne jeg ikke bare have normale forældre? Men det er sgu en trættende tankegang for man kan ikke bytte sine forældre, gemme sig bag et tv eller trampe uretfærdigheder væk. Hvad man kan gøre er at acceptere, at det nu er/var sådan og komme videre. Så det har jeg gjort.
Det lyder jo meget nemt nu, men det har det egentlig ikke været. I løbet af det sidste stykke tid har jeg opdaget, at jeg egentlig har en masse at være taknemmelig over, så hvorfor blive ved med at dvæle ved det negative jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Derfor vil jeg egentlig hellere være taknemmelig for de gode ting.
Jeg er taknemmelig over, at min farmor og farfar altid var lige i nærheden (seriøst – de boede 500 meter væk)
Jeg er taknemmelig over, at jeg nåede at opleve min far være en irriterende, nysgerrig, bekymrende, glad, helt normal far (også selvom det kun var i 6 måneder)
Jeg er taknemmelig over, at jeg har et super godt forhold til min søster (hun hadede mig indtil jeg nåede aldren og højden, hvor jeg kunne holde på en greb og muge ud hos hestene – sjovt nok)
Jeg er taknemmelig over, at Anne fulgte efter mig i starten af gymnasiet, for det var starten på vores venskab og Maria kom lige efter. Jeg er glad for, at vores venskab er så solidt, at vi kan håndtere hinandens skævheder og endda være sammen uden at lave noget
Jeg er taknemmelig over, at have veninder, der forstår, når jeg fortæller, jeg har en dårlig dag og som motiverer helvede ud af mig
Jeg er taknemmelig over, at jeg har fået et godt forhold til min moster og onkel, der nu fungerer som reserve-forældre (og de er supergode til at pylre om en når man er på ferie)
Jeg er taknemmelig over, at jeg har mennesker i mit liv, der kun vil mig det bedst, og som hepper på mig alt hvad de kan, når de kan se/ved, at jeg udfordrer mig selv
Jeg er taknemmelig over, at jeg er blevet et stærkt menneske, der kan sætte pris på de mennesker jeg har i mit liv og vide, at de er de helt rigtige
Det er så meget nemmere at være glad og taknemmelig end sur og tværs, så smil til din veninde, mor, far, bedsteforældre, kollega og fortæl dem hvad de betyder for dig. Det skaber kun glæde 🙂
Og når jeg siger Justin, så mener jeg den “ægte Justin”. Altså Timberlake.
I mange, mange år har min kusine og jeg været fans af Justin Timberlake. Det er absolut ikke nogen hemmelighed, at jeg er en poppige når det kommer til stykket. Stik mig en Westlife-sang og jeg kan teksten (undtagen deres sidste albums – de er virkelig dårlige), men jeg trækker dog grænsen ved de “nyere” popdrenge. Næh nej. Der er kun to rigtige boybands (før var der kun et, men jeg har ændret mening. Det må man godt som voksen), nemlig ‘Nsync og Backstreet Boys.
Pinligt nok så var min kusine og jeg så store fans af ‘Nsync, at vi stadig kan alle deres danse og vi underholder gerne med dem til festlige sammenkomster. Vi kan selvfølgelig også alle sangene og skriver gerne til hinanden når vi en sjælden gang hører dem i radioen. Dengang var man (læs: min kusine og jeg) dog aldrig helt så langt ude på fan-skalaen som den nye generation af “beliebers” og “directioners” – det kom aldrig derud. Men vi manglede en måde at tilkendegive, at vi faktisk var fans af “ægte Justin”. Vi ledte og ledte og så fandt vi den.
T-shirten! Det er t-shirten over alle t-shirts – bare fordi den har Justins fjæs på. Vi købte begge denne lækre t-shirt til hans seneste koncert i Parken (som var AWESOME! Den forrige koncert var ringe ud over alle grænser, så han havde noget han skulle have fikset for os) og det er nu blevet en fast term at sige “Jeg har Justin på i dag” eller “Jeg synes Justin skulle luftes i dag”. Det kunne godt lyde lidt perverst, kan jeg se nu, men det er det ikke helt. Det er jo bare en t-shirt med Justins fjæs på. No worries 🙂
