Min søster og jeg har en form for telekinetisk forbindelse – mest fordi min søster kan være virkelig dårlig til at forklare sig. Men det er okay for jeg har udviklet en evne til at vide hvad hun mener – for det meste. Det kræver mange års øvelse, men det er ret nyttigt.
Her ser I et eksempel på en helt realistisk samtale mellem mig og min søster:
Søster: “Kan du huske den der film med ham med håret?” (det er reelt sådan hun forklarer film hun har set)
Mig: “Jeg er ikke lige helt med på hvilken du mener?”
Søster: “Jo! Hende vi godt kan lide fra den der fodboldfilm er med! Og de synger”
Mig: “Hairspray?”
Søster: “Ja! Lige præcis. Hvorfor var du så langsom?”
Jeg har gjort det igen. Startet for hårdt ud. Lagt for mange planer som jeg ikke har en jordisk chance for at nå.
Jeg startede “Vægttabsonsdag” mest som en digital gulerod for mig selv og hvis jeg var heldig kunne jeg inspirere nogle i processen. Problemet er bare, at det var lidt for meget, lidt for hurtigt.
Jeg er lige flyttet i egen lejlighed efter at have boet hos min søster i 3 måneder og jeg nød min frihed. Rigtig meget. Lidt for meget. Så alt det jeg havde tabt hjemme hos min søster, ja det er sgu røget på igen. Men det er faktisk okay. Jeg slår ikke mig selv oveni hovedet med det for jeg havde brug for det. Ja, jeg havde brug for at spise en hel plade Marabou en onsdag aften. Bare fordi.
Oveni det kommer stressen over at finde et arbejde. Sådan et voksenarbejde. Som alle de voksne mennesker har. Sådan et savner jeg. Sådan et vil jeg rigtig gerne have. Så mens jeg åd min chokolade svømmede jeg nok også lidt for meget i min egen sø af selvmedlidenhed. Det er dog ikke en særlig lækker sø at svømme i og badetiden er ovre. Jagten er sat ind og jeg er klædt på til kamp, for der er ikke nogen, der kommer og giver mig et job hjemme på min sofa. Det ville være perfekt, men ikke særlig sandsynligt.
Nu er jeg ved at være kommet på plads i min nye lejlighed, og der er kommet overskud til bjerget af ansøgninger, der skal skrives. Sammen med overskud kommer også realiteten. Realiteten er, at jeg ikke kunne overskue vægttab, flytning og jobsøgning i én kæmpestor, rodet pærevælling.
Jeg har egentlig også indset, at hvis jeg vil have noget til at ske, så skal jeg netop selv få det til at ske. Ikke noget med at blive overfaldet af sofaen hver dag og spise chokoladekiks dagen lang. Nej. Det er mere noget i retningen stå op, spise morgenmad, pak din taske, cykl (!) ud på biblioteket, skriv en dødgod ansøgning, cykl hjem igen, lav mad, spis, gå i seng og gentag. So that’s what I’m gonna do! Og selvfølgelig tage til spinning. Jeg er nødt til at tage til spinning ellers kommer jeg til at slå nogen ned i processen og hjælper bare slet ikke på noget som helst.
Slutteligt er her nogle kloge ord fra kongen af fokus – The Rock:
Jeg husker tydeligt første gang jeg tog til træning alene. Det var faktisk første gang jeg gjorde noget i den dur alene. Hvis ingen ville med jamen så tog jeg ikke afsted.
Lige med træningscenteret giver det ikke særlig meget mening. Det er jo for min egen skyld jeg tager afsted og for ingen andre. Men det var altså min logik dengang. Det var i 2012. Jeg læste til eksamen og var nærmest panikangst for at tage til Zumba alene. Det viste sig, at de fleste er afsted alene. Det vidste jeg bare ikke.
Jeg kan huske, at min søster var super stolt af mig og jeg var også rigtig stolt af mig selv! Jeg havde overvundet en hurdle og selvom den var selvskabt så var det en god følelse at komme over den.
Der er simpelthen så mange ting som vi tror vi skal være flere om for at kunne gøre. Som at gå i biografen eller til koncert. Eller på restaurant. Men det er jeg ikke enig i.
Første gang jeg gik i biografen alene følte jeg, at hele salen kiggede på mig (det gjorde de sgu nok også for jeg kom for sent og satte mig på min plads, der var det eneste tomme sæde på rækken 😛 Jeg begik den fejl at se 50 Shades of Grey – haha!), men efter et stykke tid fandt jeg hurtigt ud af, at folk har andre ting at tage sig til end at glo på mig. Siden da jeg tit været alene i biografen og især da jeg boede i London. Jeg har set Room, The Good Dinosaur, Joy og mange andre film helt alene og det var skide hyggeligt! Tag ikke fejl – jeg synes stadig det er skidehyggeligt at tage med veninderne i biografen, men jeg prøver bare at sige, at det er okay at tage afsted alene hvis du vil.
Siden jeg er kommet over hurdlen med at gå alene i biografen, så tænkte jeg fornyligt, at jeg da også sagtens kunne tage til koncert alene. Jeg havde spurgt veninderne, men ingen følte et særligt behov for at tage til Little Mix-koncert med mig, så hvis jeg ville høre dem måtte jeg afsted alene. Så det gjorde jeg. Her må jeg indrømme, at jeg synes det var en skræmmende tanke. Meget skræmmende. Men igen. Ingen kiggede på mig. De havde, ligesom mig, travlt med at høre lækker musik 😀
Jeg er tilhænger af, at vi tænker ud af boksen og hvis der er noget du gerne vil gøre, så gør det. Vent ikke på, at nogen vil med eller siger go for det.
Åh. Så er jeg tilbage i DK og det eneste jeg kan sige er: Åh. Og med et suk efter. Altså sådan et langt suk. Sådan her: suuuuuuuuuuuuuuuuuuuuk!
Min beslutning om at komme tilbage til DK skete af personlige grunde og det er fint nok. Jeg savner London helt enormt meget, men det var vigtigt, at jeg kom tilbage til DK og sådan er det. Når man sådan kommer tilbage til DK, man er færdiguddannet og egentlig meget gerne vil arbejde, så er det næste naturlige skridt jo, at man søger jobs. Og mand, hvor har jeg søgt jobs! Jeg har været hjemme i præcis én måned og har sendt 8 meget målrettede ansøgninger afsted – antal afslag so far, spørger I? Det må være en flad 6’er. Der er stadig 2 ansøgninger ude, men med 2 afslag i dag inden klokken var 10, så nærer jeg ikke meget håb.
Begrundelserne i disse afslag er for det meste ret ens. Der er én ting, som de alle vægter meget højt. Nemlig erfaring. Tillad mig her at komme med min holdning til dette:
JAMEN FOR HELVEDE! HVORDAN SKAL MAN FÅR ERFARNING, NÅR INGEN VIL TILLADE DIG AT FÅ ERFARING???!!!!????
*rant over* *ånd innnnnnd og uuuuuuud*
Jeg er simpelthen uforstående overfor hvorfor alle virksomheder vil have 26 årige kandidatuddannede med min. 10 års erfaring. Det giver jo ikke mening. Det er ligesom at tro på enhjørninge. Det er en smuk tanke, men næppe realistisk.
Nu er det sket igen! Jeg mener – helt ærligt. Jeg havde ellers lovet mig selv, at nu var det nok. Men søndag eftermiddag gik det galt. Jeg kom til at bestille 3 nye bøger fra Waterstone’s. Jeg ved det. Jeg burde ikke have gjort det, men jeg kunne bare ikke lade være 😀
Jeg har formået at opbygge en pæn bogsamling herovre og min lille bogreol er hurtig blevet fyldt op. Favoritten so far må nok være The Girl on the Train af Paula Hawkins, men The Bones of You af Debbie Howell er lige bag efter.
Waterstone’s må være min favoributik herovre i det her UK her. Arhmen, det er da en skønherlig butik, der har et kæmpe udvalg af bøger og jeg skal virkelig tale alvorligt med mig selv for ikke at komme ud med 7 nye bøger hver gang jeg går derind.
Denne gange glæder jeg mig til at læse The Taking af Kimberly Derting, The Gates of Evangeline af Hester Young og My Life Next Door af Huntley Fitzpatrick. *pigefnis*
*suk* Jeg synes simpelthen Westminister Abbey er en af de smukkeste bygninger, der eksisterer. I den tid jeg har boet i London er jeg nok gået forbi den 6-7 gange uden at gå ind – mest fordi den lukker tidligt for de nysgerrige og jeg er ikke den hurtigste ud af døren når jeg har fri. Da min veninde, Henri, var på besøg i slut-januar så skulle vi selvfølgelig ind og se Westminister Abbey, men de havde lige netop lukket for turister/nysgerrige, så den eneste mulighed vi havde var at deltage i Evensong (på dansk: aftenandagt). Så det gjorde vi. Jeg var mægtig spændt for jeg kan egentlig godt lide idéen om, at der er nogen/noget, der holder hånden over én og vil én det bedste og jeg var nysgerrig på hvordan aftenandagten ville foregå. Men… Det gik galt fra starten.
Jeg har fuld respekt for, at folk tror på Gud og, at man skal respektere Guds hus og alt det der, men altså, jeg står fuldstændig af når der i den allerførste linje i det lille hæfte vi fik udleveret står, at vi har syndet imod Gud i tanke, ord og handling. Øh nej, det har jeg faktisk ikke.
Det fortsætter med, at vi ikke har elsket Gud med hele vores hjerte – det kan der være noget om, for jeg ved da ikke hvem han/hun er, så hvordan skal jeg kunne elske ham/hende af hele mit hjerte?!
Næste linje siger, at vi ikke har elsket vores nabo som vi har elsket os selv – se igen er det rigtigt, men hvordan skal vi kunne elske vores nabo, som vi ikke kender, som os selv? Det kræver da nogle exceptionelle evner!
Til sidst står der, at vi beder Gud forbarme sig over os, hjælpe os med at overvinde vores fejl gennem Jesus Kristus, vores Herre. Hallihalløj og lige et øjeblik! Hvem er ham her Jesus? Ja, jeg har hørt om ham, men er der nogen, der har mødt ham? Nej. Så hvorfor skal han redde os? Hvorfor kan vi ikke gøre det selv? Det er for helvede os selv, der har skabt alle de problemer vi befinder os i eller skal Gud og Jesus også have æren for det?
Jeg synes man lægger alt for meget ansvar over på Gud eller forestilligen og ham/hende. Ja, det ville da være mægtigt rart hvis der fandtes en eller anden, der havde en kæmpe plan med os alle og ville os alle det bedste, men det er ret så usandsynligt. Hvorfor er der så krig, sygdomme, ødelæggelser, massemord, flygtninge, forurening, tortur til? Hvis Gud vil os det bedste så ville han/hun da bestemt sørge for, at vi alle havde godt, ikke sandt?
Den lørdag i Westminister Abbey fandt jeg ud af, at jeg bestemt ikke tror på Gud. I hvert fald ikke den forestilling, der blev præsenteret for mig under Evensong. Jeg tror på, at der er noget større end det enkelte menneske/individ, men det er ikke en alvidende, usynlig, bestemmende forestilling om en Gud, der giver mig en masse forhindringer for kunne gøre mig til den bedste version af mig, jeg kan blive. Det vil jeg egentlig gerne selv tage æren for. Der var ikke nogen næstekærlig nabo, der bekymrede sig for mig da 3 af de vigtigste personer i mit liv døde inden for det samme år. Eller da jeg overvandt 2 depressioner. Det var mig. Det var min kamp. Jeg er ret så badass! Ja, jeg er blevet stærkere, men det var skisme mig selv, der gjorde og ingen anden.
Jeg tror på Karma. Jeg tror på, at hvis du gør noget godt, så vil der ske noget godt for dig. Jeg tror på, det er i orden at vælge sine kampe. Det er i orden ikke at elske sin nabo. Og det er knageme helt i orden ikke at tro på en gud.
Der findes absolut intet bedre end duften af nybagt brød, nybagt kage eller måske også kagen fra i går. Hvis der er mere tilbage that is! Jeg har altid elsket at bage. Jeg elsker absolut ikke at lave mad, men jeg elsker at bage. Min fantasi rækker ikke langt når det kommer til alm. mad – jeg har styr på kartofler, pasta, sovs og kødsovs, men så strækker fantasien sig heller ikke længere. Men når det kommer til bagning er det en helt anden snak 🙂
Når jeg bager er jeg altid i mit happy place. Altid. Det slår aldrig fejl. Det er total eskapisme og jeg nyder hvert et øjeblik af det. Og det ender jo altid med noget godt 🙂
Jeg plejede altid at bage en superlækker chokoladekage da jeg boede hjemme hos min forældre. Den var/er bastant som bare pokker, men hvor smager den godt! Problemet var bare, at jeg aldrig rigtig selv spiste den. Min farfar fik den altid med hjem for ham og min farmor var jo at den skole, hvor der var aftenkaffe når nyhederne starte kl. 21 på dr1. Jeg har prøvet at bage chokoladekagen her i min lejlighed, men den ovn der er her er bare ikke med på mit all-starhold! Jeg havde STYR på ovnen i mit barndomshjem (den og jeg havde en connection!) og den her ovn varmer som den har lyst! Det kan jeg da ikke bruge til noget. Men jeg bager alligevel – halvdelen af muffins’ne/cupcakes’ne/kagen/pølsebrødene skal jo nok blive spiselige 😀
Jeg går som regel igennem forskellige faser. Bagefaser. Hos min forældre var det meget chokoladekagen og pizzabunde. Min far og min søster bestilte tit pizzabunde fordi ingen af dem kunne bage om så deres liv afhang af det. Min søster er genial til at lave mad, men hendes bageevner er… øhm… ikke helt på samme niveau 😉 Jeg var også vild med at bage nogle specielle muffins med makroner og chokolade (hold nu kæft de smager godt!)
Da jeg flyttede i lejlighed var det cupcakes, der overtog pladsen. Nøøøøøøøøj, hvor har jeg bagt mange cupcakes! Givet dem til højre og venstre – veninder, familie og kolleger har alle fået cupcakes. ALLE!
Lige i øjeblikket er det pølsebrød (I know!) – de smager simpelthen så godt. Det eneste problem er, at ingen har smagt mine pølsebrød endnu for de bliver ved med at forsvinde. NED I MIN MAVE! Arhmen altså! Jeg skal til barnedåb i weekenden, hvor jeg skal bage pølsebrød, men jeg er simpelthen nødt til at bage dem i sidste øjeblik, for ellers er der slet ikke nogen at tage med, for så vil jeg have spist dem alle!
I dag har jeg prøvet noget andet. Nemlig at bage cookies. Jeg har prøvet at bage cookies én gang før, men det var med peanutbutter og fy for den lede, det kan jeg bare ikke lide! Badr.
De cookies jeg har bagt i dag er med en helvedes masse chokolade, så det kan da ikke gå helt galt og hvis det gør, så har jeg haft det sjovt undervejs 😀
Opskrift på triple chocolate cookies #tanyaburr
Al den lækre chokolade, der er i. Det stod i opskriften, så den følger man jo 🙂
Åh, det kan være en kamp! I hvert fald i min verden. Tillid er ikke det jeg har mest af. Det passer måske ikke – det er nok mere vejen dertil, der er en kamp. Men det er blevet bedre og når du først har min tillid, så giver jeg ikke slip igen.
En af de andre deltagere ved Mental Topform-forløbet påpegede, at jeg er en meget stærk person, men min tillid er hårdt fortjent. Det overrumplede mig faktisk. Men hun har helt ret. Folk gjorde ikke andet end at svigte mig mens jeg voksede op. Selvfølgelig ikke dem alle sammen, men alt handlede om sygdom, dårlig samvittighed, om at blive hurtig voksen og der er altså ikke mange, der bliver voksen som 8-årig. Jeg bad også adskillige gange min far om at holde op med at drikke, hvilket jeg som voksen kan se, var en meget dårlig taktik, men som teenager var skyldfølelse mit bedste forsvar. Og det var jeg god til at dele ud af. Folk jeg holdt af blev også ved med at dø og det er den største svigt, der findes, selvom det er en egoistisk følelse at have. Derfor tager det lang tid for mig at lukke folk ind.
Mine to bedste veninder kæmpede nogle brave kampe! Anne fulgte simpelthen bare efter mig i hele starten af gymnasiet. Hun var altid lige i hælene på mig – heldigvis! Maria lukkede jeg først ind i løbet af 2.g, men vi har været bedste veninder lige siden. Nemlig fordi de ikke gav op. Det er de to mennesker i verden, der kender mig allerbedst.
Når jeg møder nye mennesker er jeg som regel ret mistroisk. Ej, ikke som regel – jeg er helt sikkert mistroisk! Det er en arbejdsskade og selvom den er blevet bedre, så er den der stadig. Selvom nogle mennesker helt undgår den! Det skete fx med folk fra mit gamle arbejde og fra mit studie. Heldigvis da 🙂
Når jeg har tillid til nogen, så skal der helt enormt meget til før jeg slipper den person igen. Når jeg har fundet noget/nogen jeg kan lide, så giver jeg ikke op. Jeg kan måske endda være lidt pågående – men så synes jeg også rigtig godt om den person 🙂 Når man først har min tillid skal man virkelig gøre alt i sin magt før jeg vil give den fra mig igen og jeg giver mange chancer – måske for mange nogle gange. Jeg tror dog stadig på, at de mennesker, der har min tillid vil mig det bedste.
Jeg holder ud, jeg holder ved og jeg kæmper med næb og klør. Det er den jeg er. Jeg så det i starten som en krigeregenskab som jeg faktisk ikke rigtig ville have, men jo mere jeg tænkte over det, jo mere blev jeg overbevidst om, at det er den jeg er. Jeg har aldrig opgivet uden en lang, sej kamp først. Jeg har mistet mange familiemedlemmer, hvor min vedholdenhed var i god brug. Jeg har også måtte sige farvel til et par veninder på trods af min vedholdenhed, der måske fortsatte venskabet længere end det ellers ville have varet.
Jeg vil gøre alt for de personer, der er i mit liv. Jeg har nemlig selv valgt dem. Nogle har sneget sig ind uden, at jeg har opdaget det, nogle har selv kæmpet for at komme ind, mens har taget den lange, snoede vej. Lige meget hvad, så er de der for at blive og de slipper ikke så let fra mig 🙂
Overskriften kunne godt tyde på, at det, der vil komme efterfølgende er noget ophøjet fis. Det er det nu ikke. Jeg har ikke just været det mest taknemmelige menneske i verden. Faktisk er jeg ret sikker på, at jeg har været ret utaknemmelig. Jeg har aldrig sat pris på det jeg havde, men fokuseret på hvad jeg ikke havde. Det kan jeg afsløre, at man ikke bliver det gladeste menneske af. Men det er knageme også hårdt. Det er hårdt at være sur og tværs hele tiden og jeg var rigtig god til det. Det jeg husker allertydeligst er de gange, hvor jeg som vred teenager smææææækkede med døren (så der røg pus ned), trampede op af trappen og hoppede vildt på gulvet i mit værelse (der var lige over stuen). Nøj, hvor var jeg god til at være sur og utaknemmelig. Jeg var ret sikker på, at mine forældre var grunden til at alt var galt. Hvorfor kunne jeg ikke bare have normale forældre? Men det er sgu en trættende tankegang for man kan ikke bytte sine forældre, gemme sig bag et tv eller trampe uretfærdigheder væk. Hvad man kan gøre er at acceptere, at det nu er/var sådan og komme videre. Så det har jeg gjort.
Det lyder jo meget nemt nu, men det har det egentlig ikke været. I løbet af det sidste stykke tid har jeg opdaget, at jeg egentlig har en masse at være taknemmelig over, så hvorfor blive ved med at dvæle ved det negative jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Derfor vil jeg egentlig hellere være taknemmelig for de gode ting.
Jeg er taknemmelig over, at min farmor og farfar altid var lige i nærheden (seriøst – de boede 500 meter væk)
Jeg er taknemmelig over, at jeg nåede at opleve min far være en irriterende, nysgerrig, bekymrende, glad, helt normal far (også selvom det kun var i 6 måneder)
Jeg er taknemmelig over, at jeg har et super godt forhold til min søster (hun hadede mig indtil jeg nåede aldren og højden, hvor jeg kunne holde på en greb og muge ud hos hestene – sjovt nok)
Jeg er taknemmelig over, at Anne fulgte efter mig i starten af gymnasiet, for det var starten på vores venskab og Maria kom lige efter. Jeg er glad for, at vores venskab er så solidt, at vi kan håndtere hinandens skævheder og endda være sammen uden at lave noget
Jeg er taknemmelig over, at have veninder, der forstår, når jeg fortæller, jeg har en dårlig dag og som motiverer helvede ud af mig
Jeg er taknemmelig over, at jeg har fået et godt forhold til min moster og onkel, der nu fungerer som reserve-forældre (og de er supergode til at pylre om en når man er på ferie)
Jeg er taknemmelig over, at jeg har mennesker i mit liv, der kun vil mig det bedst, og som hepper på mig alt hvad de kan, når de kan se/ved, at jeg udfordrer mig selv
Jeg er taknemmelig over, at jeg er blevet et stærkt menneske, der kan sætte pris på de mennesker jeg har i mit liv og vide, at de er de helt rigtige
Det er så meget nemmere at være glad og taknemmelig end sur og tværs, så smil til din veninde, mor, far, bedsteforældre, kollega og fortæl dem hvad de betyder for dig. Det skaber kun glæde 🙂
Jeg kommer ikke ud af en optimistisk familie. Overhovedet. Min far var den største pessimist, der fandtes på denne jord og jeg ved faktisk ikke rigtig med min mor. Jeg tror ikke hun var optimistisk omkring særlig meget. Det er måske også lidt svært når man er diagnosticeret med en dødelig sygdom. Min søster er meget optimistisk og nogle gange lidt for meget, men så er det godt jeg kan komme ind og kaste lidt pessimisme ind i ligningen 😉
Nå, men med hvad jeg vil kalde to pessimister til forældre er det ikke noget under, at jeg er/var en gevaldig pessimist. Grunden til at jeg skriver “er/var” er fordi jeg er skabsoptimist – jeg håber, håber, håber altid af hele mit hjerte på, at tingene går som jeg gerne vil have det, men jeg siger det aldrig højt – det foregår kun i mit hoved. Udadtil siger jeg de mere pessimistiske ting højt og skaber en eller anden lav barre af forventninger for mig selv og mine omgivelser. Problemet er bare, at min indvendige barre er sat meget højere og derfor bliver jeg som regel altid skuffet. Det er en skidedårlig uvane, og den gør mig intet godt.
I arbejdet med Louises bog Mental Topform er jeg blevet klar over, at jeg lægger en masse fælder for mig selv. Så er det da klart, at jeg skuffer mig selv hele tiden og andre ubevidst skuffer mig også. Det er jo ikke fordi jeg render rundt og kaster om mig med pessimisme, men hver gang lidt optimisme dukker op i mit hoved, så kommer pessimismen lige og siger “Ahhh, er du nu sikker på du tør gøre det?” eller “Du skal ikke håbe for der er mange andre, der kan det samme som du kan”. Men det er altså lidt for nedslående i længden! Jeg var egentlig ikke klar over, at jeg var pessimist før jeg begyndte at arbejde med Louises bog. Jeg troede bare jeg havde et depressivt sind og at sådan var det bare. MEN det passer jo ikke! Jeg er meget gladere når jeg er optimistisk og når jeg udfordrer mig selv. Der er jo ingen, der kommer ind i mit hoved og opdager mine pessimistiske tanker, så den eneste min pessimisme går ud over er mig selv, og når den ikke gør mig noget godt, så er det ikke noget jeg har lyst til at samle på. Overhovedet ikke. Hvorfor skulle jeg? Det lader til at alle omkring mig er optimistiske på mine vegne, så det er vist på tide, at jeg også kommer ind i kampen.
Selvfølgelig bliver man ikke optimist fra den ene dag til den anden. Det er en proces. Det har taget mig 27 år at blive pessimist, så mon ikke det tager lidt tid at komme af med det igen.
En af de fantastiske fordele ved at arbejde sammen med de seje damer fra Mental Topform-forløbet er, at man opdager, at man ikke er den eneste, der kæmper med tilfredshed og optimisme – det gør vi alle sammen. Det er bare svært at se, når man arbejder med det alene. Jeg er altid ladet helt op efter en tur til København og to timer i selskab med 5 mennesker, der alle har dæmoner at kæmpe med, men stadig formår at støtte og hjælpe hinanden 🙂
