Som I måske kan huske, så hader jeg at date (læs om det her). Det betyder dog ikke, at jeg ikke har været afsted på et par stykker.

Før jeg tabte min tro på den eneste ene og evig kærlighed, så var jeg faktisk på date med folk af det modsatte køn. En af dem var med M (det er sgu synd for ham, hvis det kommer tilbage for at hjemsøge ham, så vi kalder ham for M).

M og jeg havde skrevet sammen inde på dating.dk og på en eller anden måde havde jeg fået inviteret mig selv på kaffe. Det var i hvert fald hvad han bildte sig selv ind. Han spurgte om jeg var te- eller kaffedrikker og jeg svarer kaffe (altid!) og hans svar var: “Inviterede du lige dig selv på kaffe der?” (allerede der burde jeg have luftet lunten!), men jeg faldt i og svarede, at det gjorde jeg vist (selvom jeg altså bare svarede på spørgsmålet!).

Nå men, vi aftalte at mødes nede i Odense by, hvor vi begge boede og jeg havde en fornemmelse af, at det var noget mærkeligt noget. Jeg brugte tricket med at ringe til en af mine bedste veninder og sludre med hende indtil M dukkede op. Han dukker op – 5 min. for sent (men det er da lige meget når man står og venter nervøst) og han har en brun læderjakke (det var midt om sommeren), jeans og converse på. Jeg havde det varmt, men han må da have været lige ved at koge over!

Vi blev enige om at tage på Cucko’s Nest som jeg aldrig havde været på (jeg har det med caféer som jeg har det med sokker – der er mange af dem og jeg ved aldrig hvad jeg er i humør til) og det var akavet fra starten. Vi havde simpelthen ikke noget at snakke om! Det endte med at blive en ensvejssamtale nærmest, hvor jeg stillede spørgsmål og han svarede: Hvor kommer du fra? Hvad med dine forældre? Dine søskende? Din uddannelse? Okay, så du tjener mange penge? Fedt for dig. (Hold nu op et pralehoved!). Det var så helt ubeskriveligt kedeligt og han tænkte garanteret, at det var min skyld (han virkede som typen).

Okay. Så en meget lang time senere bryder vi op (jeg har en vigtig eksamensopgave jeg skal skrive jo – NOT!) og vi står ude foran Cucko’s Nest og er akavede. Jeg vil bare væk derfra hurtigst muligt og jeg tænker, at han vil det samme. Så siger han de magiske ord: “Vi kan jo bare lige skrives ved inde på det der dating…” og jeg siger med det samme: “JA!” velvidende, at det aldrig kommer til at ske. Vi giver hinanden et halvhjertet knus og skynder os i hver sin retning.

I det her tilfælde vidste vi begge to godt, at det var alt andet end en succes og ingen af os har skrevet til den anden. Jeg har set ham rundt omkring i Odense, men det er også det. Så er det jeg tænker – havde det været så slemt at sige direkte til ham, at det var sgu en nitte og vi kommer nok ikke til at ses igen. Nej, det tror jeg ikke. Sådan havde man da været på samme side med det samme i stedet for at skulle afkode en eller anden kryptisk afvisning.

Er vi ikke bedre tjent med at sige tingene lige ud? Skylder man ikke hinanden at være ærlige og sige: “Ved du hvad – det skal ikke være os to, men jeg håber det bedste for dig”?Så bliver datingvarden sgu også et nemmere sted at leve i 😛

Mine veninder og jeg har efterhånden fået en ret god idé om hvad vi godt kunne tænke os kogt sammen i et flot mande-eksemplar. Som vi er blevet ældre har vi indset, at de fleste mænd ikke ligner Ryan Reynolds og listen er blevet lidt kortere. En lille smule.

Først er der de “basale” ønsker/”krav”:

1. Højden: Jeg er 1.78 og jeg har ikke lyst til at være den høje i det forhold. Mindstekravet er “kig mig direkte ind i øjnene”-højde.

2. Skæg: Èt ord: Måms! Hvis du kan gro et pænt skæg, så gør det! Det får dig bare til at ligne en mands mand og mig til at synes, du lige er 477 grader hottere!

3. Hår: Helst ikke længere end mit og jeg får altså også mindreværdkomplekser hvis du går mere op i dit hår end jeg gør i mit eget.

4. Bygning: Det nytter simpelthen bare ikke hvis du ligner en, der knækker midt over hvis du skal bære mere end 10 kg. Hvis du giver mig følelsen af, at jeg bliver passet på, så er der sgu jackpot!

5. Tøj: D.R.O.P. de f-ing hængerøvsbukser! De er ikke pæne på nogen og heller ikke dig! Klæd dig ordentligt og følg disse meget simple regler:

• Ingen sokker i sandaler
• Helst ikke nogen sandaler, men det kommer an på skoen
• Ingen t-shirts nede i bukserne

6. Humor: Sort humor, ja tak. Jeg elsker at grine og hvis du tager mine jokes og kører videre på dem, jamen så bliver du ca. 239 grader hottere.

Så kommer vi til tillægsønskerne:

7. Dans: Ja tak. Der er da ikke noget bedre end en mand, der tør té sig på dansegulvet sammen med mig. S CLUB 7-style!

8. Dyr: Det er sgu næsten en deal breaker for jeg vil have både hunde, katte, høns og får. Okay, måske får lige er i overkanten, men altså you get the picture.

9. Musik: Ingen elektro-vred-langhåret mand-musik! Jeg bliver irriteret og så kommer vi ikke langt. Hvis du kan acceptere, at jeg kan alle NSYNC sange, de fleste Backstreet Boys sange, alle Justin Timberlake sange og det faktum, at jeg synes Bruce Springsteen er ret pæn at se på, ja så er du noget nær perfekt. Hvis så også synger sammen med mig på klassiskerne – VINDER!

10. Gak og løjer: Nogle gange får jeg fx lyst til en pudekamp, og så vil jeg ikke skældes ud for at krølle pudebetrækket, men i stedet erklæres åben krig (som jeg selvfølgelig vinder).

Men vigtigst af er alt er jo veninde-/søstertesten: Hvis de ikke kan lide dig, ja så er du fucked…

P.S. Hvis du ligner Ryan Gosling, så er alle tillægskravene lige meget!

Min mor

I England, hvor jeg bor, er det Mors Dag i dag. Billedet ovenover er af min mor og det er mit favoritbillede af hende. Det var en fantastisk dag, hvor vi hentede min hund, Frida, og hun var simpelthen så god til at ligge oppe hos min mor. Hun var en dejlig hund. Det var jul og min mor var glad. Det var en fantastisk jul.

Jeg kunne sagtens have valgt et billede af min mor, hvor hun står op. Ikke noget problem. Det er der masser af billeder af. Men sådan husker jeg hende ikke. Jeg kan ikke huske, at min mor ikke sad i kørestol. Nogle vil måske synes det er synd for mig, men jeg kan bare ikke huske andet.

Min mor hed Anne. Hun var født i Middelfart i 1953 og hun var Aksel og Amalies 3. barn ud af 4. Min mor var god til at lave mad. Hun lavede altid mad. Hun mødte min far, Knud, da hun var 17 (tror jeg nok) og de var sammen lige siden. I 1981 fik hun min søster, Stina, og i 1987 kom jeg til verden. Min far fortalte mig mange gange (!!), at jeg var et ønskebarn, men at jeg lod vente på mig. Så længe, at de gav min søster en hund til sidst og da de gjorde det besluttede jeg mig for at komme. Min mor var fra dengang hvor uddannelse ikke lige var det allervigtigste. Hun arbejdede i et køkken på et plejehjem og hun elskede det. Hun var så dygtig til sit arbejde, at hun gik på aftenskole for at kunne blive køkkenleder og det blev hun.

Min mor var en meget social person. Kaffe, smøger og sladder gik hånd i hånd. I 1996 blev min mor diagnosticeret med sclerose. Der var ingen af os, der nogensinde havde hørt om det før og hele vores verden faldt sammen. Langsomt, men sikkert blev min mor mere og mere syg. Hun fik hjemmehjælp og en kørestol. Vores hus blev bygget om for, at hun kunne blive boende hjemme, for kommunen ville have hende på plejehjem, men det nægtede mine forældre. Min mor ville være hjemme hos os. Jeg gik stadig i folkeskole og min søster var på gymnasiet. Min mor havde fået at vide, at hun ca. ville have 5 år at leve i for den form for sclerose som hun havde kom i attakker og det ville gå hurtigt. Hun levede med sclerose i 15 år. Udelukkende på grund af en jernvilje og min fars hjælp. Han passede på hende så hun kunne blive ved med at være hjemme. Min mor havde sat sig selv et mål om, at hun ville give mig huen på når jeg var færdig med gymnasiet og det gjorde hun. Hun nåede sit mål. 14 år efter sin diagnose. Hun blev hos os lidt længere endnu, men valgte at tage herfra på en måde, der skånede os børn. Jeg er overbevist om, at hun gjorde det med vilje. Min mor døde i juli 2010. Jeg var på ferie i England og min søster passede hus for en veninde, så ingen af os børn var hjemme. Hun havde kæmpet utrolig længe og nu havde hun fred.

Jeg savner stadig min mor utrolig meget, men i stedet for at være ked af det, så vil jeg hellere huske på, hvor meget hun kæmpede for os og hvor meget hun holdt af os. Det var udelukkende på grund af hendes jernvilje, at jeg havde en mor i 10 år mere end først antaget. Min mor var sej og badass!

Det gør jeg virkelig. Jeg synes det er så kunstigt sat op og det er lige som at være til samtale på et job, man nogle gange virkelig ikke vil have.

Jeg synes også man kan blive fanget i at ville imponere personen man er med, og så siger man en masse ting, der bare ikke passer. F.eks. da jeg erklærede mig enig med en fyr i, at duetten mellem Tina Dickow og Medina, da var noget af det fedeste i verden. Det synes jeg altså ikke i virkeligheden – de er gode, men jeg kan godt finde noget, der er sejere og lyder bedre. Eller da jeg sagde til en fyr, at jeg synes hans tegninger var flotte – det var de ikke. Hvorfor siger man sådan nogle ting, når man ikke mener dem? Er det ikke bedre at tie helt stille så? Jeg ved det faktisk ikke.

Jeg kan godt blive forblændet af opmærksomheden og så er det, man gør dumme ting. Som f.eks at sige man gode kan lide Medina, når man faktisk mere er til Bruce Springsteen. Eller når man siger til en fyr, at man da sagtens kan forstå han lige har brugt 2.000 kr. på et par sko og man tænker indeni, at de penge dækker hele ens madbudget (og mere til). Ah! Hvorfor gør man det?! Det er irriterende! Er det fordi man gerne vil være interessant? Det er i hvert fald på de forkerte præmisser man starter ud og så går det alligevel helt ad H til. Ens bullshit-radar burde blink helt vildt og bade rummet i neonlys. Er det virkelig så svært at finde en fyr man tør være ærlig over for. Når han siger “Synes du ikke bare Medina er for sej?” så skal man turde svare “Nej, det er ikke lige min stil. Jeg er mere til Bruce Springsteen.” Sådan. Bum. Så let kan det gøres.

Jeg lever stadig i fantasien om, at jeg finder den fyr, hvor jeg åbenlyst tør erklære min kærlighed til Bossen og hvor jeg tør sige, at det knasme er alt for mange penge for et par sko, der ikke engang er særlig pæne. Det er min drøm!

Jeg fik en tanke om, at jeg da skulle have en dating.dk-profil og her 23 minutter efter jeg oprettede den har jeg et par kommentarer:

1. Hvis du har et skæg, så styr det! Det er mest lækkert 😉
2. Vi kan se dit billede er et selfie, så det hjælper ikke, at du stirrer ud i horisonten. Kig ind i kameraet!
3. Det er altså et no-go, hvis din t-shirt er strammere og mere nedringet end noget jeg nogensinde kunne finde på at tage på – jeg har endda bryster, der kan vises frem!
4. I get it! Du dyrker karate, fitness, boksning, løb og spinning i din fritid, men du kan også godt lide at se film på sofaen… efter du har været nede at træne!
5. Du vil gerne have en kæreste, der ser naturlig ud, men gør noget ud af sig selv. En, der har ben i næsen, men ikke mere end dig. En, der ved hvad hun vil, men også lader dig bestemme. En, der træner, men ikke overtræner. En, der spiser sundt, men ikke for sundt. En, der kan lide at diskutere, men ikke alt for meget.

Arhmen altså! Mit online dating-liv bliver vist meget kort 😛