Nu er det sket igen! Jeg mener – helt ærligt. Jeg havde ellers lovet mig selv, at nu var det nok. Men søndag eftermiddag gik det galt. Jeg kom til at bestille 3 nye bøger fra Waterstone’s. Jeg ved det. Jeg burde ikke have gjort det, men jeg kunne bare ikke lade være 😀

Jeg har formået at opbygge en pæn bogsamling herovre og min lille bogreol er hurtig blevet fyldt op. Favoritten so far må nok være The Girl on the Train af Paula Hawkins, men The Bones of You af Debbie Howell er lige bag efter.

Waterstone’s må være min favoributik herovre i det her UK her. Arhmen, det er da en skønherlig butik, der har et kæmpe udvalg af bøger og jeg skal virkelig tale alvorligt med mig selv for ikke at komme ud med 7 nye bøger hver gang jeg går derind.

Denne gange glæder jeg mig til at læse The Taking af Kimberly Derting, The Gates of Evangeline af Hester Young og My Life Next Door af Huntley Fitzpatrick. *pigefnis*

*suk* Jeg synes simpelthen Westminister Abbey er en af de smukkeste bygninger, der eksisterer. I den tid jeg har boet i London er jeg nok gået forbi den 6-7 gange uden at gå ind – mest fordi den lukker tidligt for de nysgerrige og jeg er ikke den hurtigste ud af døren når jeg har fri. Da min veninde, Henri, var på besøg i slut-januar så skulle vi selvfølgelig ind og se Westminister Abbey, men de havde lige netop lukket for turister/nysgerrige, så den eneste mulighed vi havde var at deltage i Evensong (på dansk: aftenandagt). Så det gjorde vi. Jeg var mægtig spændt for jeg kan egentlig godt lide idéen om, at der er nogen/noget, der holder hånden over én og vil én det bedste og jeg var nysgerrig på hvordan aftenandagten ville foregå. Men… Det gik galt fra starten.

Jeg har fuld respekt for, at folk tror på Gud og, at man skal respektere Guds hus og alt det der, men altså, jeg står fuldstændig af når der i den allerførste linje i det lille hæfte vi fik udleveret står, at vi har syndet imod Gud i tanke, ord og handling. Øh nej, det har jeg faktisk ikke.
Det fortsætter med, at vi ikke har elsket Gud med hele vores hjerte – det kan der være noget om, for jeg ved da ikke hvem han/hun er, så hvordan skal jeg kunne elske ham/hende af hele mit hjerte?!
Næste linje siger, at vi ikke har elsket vores nabo som vi har elsket os selv – se igen er det rigtigt, men hvordan skal vi kunne elske vores nabo, som vi ikke kender, som os selv? Det kræver da nogle exceptionelle evner!
Til sidst står der, at vi beder Gud forbarme sig over os, hjælpe os med at overvinde vores fejl gennem Jesus Kristus, vores Herre. Hallihalløj og lige et øjeblik! Hvem er ham her Jesus? Ja, jeg har hørt om ham, men er der nogen, der har mødt ham? Nej. Så hvorfor skal han redde os? Hvorfor kan vi ikke gøre det selv? Det er for helvede os selv, der har skabt alle de problemer vi befinder os i eller skal Gud og Jesus også have æren for det?

Jeg synes man lægger alt for meget ansvar over på Gud eller forestilligen og ham/hende. Ja, det ville da være mægtigt rart hvis der fandtes en eller anden, der havde en kæmpe plan med os alle og ville os alle det bedste, men det er ret så usandsynligt. Hvorfor er der så krig, sygdomme, ødelæggelser, massemord, flygtninge, forurening, tortur til? Hvis Gud vil os det bedste så ville han/hun da bestemt sørge for, at vi alle havde godt, ikke sandt?

Den lørdag i Westminister Abbey fandt jeg ud af, at jeg bestemt ikke tror på Gud. I hvert fald ikke den forestilling, der blev præsenteret for mig under Evensong. Jeg tror på, at der er noget større end det enkelte menneske/individ, men det er ikke en alvidende, usynlig, bestemmende forestilling om en Gud, der giver mig en masse forhindringer for kunne gøre mig til den bedste version af mig, jeg kan blive. Det vil jeg egentlig gerne selv tage æren for. Der var ikke nogen næstekærlig nabo, der bekymrede sig for mig da 3 af de vigtigste personer i mit liv døde inden for det samme år. Eller da jeg overvandt 2 depressioner. Det var mig. Det var min kamp. Jeg er ret så badass! Ja, jeg er blevet stærkere, men det var skisme mig selv, der gjorde og ingen anden.

Jeg tror på Karma. Jeg tror på, at hvis du gør noget godt, så vil der ske noget godt for dig. Jeg tror på, det er i orden at vælge sine kampe. Det er i orden ikke at elske sin nabo. Og det er knageme helt i orden ikke at tro på en gud.

Åh gud! Der er knageme gået alt for lang tid siden sidst! Jeg har efterhånden boet i Kingston i 3 måneder og det er en rutsjebane uden lige. En ting jeg lærte ret hurtigt er, at vi egentlig har det utrolig godt i Danmark. Og hvor tager vi det for givet. Vi betaler skat, ja. Den er lidt høj, ja. Men vi kan blive syge uden at tænke over om vi har råd til at gå til lægen eller skadestuen. I Odense betalte jeg 4675 kr. for en 2-værelses lejlighed smæk imellem uni og byen. I London betaler jeg 650 pund (6500 kr) for et værelse i Kingston Upon Thames, der ligger i zone 6 af London. Det er en forskel,d er kan mærkes. Plus, standarden er ikke den samme. Fugt i væggene og gulvtæpper over det hele er normalt herovre. Det skal man lige vænne sig til, men det kommer jeg nok ikke helt til.

Nå, men sidst I hørte fra mig, flyttede jeg ind på et værelse hos 2 andre piger, der arbejdede det sammen sted som mig. Jeg sov der dog kun en nat for der var fugt i væggen og sarte mig sov slet ikke, så måtte flytte tilbage til hotellet igen. Så gik den vilde skattejagt igen. Nøj, hvor var jeg ude at se på mange værelser! Jeg endte med at vælge et hos en gut, der hedder Sam. Det var ikke det super perfekte sted, men jeg tænkte, jeg godt kunne få det til at virke.

Jeg flytter så ind en mandag aften og straks går Sam igang med at fortælle mig OG vise mig hvordan man lukke ovnen og mikroen lydløst. Derudover så bliver han irriteret af lyden af hoveddøren, så den skal jeg også bruge med mindst muligt lyd. Som prikken over i’et, så siger han til mig, at jeg skal bruge ét par sko ude i køkkenet, ét par på gulvtæppet og ét par på badeværelse, for bakterier er jo over det hele. Han tilbød at dele siden klipklapper med mig. Jeg tænkte “Fuck, hvad sker der for ham?!” og jeg nægtede pure at skifte sko hele tiden, så den “regel” sprang jeg let og elegant hen over.

For at det ikke skal være løgn, så blev han ved og ved med at rette på mig. Så lukkede jeg dørene for højt, så gjorde jeg rent forkert, så strammede jeg tappen på vandhanen for hårdt. Arhmen der var ikke det jeg ikke gjorde forkert. Han sagde dog aldrig dette direkte til mig – næh nej, han skrev det over WhatsApp!! Seriøst?!

Det resulterede så i, at jeg helst ikke ville glo på ham og han skyndte sig også at lukke sin dør når jeg kom hjem. Jeg besluttede mig for at finde et andet værelse for jeg kunne simpelthen ikke holde ham ud. Jeg fandt et og da min kusine var på besøg i oktober flyttede vi alle mine ting. Jeg fortalte Sam, at jeg tog hjem til DK for jobbet var ikke mig, men i virkeligheden var han en kæmpe psykopat, der gjorde det hele uudholdeligt. Jeg bor nu hos en rigtig sød dame, der hedder Seneca, og hun har en kat, der har det mest gennemtrængende miav i hele verden, men det er okay, for hun er mægtig sød. Både hende og Seneca.

Puuuuuust ud. Hold nu helt op, hvor har denne uge været den mest stressende nogensinde! Overhovedet. Den slår endda slutspurten af specialet!

Vi har i dag søndag d. 13. september 2015 og for præcis én uge siden flyttede jeg (sammen med min søster og hendes veninde) alle mine ting ud af min elskede lejlighed i Odense. Det var 7 forskellige typer af mærkeligt og jeg har vel stadig ikke rigtig forstået det.
Mandag var jeg tilbage i lejligheden for at ordne de sidste småting, aflevere nøglen og rengøre lejligheden. Vi fejrede også min fødselsdag om aftenen fordi jeg nok ikke ville være til så meget om tirsdagen. Det var super hyggeligt, men vi var bare alle ekstremt trætte, så vi gik endda tidligt i seng for jeg skulle jo med flyveren dagen efter.
Jeg sov overhovedet ikke om natten! Tirsdag var min fødselsdag og det er den mærkeligste jeg nogensinde har haft for jeg glædede mig ikke på noget tidspunkt. Det var bare en ekstra ting, der skete på den dag jeg flyttede til London. Jeg fik en masse gaver af min søster og svoger og de blev pakket med i kufferterne – de kunne heldigvis være der! Min søster kørte mig hele vejen til Kastrup Lufthavn og gik med mig så langt hun kunne, så det var mægtig rart. Jeg kommer ikke til at se hende før november, hvor hun kommer på besøg med sin kæreste, og det er da længe når man er vant til at tale i telefon sammen hver dag 🙂 Turen til London gik fint, men der var lidt koks med togene og jeg blev lidt forvirret, men efter en god gåtur op ad bakken med en rygsæk og to kufferter ankom jeg til hotellet. Her mødte jeg Marie, der bor på værelse med mig og vi udforskede lidt af Kingston Upon Thames på gåben. Om natten kunne jeg selvfølgelig ikke sove fordi DER FLYVER FLY LIGE HEN OVER HOVEDET PÅ OS HELE TIDEN. Men udmattelsen fandt mig til sidst.

Onsdag gik med, at få stress over boligsituationen, da alt du foretager dig kræver, at du har en engelsk adresse. Det troede vi alle, at vores arbejde ville hjælpe os med, men det ejendomsmæglerfirma de brugte havde ingen ledige lejligheder, så det tegnede ikke for godt. Marie og jeg nåede i hvert fald at gå godt i panik og jeg tilbragte aftenen på Starbucks (de har skidegodt internet), hvor jeg skrev til på en masse værelser.

Torsdag fik vi lidt mere at vide om vores nye arbejdsplads og vi blev vist rundt. Det er sgu et meget fint sted og jeg tror jeg bliver glad for det 🙂 Der er folk fra hele verdenen – Spanien, Kina, Japan, Danmark, Sverige, Norge, UK, Finland, Tyskland osv.
Efter arbejde var jeg ude at se på et værelse som to piger fra arbejdet havde til leje og senere samme dag fik jeg det, så det var jo fantastisk. Der er endda opvaskemaskine! 😛

Fredag bød på lidt mere træning udi kundeservice og efter en noget turbulent uge ville jeg bare slappe af, så jeg bestilte en bio-billet til at se den nye Maze Runner, men enten så var jeg bare alt for træt eller så var filmen dårlig for den tog da for evigt! Men jeg drak Pepsi Max imens, så det gik lige 😉

Lørdag sov jeg længe! Hurra!! Og jeg havde besluttet, at jeg ville tage ind til London, så jeg tog på the Natural History Museum og det var fantastisk. Det er en kæmpe bygning med alt for meget at se. Jeg hørte et oplæg om pandabjørne, så dinosaurer, hyæner, løver, skildpadder, bjørne og alt derimellem. Der kommer jeg nok igen 🙂

Idag, søndag, har jeg lavet absolut ingenting. Jo, jeg så en film på Netflix! Wow! Og lige om 2 sek. vil jeg lette mig fra den stol jeg sidder på lige nu og bevæge mig op på hotelværelset for at hente mine ting, så jeg kan flytte ind på mit helt eget værelse. Det bliver godt 🙂

Næste uge bliver en hektisk en af slagsen, hvor oplæringen begynder, men mon ikke det går. Jeg er i hvert fald vild med, at downton London kun lige er en togtur eller en (lang) bustur væk 🙂