Jeg tror egentlig jeg altid har en eller anden undskyldning klar når jeg træner. Ikke for at slippe for træning, men for ikke at give mig 100 %. Jeg har et dårligt knæ og hvad så? Det er min allerbedste undskyldning. Og nogle gange er det sandt – jeg kan ikke give mig 100 % når jeg fx står oppe i spinningscyklen og skal cykle foran takten. Min venstre knæ virker ikke på samme måde som mit højre og nogle gange lader jeg det fylde mere end det bør. Jeg skal passe ekstra på for ikke at overanstrenge det vfor når det sker, ja så kan jeg som regel ikke gå i en måneds tid og skal i gang med genoptræning. Igen. Men hvis jeg nu begyndte at lytte til min krop, så kan jeg faktisk give mig 100 % OG passe på mit knæ.

I dag var jeg til spinningevent i Fitness World og det var skide hårdt. Sådan “jeg tror jeg brækker mig lige om lidt”-hårdt. Fordi jeg gav alt hvad jeg havde. Det var ren udholdenhedskørsel i 1,5 time og jeg fortrød ca. 7 gange, at jeg havde tilmeldt mig. Men fordi nogle pas var 12 min. lange, så kunne jeg ikke bare stoppe 20 sek. før, som jeg plejer, for så var der sgu stadig flere minutter tilbage. Så sagde instruktøren noget som jeg egentlig godt vidste, men aldrig gjorde. Hun sagde, at hvis man havde knæskader, så var det i orden at sætte sig ned undervejs i passet. HALLO! Ja selvfølgelig er det det, men jeg har aldrig gjort det. Jeg har bare prøvet at følge med så længe jeg kunne, indset jeg ikke kunne og så sat farten ned og givet op indtil næste pas. Det giver en blanding af succes og fiasko fordi du er kommet afsted, men du har ikke givet alt for du ved du sagtens kunne have givet mere.

I dag gav jeg mere. Udelukkende fordi passene var så skide lange, at jeg kunne nå at have mange samtaler med mig selv undervejs. Jeg kunne mærke da jeg nåede til det punkt jeg plejer at tro er mit max, men der var der altså stadig 7 minutter tilbage af passet. Hvad gør man så? Står af cyklen? Lader som om skoen sidder lidt forkert? Tørrer sved ekstra langsomt af panden? Ja for fanden! Men så er der stadig 6 minutter og 45 sekunder tilbage. What to do? Jeg gav mig selv en lille opsang og kørte videre. Jeg opdagede, at det hjalp at lukke øjnene og lytte til tempoet i musikken og så glemme, at der sad mennesker omkring mig.

Det virkede! Jeg døde ikke og der var energi nok til det næste sindssygt lange pas. Who knew?! Jeg gjorde ikke. Jeg tror jeg opdagede, at jeg kan mere end jeg tror. Jeg sætter mentale grænser for mig selv for ikke at blive skuffet, men jeg bliver faktisk mere skuffet over de mentale grænser.

Jeg skal arbejde på at lade være med at begrænse mig selv. Spinning er en håndgribelig ting at tage fat på, men det er nok ikke kun der det sker. Men hvis jeg starter der, så hjælper det nok.

Det gør jeg virkelig. Jeg synes det er så kunstigt sat op og det er lige som at være til samtale på et job, man nogle gange virkelig ikke vil have.

Jeg synes også man kan blive fanget i at ville imponere personen man er med, og så siger man en masse ting, der bare ikke passer. F.eks. da jeg erklærede mig enig med en fyr i, at duetten mellem Tina Dickow og Medina, da var noget af det fedeste i verden. Det synes jeg altså ikke i virkeligheden – de er gode, men jeg kan godt finde noget, der er sejere og lyder bedre. Eller da jeg sagde til en fyr, at jeg synes hans tegninger var flotte – det var de ikke. Hvorfor siger man sådan nogle ting, når man ikke mener dem? Er det ikke bedre at tie helt stille så? Jeg ved det faktisk ikke.

Jeg kan godt blive forblændet af opmærksomheden og så er det, man gør dumme ting. Som f.eks at sige man gode kan lide Medina, når man faktisk mere er til Bruce Springsteen. Eller når man siger til en fyr, at man da sagtens kan forstå han lige har brugt 2.000 kr. på et par sko og man tænker indeni, at de penge dækker hele ens madbudget (og mere til). Ah! Hvorfor gør man det?! Det er irriterende! Er det fordi man gerne vil være interessant? Det er i hvert fald på de forkerte præmisser man starter ud og så går det alligevel helt ad H til. Ens bullshit-radar burde blink helt vildt og bade rummet i neonlys. Er det virkelig så svært at finde en fyr man tør være ærlig over for. Når han siger “Synes du ikke bare Medina er for sej?” så skal man turde svare “Nej, det er ikke lige min stil. Jeg er mere til Bruce Springsteen.” Sådan. Bum. Så let kan det gøres.

Jeg lever stadig i fantasien om, at jeg finder den fyr, hvor jeg åbenlyst tør erklære min kærlighed til Bossen og hvor jeg tør sige, at det knasme er alt for mange penge for et par sko, der ikke engang er særlig pæne. Det er min drøm!

*suk* Jeg synes simpelthen Westminister Abbey er en af de smukkeste bygninger, der eksisterer. I den tid jeg har boet i London er jeg nok gået forbi den 6-7 gange uden at gå ind – mest fordi den lukker tidligt for de nysgerrige og jeg er ikke den hurtigste ud af døren når jeg har fri. Da min veninde, Henri, var på besøg i slut-januar så skulle vi selvfølgelig ind og se Westminister Abbey, men de havde lige netop lukket for turister/nysgerrige, så den eneste mulighed vi havde var at deltage i Evensong (på dansk: aftenandagt). Så det gjorde vi. Jeg var mægtig spændt for jeg kan egentlig godt lide idéen om, at der er nogen/noget, der holder hånden over én og vil én det bedste og jeg var nysgerrig på hvordan aftenandagten ville foregå. Men… Det gik galt fra starten.

Jeg har fuld respekt for, at folk tror på Gud og, at man skal respektere Guds hus og alt det der, men altså, jeg står fuldstændig af når der i den allerførste linje i det lille hæfte vi fik udleveret står, at vi har syndet imod Gud i tanke, ord og handling. Øh nej, det har jeg faktisk ikke.
Det fortsætter med, at vi ikke har elsket Gud med hele vores hjerte – det kan der være noget om, for jeg ved da ikke hvem han/hun er, så hvordan skal jeg kunne elske ham/hende af hele mit hjerte?!
Næste linje siger, at vi ikke har elsket vores nabo som vi har elsket os selv – se igen er det rigtigt, men hvordan skal vi kunne elske vores nabo, som vi ikke kender, som os selv? Det kræver da nogle exceptionelle evner!
Til sidst står der, at vi beder Gud forbarme sig over os, hjælpe os med at overvinde vores fejl gennem Jesus Kristus, vores Herre. Hallihalløj og lige et øjeblik! Hvem er ham her Jesus? Ja, jeg har hørt om ham, men er der nogen, der har mødt ham? Nej. Så hvorfor skal han redde os? Hvorfor kan vi ikke gøre det selv? Det er for helvede os selv, der har skabt alle de problemer vi befinder os i eller skal Gud og Jesus også have æren for det?

Jeg synes man lægger alt for meget ansvar over på Gud eller forestilligen og ham/hende. Ja, det ville da være mægtigt rart hvis der fandtes en eller anden, der havde en kæmpe plan med os alle og ville os alle det bedste, men det er ret så usandsynligt. Hvorfor er der så krig, sygdomme, ødelæggelser, massemord, flygtninge, forurening, tortur til? Hvis Gud vil os det bedste så ville han/hun da bestemt sørge for, at vi alle havde godt, ikke sandt?

Den lørdag i Westminister Abbey fandt jeg ud af, at jeg bestemt ikke tror på Gud. I hvert fald ikke den forestilling, der blev præsenteret for mig under Evensong. Jeg tror på, at der er noget større end det enkelte menneske/individ, men det er ikke en alvidende, usynlig, bestemmende forestilling om en Gud, der giver mig en masse forhindringer for kunne gøre mig til den bedste version af mig, jeg kan blive. Det vil jeg egentlig gerne selv tage æren for. Der var ikke nogen næstekærlig nabo, der bekymrede sig for mig da 3 af de vigtigste personer i mit liv døde inden for det samme år. Eller da jeg overvandt 2 depressioner. Det var mig. Det var min kamp. Jeg er ret så badass! Ja, jeg er blevet stærkere, men det var skisme mig selv, der gjorde og ingen anden.

Jeg tror på Karma. Jeg tror på, at hvis du gør noget godt, så vil der ske noget godt for dig. Jeg tror på, det er i orden at vælge sine kampe. Det er i orden ikke at elske sin nabo. Og det er knageme helt i orden ikke at tro på en gud.

Jeg har ikke altid vidst, at jeg er særlig sensitiv. Jeg har dog altid vidst, at jeg er genert. Eller det troede jeg, at jeg var. Det har jeg også været, men det er simpelthen fordi jeg skulle nå at tænke ca. 137 tanker i de få sekunder det tager at hilse på et andet menneske. Det er ekstremt drænende og derfor holdt jeg mig tit for mig selv. Ikke på den dårlige måde. Jeg observerede. Det er det jeg gør og jeg er skidegod til det. Det vil jeg ikke engang lægge skjul på, for det er en af mine styrker og en af fordelene ved at være særlig sensitiv. Jeg er god til at aflæse andre mennesker og jeg reagerer fuldstændig på andre menneskers sindsstemning. Jeg kan leve mig uhyggeligt meget ind i folks følelser – og det er jo både godt og skidt. Godt fordi jeg kan sætte mig selv i deres sted, men skidt fordi jeg så føler noget, jeg ikke behøver at gennemgå.

Jeg ved nu, at jeg er særlig sensitiv og da jeg nævnte det for min veninde, Maria, udbrød hun bare: “Det tænkte jeg nok!”. Jamen godt så. Mine veninder accepterer mig for den jeg er og jeg elsker dem for det. De har oplevet mig være den tilbagetrukne, observerende Camilla, der åbner sig op når kysten er klar og den farverige, sprudlende og humoristiske Camilla, der føler sig godt tilpas i deres selskab. Det er altid en god indikator, at jeg føler mig godt tilpas hvis jeg laver masser af jokes – også dårlige jokes 🙂

Siden jeg fandt ud af, at jeg var særlig sensitiv er der så meget der er gået op for mig. Jeg kan godt være fuldstændig drænet efter en social dag/aften og have brug for at lade op i ro. Nogle gange har jeg ikke lyst til at være sammen med folk fordi mange mennesker samlet ét sted kan suge energien ud af mig. Jeg er et vanemenneske big time og jeg får koldsved ved tanken om at bryde en vane. Derfor øver jeg mig lige i øjeblikket på at gøre ting, jeg aldrig ville have gjort ellers. Jeg er ekstrem lydfølsom – ikke som sådan over for høj musik, men overfor lyde jeg ikke kan kontrollere. Naboer, der taler højt/larmer, folk, der tygger med munden åben, folk, der snorker(!!!!!) – så jeg sover altid med ørepropper, folk, der sukker utrolig meget (listen er laaaaaang!). Jeg tudbrøler hver eneste jeg ser andre græde – om det er på film eller in real life er lige meget, jeg græder snot alligevel. Og jeg bliver let forskrækket! Nu ved jeg hvorfor! Det er ikke bare fordi jeg er en piveskid 😉

Jeg synes egentlig ret godt om min særlige sensitivitet fordi den er med til at gøre mig til den jeg er. Jeg er en god veninde fordi jeg kan aflæse mine veninder. Jeg ved hvornår de pynter på tingene og jeg ved hvornår de har brug for den alvorlige Camilla og den humoristiske Camilla. Jeg er ekstra følsom, men jeg ser det ikke som en svaghed, men en styrke. Det er helt utroligt drænende, men jeg ville ikke være foruden det. Det er hvad, der gør mig til mig. Det og så mine dårlige jokes og farverige påklædning!

Åh, det kan være en kamp! I hvert fald i min verden. Tillid er ikke det jeg har mest af. Det passer måske ikke – det er nok mere vejen dertil, der er en kamp. Men det er blevet bedre og når du først har min tillid, så giver jeg ikke slip igen.

En af de andre deltagere ved Mental Topform-forløbet påpegede, at jeg er en meget stærk person, men min tillid er hårdt fortjent. Det overrumplede mig faktisk. Men hun har helt ret. Folk gjorde ikke andet end at svigte mig mens jeg voksede op. Selvfølgelig ikke dem alle sammen, men alt handlede om sygdom, dårlig samvittighed, om at blive hurtig voksen og der er altså ikke mange, der bliver voksen som 8-årig. Jeg bad også adskillige gange min far om at holde op med at drikke, hvilket jeg som voksen kan se, var en meget dårlig taktik, men som teenager var skyldfølelse mit bedste forsvar. Og det var jeg god til at dele ud af. Folk jeg holdt af blev også ved med at dø og det er den største svigt, der findes, selvom det er en egoistisk følelse at have. Derfor tager det lang tid for mig at lukke folk ind.

Mine to bedste veninder kæmpede nogle brave kampe! Anne fulgte simpelthen bare efter mig i hele starten af gymnasiet. Hun var altid lige i hælene på mig – heldigvis! Maria lukkede jeg først ind i løbet af 2.g, men vi har været bedste veninder lige siden. Nemlig fordi de ikke gav op. Det er de to mennesker i verden, der kender mig allerbedst.
Når jeg møder nye mennesker er jeg som regel ret mistroisk. Ej, ikke som regel – jeg er helt sikkert mistroisk! Det er en arbejdsskade og selvom den er blevet bedre, så er den der stadig. Selvom nogle mennesker helt undgår den! Det skete fx med folk fra mit gamle arbejde og fra mit studie. Heldigvis da 🙂

Når jeg har tillid til nogen, så skal der helt enormt meget til før jeg slipper den person igen.  Når jeg har fundet noget/nogen jeg kan lide, så giver jeg ikke op. Jeg kan måske endda være lidt pågående – men så synes jeg også rigtig godt om den person 🙂 Når man først har min tillid skal man virkelig gøre alt i sin magt før jeg vil give den fra mig igen og jeg giver mange chancer – måske for mange nogle gange. Jeg tror dog stadig på, at de mennesker, der har min tillid vil mig det bedste.

Jeg holder ud, jeg holder ved og jeg kæmper med næb og klør. Det er den jeg er. Jeg så det i starten som en krigeregenskab som jeg faktisk ikke rigtig ville have, men jo mere jeg tænkte over det, jo mere blev jeg overbevidst om, at det er den jeg er. Jeg har aldrig opgivet uden en lang, sej kamp først. Jeg har mistet mange familiemedlemmer, hvor min vedholdenhed var i god brug. Jeg har også måtte sige farvel til et par veninder på trods af min vedholdenhed, der måske fortsatte venskabet længere end det ellers ville have varet.

Jeg vil gøre alt for de personer, der er i mit liv. Jeg har nemlig selv valgt dem. Nogle har sneget sig ind uden, at jeg har opdaget det, nogle har selv kæmpet for at komme ind, mens har taget den lange, snoede vej. Lige meget hvad, så er de der for at blive og de slipper ikke så let fra mig 🙂

Overskriften kunne godt tyde på, at det, der vil komme efterfølgende er noget ophøjet fis. Det er det nu ikke. Jeg har ikke just været det mest taknemmelige menneske i verden. Faktisk er jeg ret sikker på, at jeg har været ret utaknemmelig. Jeg har aldrig sat pris på det jeg havde, men fokuseret på hvad jeg ikke havde. Det kan jeg afsløre, at man ikke bliver det gladeste menneske af. Men det er knageme også hårdt. Det er hårdt at være sur og tværs hele tiden og jeg var rigtig god til det. Det jeg husker allertydeligst er de gange, hvor jeg som vred teenager smææææækkede med døren (så der røg pus ned), trampede op af trappen og hoppede vildt på gulvet i mit værelse (der var lige over stuen). Nøj, hvor var jeg god til at være sur og utaknemmelig. Jeg var ret sikker på, at mine forældre var grunden til at alt var galt. Hvorfor kunne jeg ikke bare have normale forældre? Men det er sgu en trættende tankegang for man kan ikke bytte sine forældre, gemme sig bag et tv eller trampe uretfærdigheder væk. Hvad man kan gøre er at acceptere, at det nu er/var sådan og komme videre. Så det har jeg gjort.

Det lyder jo meget nemt nu, men det har det egentlig ikke været. I løbet af det sidste stykke tid har jeg opdaget, at jeg egentlig har en masse at være taknemmelig over, så hvorfor blive ved med at dvæle ved det negative jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Derfor vil jeg egentlig hellere være taknemmelig for de gode ting.

• Jeg er taknemmelig over, at min farmor og farfar altid var lige i nærheden (seriøst – de boede 500 meter væk)
• Jeg er taknemmelig over, at jeg nåede at opleve min far være en irriterende, nysgerrig, bekymrende, glad, helt normal far (også selvom det kun var i 6 måneder)
• Jeg er taknemmelig over, at jeg har et super godt forhold til min søster (hun hadede mig indtil jeg nåede aldren og højden, hvor jeg kunne holde på en greb og muge ud hos hestene – sjovt nok)
• Jeg er taknemmelig over, at Anne fulgte efter mig i starten af gymnasiet, for det var starten på vores venskab og Maria kom lige efter. Jeg er glad for, at vores venskab er så solidt, at vi kan håndtere hinandens skævheder og endda være sammen uden at lave noget
• Jeg er taknemmelig over, at have veninder, der forstår, når jeg fortæller, jeg har en dårlig dag og som motiverer helvede ud af mig
• Jeg er taknemmelig over, at jeg har fået et godt forhold til min moster og onkel, der nu fungerer som reserve-forældre (og de er supergode til at pylre om en når man er på ferie)
• Jeg er taknemmelig over, at jeg har mennesker i mit liv, der kun vil mig det bedst, og som hepper på mig alt hvad de kan, når de kan se/ved, at jeg udfordrer mig selv
• Jeg er taknemmelig over, at jeg er blevet et stærkt menneske, der kan sætte pris på de mennesker jeg har i mit liv og vide, at de er de helt rigtige

Det er så meget nemmere at være glad og taknemmelig end sur og tværs, så smil til din veninde, mor, far, bedsteforældre, kollega og fortæl dem hvad de betyder for dig. Det skaber kun glæde 🙂

Jeg kommer ikke ud af en optimistisk familie. Overhovedet. Min far var den største pessimist, der fandtes på denne jord og jeg ved faktisk ikke rigtig med min mor. Jeg tror ikke hun var optimistisk omkring særlig meget. Det er måske også lidt svært når man er diagnosticeret med en dødelig sygdom.  Min søster er meget optimistisk og nogle gange lidt for meget, men så er det godt jeg kan komme ind og kaste lidt pessimisme ind i ligningen 😉

Nå, men med hvad jeg vil kalde to pessimister til forældre er det ikke noget under, at jeg er/var en gevaldig pessimist. Grunden til at jeg skriver “er/var” er fordi jeg er skabsoptimist – jeg håber, håber, håber altid af hele mit hjerte på, at tingene går som jeg gerne vil have det, men jeg siger det aldrig højt – det foregår kun i mit hoved. Udadtil siger jeg de mere pessimistiske ting højt og skaber en eller anden lav barre af forventninger for mig selv og mine omgivelser. Problemet er bare, at min indvendige barre er sat meget højere og derfor bliver jeg som regel altid skuffet. Det er en skidedårlig uvane, og den gør mig intet godt.

I arbejdet med Louises bog Mental Topform er jeg blevet klar over, at jeg lægger en masse fælder for mig selv. Så er det da klart, at jeg skuffer mig selv hele tiden og andre ubevidst skuffer mig også. Det er jo ikke fordi jeg render rundt og kaster om mig med pessimisme, men hver gang lidt optimisme dukker op i mit hoved, så kommer pessimismen lige og siger “Ahhh, er du nu sikker på du tør gøre det?” eller “Du skal ikke håbe for der er mange andre, der kan det samme som du kan”. Men det er altså lidt for nedslående i længden! Jeg var egentlig ikke klar over, at jeg var pessimist før jeg begyndte at arbejde med Louises bog. Jeg troede bare jeg havde et depressivt sind og at sådan var det bare. MEN det passer jo ikke! Jeg er meget gladere når jeg er optimistisk og når jeg udfordrer mig selv. Der er jo ingen, der kommer ind i mit hoved og opdager mine pessimistiske tanker, så den eneste min pessimisme går ud over er mig selv, og når den ikke gør mig noget godt, så er det ikke noget jeg har lyst til at samle på. Overhovedet ikke. Hvorfor skulle jeg? Det lader til at alle omkring mig er optimistiske på mine vegne, så det er vist på tide, at jeg også kommer ind i kampen.

Selvfølgelig bliver man ikke optimist fra den ene dag til den anden. Det er en proces. Det har taget mig 27 år at blive pessimist, så mon ikke det tager lidt tid at komme af med det igen.

En af de fantastiske fordele ved at arbejde sammen med de seje damer fra Mental Topform-forløbet er, at man opdager, at man ikke er den eneste, der kæmper med tilfredshed og optimisme – det gør vi alle sammen. Det er bare svært at se, når man arbejder med det alene. Jeg er altid ladet helt op efter en tur til København og to timer i selskab med 5 mennesker, der alle har dæmoner at kæmpe med, men stadig formår at støtte og hjælpe hinanden 🙂

Ja, hvad er mental topform egentlig? Mange vil måske tro, at det betyder, at man er konstant glad, lykkelig og positivt, men det er knageme de færreste, der kan holde det ud i længden. Næ nej, det er såmænd “bare”, at man er bedre i stand til at håndtere de kriser som livet kaster mod en – for livet er fuld af kriser og sådan er det bare. I mange, mange år (nok egentlig mere hele mit liv) har jeg syntes, at verden var ret uretfærdig. Hvorfor var det lige, at jeg skulle få en syg mor og en syg far? Der var absolut ingen i mit liv, der opfordrede mig til at tænke positivt. Tværtimod, så synes alle, at det var mægtig synd for mig og det var det da også, men det værste er jo, at jeg troede på det. Ikke i den forstand, at det ikke har været hårdt og faktisk stadig er det, men mere, at jeg kom ind i offerrollen og der var rart at være. Der behøver man ikke tage stilling til så meget for verden og livet er uretfærdigt og sådan var det bare. Jeg kan godt afsløre allerede nu, at den indstilling ikke har bragt mange sjove stunder med sig, og det var først da jeg begyndte at tænke, at jeg måske ikke var den person i verden, der havde det allermest hårdt, at jeg kunne se ud over min egen næsetip.

Det er en træningssag at være mere positiv og det er sørme ikke noget man bliver natten over. Tro mig! Men vi har en uhyggelig tendens til at fokusere på det negative fordi vi gerne vil kunne forudsige farer, så de ikke får ram på os. Men det er der bare ikke særlig meget sjov ved. Vi tager ikke skade af at udfordre os selv lidt en gang imellem og fx gå alene i biografen eller måske bare sige til os selv, at vi er seje.

Jeg deltager lige nu i et Mental Topform-forløb med med Louise Luxhøi og 5 umådeligt seje damer, hvor vi arbejder med Louises bog Mental Topform. Louise har forsket og forsket i hvordan hjernen fungerer med positiv psykologi og er kommet frem til en række strategier for at opnå mere robusthed og overskud. Og ved I hvad? Det virker! Gamle, sure, gnavne mig (okay – jeg ved godt jeg måske ikke er så gammel, men jeg kan knageme være gnaven) er ved at forvandle sig fra en pessimist til en optimist. Nu siger jeg er ved fordi der er lidt vej endnu – jeg kan jo ikke bare skippe mine pessimistiske vaner for de har været mine tro følgesvende i mere end 20 år. Det kræver lidt tilvænning, og ifølge Louise er helt muligt – det kræver bare at vi har en fleksibel hjerne. Og en fleksibel hjerne kræver træning, men det er det værd for det er meget sjovere at være optimistisk end det er at være pessimistisk.

Svaret på det spørgsmål er som regel: Jo, det kan du godt. Det er jeg i hvert fald begyndt at sige til mig selv. Jeg er den første til at indrømme, at jeg sætter mine egne begrænsninger ret tæt op af de evner jeg er fuldstændig 100 % sikker på jeg mestrer til fulde. Det giver mig et meget lille roderum, for det er de færreste af os, der er supergeniale til alt. Jeg er i hvert fald ikke. Det er egentlig det første skridt på min vej, for jeg har givet mig selv en mission. Min mission går ud på, at jeg skal udfordre mig selv og skubbe mine grænser. Det er noget jeg er dårlig til på alle måder. Jeg holder mig altid til det velkendte og kaster mig (for det meste) ikke ud i noget nyt. Og når jeg gør det er det med hjertet oppe i halsen og svedige håndflader fordi hvad nu hvis folk opdager, at jeg ikke ved hvad jeg laver eller opdager, at jeg faktisk ikke er særlig god på dette område. Det er noget nær min største frygt – det ukendte. Men på den anden side, så vil jeg bare rigtig gerne opleve en hel masse, men det velkendte er rart og trygt.

Jeg vil gerne udvikle mig og kende mine grænser i stedet for at gætte og spekulere over hvad de mon egentlig er. Derfor har jeg besluttet mig for at gøre en hel masse ting alene – ikke fordi jeg ikke holder af menneskerne omkring mig, men fordi jeg har en tendens til at lade andre overtage. Derfor gik jeg alene i biografen. Nu er det jo ikke det helt vilde at gå i biografen, men det var knageme grænseoverskridende at gøre det alene. Folk kiggede også noget, men jeg synes det var sjovt, for jeg vidste, at jeg overskred en af mine usynlige grænser lige der. Jeg synes det er forkert, at vi alle tror vi skal gøre alting sammen. Selvfølgelig skal vi være sammen med hinanden, men vi må da også gerne gøre ting alene. Som f.eks. at gå i biografen. Men det er ikke noget vi er vant til. Og det er trist. Jeg var enormt stolt af mig selv efter min bio-tur og det var min omgangskreds også – fordi jeg netop havde turde gøre noget og fordi jeg havde skubbet til mine grænser. Det handler egentlig mest om at gøre noget, der gør en glad, men det aner man jo ikke hvad er før man prøver det.

I denne uge prøvede jeg for første gang:
1. At gå alene i biografen
2. At vandre rundt i København på jagt efter en café
3. At finde en café, slå mig ned med en god bog og en kop kaffe og bare læse i 3 timer

Alle disse ting var med til at gøre min uge til en helt genial en af slagsen. Jeg tror på at man kan hvad man vil, men man skal bare lige finde ud af hvad det er man vil. Det kræver at man tør prøve en masse ting og skubbe til nogle grænser. Så hvorfor ikke bare starte i det små og gå i biografen. Alene.

Jeg har i hvert fald planer om at blive ved med at skubbe mine grænser. Næste uge byder sikkert på en masse nye spændende ting.

I går stod jeg allerhelvedes tidligt op, da jeg havde tilmeldt mig en Cross Training Intro-time i Fitness World. Idet vækkeuret ringer bander jeg mig selv meget langt væk, men jeg havde heldigvis en aftale med min seje træningsbuddy, Kirstine og vi aflyser sjældent vores aftaler med hinanden. Timen startede kl 7.25, hvilket betød at jeg virkelig skulle op midt om natten. Men hold nu op, hvor var det en fed træning! Allerede efter kun én time er jeg hooked!

Men det er selvfølgelig ikke det, der er temaet for dette indlæg – det er derimod mit smil 🙂 Jeg havde sådan en lyst til at smile til folk  – måske fordi jeg var stolt af mig selv for at stå så tidligt op og fordi jeg havde fået en genial start på min dag – lige meget hvad, så var jeg i allerhøjeste humør, og jeg kunne ikke lade være med at smile til verden. Men verden ville ikke smile til mig – enten så har jeg lignet en pervers stodder, der bare smiler til alle tilgængelige mennesker eller så havde folk ikke den samme start på dagen som jeg havde. Men det var lige meget, for det gav mig egentlig lige så meget sjov, at folk kiggede meget mærkeligt tilbage på mig. Måske en dag min smile-charme smitter nok af på folk til at de tør smile tilbage. Smil til hinanden, folkens! Det varmer så godt 🙂

– Camilla K.