Jeg har ikke altid vidst, at jeg er særlig sensitiv. Jeg har dog altid vidst, at jeg er genert. Eller det troede jeg, at jeg var. Det har jeg også været, men det er simpelthen fordi jeg skulle nå at tænke ca. 137 tanker i de få sekunder det tager at hilse på et andet menneske. Det er ekstremt drænende og derfor holdt jeg mig tit for mig selv. Ikke på den dårlige måde. Jeg observerede. Det er det jeg gør og jeg er skidegod til det. Det vil jeg ikke engang lægge skjul på, for det er en af mine styrker og en af fordelene ved at være særlig sensitiv. Jeg er god til at aflæse andre mennesker og jeg reagerer fuldstændig på andre menneskers sindsstemning. Jeg kan leve mig uhyggeligt meget ind i folks følelser – og det er jo både godt og skidt. Godt fordi jeg kan sætte mig selv i deres sted, men skidt fordi jeg så føler noget, jeg ikke behøver at gennemgå.

Jeg ved nu, at jeg er særlig sensitiv og da jeg nævnte det for min veninde, Maria, udbrød hun bare: “Det tænkte jeg nok!”. Jamen godt så. Mine veninder accepterer mig for den jeg er og jeg elsker dem for det. De har oplevet mig være den tilbagetrukne, observerende Camilla, der åbner sig op når kysten er klar og den farverige, sprudlende og humoristiske Camilla, der føler sig godt tilpas i deres selskab. Det er altid en god indikator, at jeg føler mig godt tilpas hvis jeg laver masser af jokes – også dårlige jokes 🙂

Siden jeg fandt ud af, at jeg var særlig sensitiv er der så meget der er gået op for mig. Jeg kan godt være fuldstændig drænet efter en social dag/aften og have brug for at lade op i ro. Nogle gange har jeg ikke lyst til at være sammen med folk fordi mange mennesker samlet ét sted kan suge energien ud af mig. Jeg er et vanemenneske big time og jeg får koldsved ved tanken om at bryde en vane. Derfor øver jeg mig lige i øjeblikket på at gøre ting, jeg aldrig ville have gjort ellers. Jeg er ekstrem lydfølsom – ikke som sådan over for høj musik, men overfor lyde jeg ikke kan kontrollere. Naboer, der taler højt/larmer, folk, der tygger med munden åben, folk, der snorker(!!!!!) – så jeg sover altid med ørepropper, folk, der sukker utrolig meget (listen er laaaaaang!). Jeg tudbrøler hver eneste jeg ser andre græde – om det er på film eller in real life er lige meget, jeg græder snot alligevel. Og jeg bliver let forskrækket! Nu ved jeg hvorfor! Det er ikke bare fordi jeg er en piveskid 😉

Jeg synes egentlig ret godt om min særlige sensitivitet fordi den er med til at gøre mig til den jeg er. Jeg er en god veninde fordi jeg kan aflæse mine veninder. Jeg ved hvornår de pynter på tingene og jeg ved hvornår de har brug for den alvorlige Camilla og den humoristiske Camilla. Jeg er ekstra følsom, men jeg ser det ikke som en svaghed, men en styrke. Det er helt utroligt drænende, men jeg ville ikke være foruden det. Det er hvad, der gør mig til mig. Det og så mine dårlige jokes og farverige påklædning!

Ja, hvad er mental topform egentlig? Mange vil måske tro, at det betyder, at man er konstant glad, lykkelig og positivt, men det er knageme de færreste, der kan holde det ud i længden. Næ nej, det er såmænd “bare”, at man er bedre i stand til at håndtere de kriser som livet kaster mod en – for livet er fuld af kriser og sådan er det bare. I mange, mange år (nok egentlig mere hele mit liv) har jeg syntes, at verden var ret uretfærdig. Hvorfor var det lige, at jeg skulle få en syg mor og en syg far? Der var absolut ingen i mit liv, der opfordrede mig til at tænke positivt. Tværtimod, så synes alle, at det var mægtig synd for mig og det var det da også, men det værste er jo, at jeg troede på det. Ikke i den forstand, at det ikke har været hårdt og faktisk stadig er det, men mere, at jeg kom ind i offerrollen og der var rart at være. Der behøver man ikke tage stilling til så meget for verden og livet er uretfærdigt og sådan var det bare. Jeg kan godt afsløre allerede nu, at den indstilling ikke har bragt mange sjove stunder med sig, og det var først da jeg begyndte at tænke, at jeg måske ikke var den person i verden, der havde det allermest hårdt, at jeg kunne se ud over min egen næsetip.

Det er en træningssag at være mere positiv og det er sørme ikke noget man bliver natten over. Tro mig! Men vi har en uhyggelig tendens til at fokusere på det negative fordi vi gerne vil kunne forudsige farer, så de ikke får ram på os. Men det er der bare ikke særlig meget sjov ved. Vi tager ikke skade af at udfordre os selv lidt en gang imellem og fx gå alene i biografen eller måske bare sige til os selv, at vi er seje.

Jeg deltager lige nu i et Mental Topform-forløb med med Louise Luxhøi og 5 umådeligt seje damer, hvor vi arbejder med Louises bog Mental Topform. Louise har forsket og forsket i hvordan hjernen fungerer med positiv psykologi og er kommet frem til en række strategier for at opnå mere robusthed og overskud. Og ved I hvad? Det virker! Gamle, sure, gnavne mig (okay – jeg ved godt jeg måske ikke er så gammel, men jeg kan knageme være gnaven) er ved at forvandle sig fra en pessimist til en optimist. Nu siger jeg er ved fordi der er lidt vej endnu – jeg kan jo ikke bare skippe mine pessimistiske vaner for de har været mine tro følgesvende i mere end 20 år. Det kræver lidt tilvænning, og ifølge Louise er helt muligt – det kræver bare at vi har en fleksibel hjerne. Og en fleksibel hjerne kræver træning, men det er det værd for det er meget sjovere at være optimistisk end det er at være pessimistisk.