Min søster og jeg har en form for telekinetisk forbindelse – mest fordi min søster kan være virkelig dårlig til at forklare sig. Men det er okay for jeg har udviklet en evne til at vide hvad hun mener – for det meste. Det kræver mange års øvelse, men det er ret nyttigt.
Her ser I et eksempel på en helt realistisk samtale mellem mig og min søster:
Søster: “Kan du huske den der film med ham med håret?” (det er reelt sådan hun forklarer film hun har set)
Mig: “Jeg er ikke lige helt med på hvilken du mener?”
Søster: “Jo! Hende vi godt kan lide fra den der fodboldfilm er med! Og de synger”
Mig: “Hairspray?”
Søster: “Ja! Lige præcis. Hvorfor var du så langsom?”
Jeg har ikke engang spillet på min mobil og jeg er allerede træt af det.
Udelukkende fordi jeg er ved at køre folk ned hele tiden. Jeg er sikker på, at den Pokémon godt kan fanges inde fra fortorvet, så skrid væk fra cykelstien!
Jeg har forkørselsret for du burde slet ikke gå der, men når du nu alligevel har forvildet dig over på mit cykelterritorie, så vil det være rigtig lækkert hvis du lige vil kigge op engang i mellem. Bare lige med et par sekunders mellemrum, så du faktisk kan se, at jeg er ved at køre ind i dig. Tro mig, jeg gider faktisk ikke køre ind i dig, men det er svært at lade være når du bliver ved med at gå to skridt til højre for at skifte retning og spurte til venstre.
Jeg er med på, at Pokémon Go er skidesmart og det får en genial mængde mennesker til at bevæge sig. Jeg synes faktisk det er skide smart, men se lige efter hvor du går, så vi ikke begge ender på asfalten for jeg falder altså ikke på den smukke måde. Når jeg falder er det mere hen ad BANG! og det er der bare ikke nogen, der behøver at se.
Når det så er sagt, så er jeg også dobbeltmoralsk. Jeg får mig en ny mobilos i morgen (jeg er i øjeblikket velsignet med en iPhone 4S, der sleeeeeeeet ikke kan noget mere nu – apps er en utopi) og så skal jeg da også ud og jagte Pokémon! Jeg er vokset op med Pokémon i TV (favorit formiddagsTV dengang), men trak grænsen ved at samle kort. Til gengæld kan jeg Pokémonsangen i søvne! 😉 Jeg bliver jo nødt til at se hvad al den hype er omkring, men hvis jeg bliver en af dem, der trasker rundt hvor det passer mig, så er det helt okay at køre ind i mig 😀
Sigte godt med foden
Hvis vi har en nederdel, et par strømpebukser eller et par bukser om anklerne, så kan du være sikker på, at vi ikke gider bukke os ned for at samle dem op. Hvorfor gøre det når vi kan smide det hvor vi vil? Hvis der er en stol i hjørnet, en seng, en vasketøjskurv, så kan du være sikker på vi sigter efter den/det og rammer plet hver gang. Det er en gave og vi ved hvordan den skal bruges. Den kan også bruges i andre sammenhænge, hvis der nu lå nogen i seng… men det er altså en helt anden snak.
Tage en bh af på ingen tid
Joey er kongen af BH-aftagning, men os kvinder har egentlig også ret godt styr på det. Vi ved lige hvor man skal trykke, hive, holde nede for at blive befriet fra bryst-fængslet hurtigst muligt. Og det er næsten altid efterfulgt af et kæmpe suk. Come on – det er verdens bedste følelse at tage det monstrum af!
Indrette på baggrund af følelser
“Sofaen skal bare stå der fordi det føles rigtigt”. Det er lov og en helt igennem legitim begrundelse.
Sætte sig ind i dilemmaer (nogle gange lidt for godt)
“Er du sur på din søster? Hvad har hun gjort? Ih, det kan hun ikke være bekendt. Ja, jeg hader hende også nu”.
Græde over ingenting og alt
Har I set Marley & Me? *mic drop*
Bære nag
Vi har ikke noget problem med stadig at være sure på de piger, der gjorde nar af vores røde trusser i 4. klasse. Overhovedet ikke noget problem.
Finde grunde til at shoppe En god kop kaffe = grund. Solen skinner = grund. Det regner = grund. Godt humør = grund. Listen er uendelig. Der er altid en grund. Altid. A.L.T.I.D.
Mine veninder og jeg har efterhånden fået en ret god idé om hvad vi godt kunne tænke os kogt sammen i et flot mande-eksemplar. Som vi er blevet ældre har vi indset, at de fleste mænd ikke ligner Ryan Reynolds og listen er blevet lidt kortere. En lille smule.
Først er der de “basale” ønsker/”krav”:
1. Højden: Jeg er 1.78 og jeg har ikke lyst til at være den høje i det forhold. Mindstekravet er “kig mig direkte ind i øjnene”-højde.
2. Skæg: Èt ord: Måms! Hvis du kan gro et pænt skæg, så gør det! Det får dig bare til at ligne en mands mand og mig til at synes, du lige er 477 grader hottere!
3. Hår: Helst ikke længere end mit og jeg får altså også mindreværdkomplekser hvis du går mere op i dit hår end jeg gør i mit eget.
4. Bygning: Det nytter simpelthen bare ikke hvis du ligner en, der knækker midt over hvis du skal bære mere end 10 kg. Hvis du giver mig følelsen af, at jeg bliver passet på, så er der sgu jackpot!
5. Tøj: D.R.O.P. de f-ing hængerøvsbukser! De er ikke pæne på nogen og heller ikke dig! Klæd dig ordentligt og følg disse meget simple regler:
Ingen sokker i sandaler
Helst ikke nogen sandaler, men det kommer an på skoen
Ingen t-shirts nede i bukserne
6. Humor: Sort humor, ja tak. Jeg elsker at grine og hvis du tager mine jokes og kører videre på dem, jamen så bliver du ca. 239 grader hottere.
Så kommer vi til tillægsønskerne:
7. Dans: Ja tak. Der er da ikke noget bedre end en mand, der tør té sig på dansegulvet sammen med mig. S CLUB 7-style!
8. Dyr: Det er sgu næsten en deal breaker for jeg vil have både hunde, katte, høns og får. Okay, måske får lige er i overkanten, men altså you get the picture.
9. Musik: Ingen elektro-vred-langhåret mand-musik! Jeg bliver irriteret og så kommer vi ikke langt. Hvis du kan acceptere, at jeg kan alle NSYNC sange, de fleste Backstreet Boys sange, alle Justin Timberlake sange og det faktum, at jeg synes Bruce Springsteen er ret pæn at se på, ja så er du noget nær perfekt. Hvis så også synger sammen med mig på klassiskerne – VINDER!
10. Gak og løjer: Nogle gange får jeg fx lyst til en pudekamp, og så vil jeg ikke skældes ud for at krølle pudebetrækket, men i stedet erklæres åben krig (som jeg selvfølgelig vinder).
Men vigtigst af er alt er jo veninde-/søstertesten: Hvis de ikke kan lide dig, ja så er du fucked…
P.S. Hvis du ligner Ryan Gosling, så er alle tillægskravene lige meget!
Nu er det sket igen! Jeg mener – helt ærligt. Jeg havde ellers lovet mig selv, at nu var det nok. Men søndag eftermiddag gik det galt. Jeg kom til at bestille 3 nye bøger fra Waterstone’s. Jeg ved det. Jeg burde ikke have gjort det, men jeg kunne bare ikke lade være 😀
Jeg har formået at opbygge en pæn bogsamling herovre og min lille bogreol er hurtig blevet fyldt op. Favoritten so far må nok være The Girl on the Train af Paula Hawkins, men The Bones of You af Debbie Howell er lige bag efter.
Waterstone’s må være min favoributik herovre i det her UK her. Arhmen, det er da en skønherlig butik, der har et kæmpe udvalg af bøger og jeg skal virkelig tale alvorligt med mig selv for ikke at komme ud med 7 nye bøger hver gang jeg går derind.
Denne gange glæder jeg mig til at læse The Taking af Kimberly Derting, The Gates of Evangeline af Hester Young og My Life Next Door af Huntley Fitzpatrick. *pigefnis*
Oh my, oh my! Der sker ting og sager i Camilla-land! Og det er alle sammen ting, der nærmest får mig til at skide grønne grise 😀
1. Jeg har sagt min lejlighed op. Den har været min base i 5 år og der er ikke noget mere grænseoverskridende end at sige den op uden at have noget andet at bo i, men…
2. … jeg har fået job i London! Jep. Jow, den er god nok. Jeg flytter til London d. 8. september og det er superfedt, men angstprovokerende!
3. Jeg skal leve/bo ud af 2 kufferter i ét år. Og alle ved, at jeg har mange ting, så jeg giver ud til højre og venstre, smider ud og sorterer til den store guldmedalje. Og jeg hader det, men mon ikke det er sundt 🙂
Jeg glæder mig helt enormt meget til at opleve en masse nye ting og møde nye mennesker og det bedste af det hele er, at det kommer til at foregå i London, som jo er min favoritby og hvor folk har prøvet at overbevise mig om at flytte til i flere år. Nu sker det endelig! Vi starter med ét år og ser hvordan det går 😉 Jeg er trods alt inkarneret fynbo 😀
Der findes absolut intet bedre end duften af nybagt brød, nybagt kage eller måske også kagen fra i går. Hvis der er mere tilbage that is! Jeg har altid elsket at bage. Jeg elsker absolut ikke at lave mad, men jeg elsker at bage. Min fantasi rækker ikke langt når det kommer til alm. mad – jeg har styr på kartofler, pasta, sovs og kødsovs, men så strækker fantasien sig heller ikke længere. Men når det kommer til bagning er det en helt anden snak 🙂
Når jeg bager er jeg altid i mit happy place. Altid. Det slår aldrig fejl. Det er total eskapisme og jeg nyder hvert et øjeblik af det. Og det ender jo altid med noget godt 🙂
Jeg plejede altid at bage en superlækker chokoladekage da jeg boede hjemme hos min forældre. Den var/er bastant som bare pokker, men hvor smager den godt! Problemet var bare, at jeg aldrig rigtig selv spiste den. Min farfar fik den altid med hjem for ham og min farmor var jo at den skole, hvor der var aftenkaffe når nyhederne starte kl. 21 på dr1. Jeg har prøvet at bage chokoladekagen her i min lejlighed, men den ovn der er her er bare ikke med på mit all-starhold! Jeg havde STYR på ovnen i mit barndomshjem (den og jeg havde en connection!) og den her ovn varmer som den har lyst! Det kan jeg da ikke bruge til noget. Men jeg bager alligevel – halvdelen af muffins’ne/cupcakes’ne/kagen/pølsebrødene skal jo nok blive spiselige 😀
Jeg går som regel igennem forskellige faser. Bagefaser. Hos min forældre var det meget chokoladekagen og pizzabunde. Min far og min søster bestilte tit pizzabunde fordi ingen af dem kunne bage om så deres liv afhang af det. Min søster er genial til at lave mad, men hendes bageevner er… øhm… ikke helt på samme niveau 😉 Jeg var også vild med at bage nogle specielle muffins med makroner og chokolade (hold nu kæft de smager godt!)
Da jeg flyttede i lejlighed var det cupcakes, der overtog pladsen. Nøøøøøøøøj, hvor har jeg bagt mange cupcakes! Givet dem til højre og venstre – veninder, familie og kolleger har alle fået cupcakes. ALLE!
Lige i øjeblikket er det pølsebrød (I know!) – de smager simpelthen så godt. Det eneste problem er, at ingen har smagt mine pølsebrød endnu for de bliver ved med at forsvinde. NED I MIN MAVE! Arhmen altså! Jeg skal til barnedåb i weekenden, hvor jeg skal bage pølsebrød, men jeg er simpelthen nødt til at bage dem i sidste øjeblik, for ellers er der slet ikke nogen at tage med, for så vil jeg have spist dem alle!
I dag har jeg prøvet noget andet. Nemlig at bage cookies. Jeg har prøvet at bage cookies én gang før, men det var med peanutbutter og fy for den lede, det kan jeg bare ikke lide! Badr.
De cookies jeg har bagt i dag er med en helvedes masse chokolade, så det kan da ikke gå helt galt og hvis det gør, så har jeg haft det sjovt undervejs 😀
Opskrift på triple chocolate cookies #tanyaburr
Al den lækre chokolade, der er i. Det stod i opskriften, så den følger man jo 🙂
Arhmen altså! Det er jo genialt, det der cross training! Jeg har hele tiden (mens jeg har trænet), at cross training var for de virkelig seje typer. Altså dem, der ved hvad de laver med deres træning. De har et formål. Jeg har aldrig helt rigtig vidst hvad jeg lavede når jeg trænede – ikke andet end, at det gjorde mig i godt humør og at det virkede mod mine depressioner. Mere var der ikke i det og der var absolut ingen struktur på det. Det er nok også derfor, at jeg kunne træne regelmæssigt i en måneds tid og derefter bare droppe det helt, for jeg havde ingen plan eller noget jeg gerne ville.
Men nu er der struktur på. Big time! Jeg har fundet ud af, at jeg træner bedst om morgen (så kommer jeg også tidligt op – en af eftervirkninger fra depression er, at jeg er dårlig til at stå op), jeg har fundet ud af, at jeg faktisk godt kan lide at spinne (førhen syntes jeg det var dybt godnat at spinne, når man kunne cykle ude i naturen – problemet var bare at jeg hverken gjorde det ene eller det andet), jeg har fundet ud af, at jeg hader at squatte (hvad sker der for alle de piger, der synes det er fedt?! Det er en trææææææls øvelse!), og jeg elsker at afprøve mine grænser. Jeg er kørt fast i de sædvanlige Stram Op timer hos Fitness World og jeg kedede mig. Det gjorde min træningsmakker vist også for vi gad egentlig ikke til de timer. Så fik jeg en god idé – jeg kunne godt tænke mig at prøve cross training fordi jeg havde en idé om, at funktionel træning ville motivere mig mere end at stå på en lang række og squatte i takt til musikken. Det var ikke svært at overbevise min træningsmakker for hun meldte sig til med det samme (jeg var ellers klar med en stor salgstale!). Nu må jeg sige at jeg er virkelig bidt at det – timen gå simpelthen så stærkt, at man glemmer man er træt (fordi man er nødt til at stå op midt om natten for at træne kl. 7.25) og det er en fed følelse. Hvad der er en lige så fed følelse er overskuddet af energi bagefter, der gør at man kan nuppe en spinningstime også!
Det er virkelig fedt, at jeg har fundet en struktur på min træning. Jeg keder mig til “stå på en række”-timerne og er oppe at køre over “giv den alt hvad du har”-timerne. Det er en vild udvikling for mig, der for ca. et år siden kun turde komme på dansetimerne, fordi alle så lige tossede ud når de dansede. Jeg er så glad for at min kollega (og nu bedste træningsmakker) blev ved med at spørge om vi ikke snart skulle træne og at jeg gjorde det! Det er en fed følelse at mærke, at ens krop er blevet udfordret og, at man kan mærke man bliver stærkere. Fed følelse!
Svaret på det spørgsmål er som regel: Jo, det kan du godt. Det er jeg i hvert fald begyndt at sige til mig selv. Jeg er den første til at indrømme, at jeg sætter mine egne begrænsninger ret tæt op af de evner jeg er fuldstændig 100 % sikker på jeg mestrer til fulde. Det giver mig et meget lille roderum, for det er de færreste af os, der er supergeniale til alt. Jeg er i hvert fald ikke. Det er egentlig det første skridt på min vej, for jeg har givet mig selv en mission. Min mission går ud på, at jeg skal udfordre mig selv og skubbe mine grænser. Det er noget jeg er dårlig til på alle måder. Jeg holder mig altid til det velkendte og kaster mig (for det meste) ikke ud i noget nyt. Og når jeg gør det er det med hjertet oppe i halsen og svedige håndflader fordi hvad nu hvis folk opdager, at jeg ikke ved hvad jeg laver eller opdager, at jeg faktisk ikke er særlig god på dette område. Det er noget nær min største frygt – det ukendte. Men på den anden side, så vil jeg bare rigtig gerne opleve en hel masse, men det velkendte er rart og trygt.
Jeg vil gerne udvikle mig og kende mine grænser i stedet for at gætte og spekulere over hvad de mon egentlig er. Derfor har jeg besluttet mig for at gøre en hel masse ting alene – ikke fordi jeg ikke holder af menneskerne omkring mig, men fordi jeg har en tendens til at lade andre overtage. Derfor gik jeg alene i biografen. Nu er det jo ikke det helt vilde at gå i biografen, men det var knageme grænseoverskridende at gøre det alene. Folk kiggede også noget, men jeg synes det var sjovt, for jeg vidste, at jeg overskred en af mine usynlige grænser lige der. Jeg synes det er forkert, at vi alle tror vi skal gøre alting sammen. Selvfølgelig skal vi være sammen med hinanden, men vi må da også gerne gøre ting alene. Som f.eks. at gå i biografen. Men det er ikke noget vi er vant til. Og det er trist. Jeg var enormt stolt af mig selv efter min bio-tur og det var min omgangskreds også – fordi jeg netop havde turde gøre noget og fordi jeg havde skubbet til mine grænser. Det handler egentlig mest om at gøre noget, der gør en glad, men det aner man jo ikke hvad er før man prøver det.
I denne uge prøvede jeg for første gang:
1. At gå alene i biografen
2. At vandre rundt i København på jagt efter en café
3. At finde en café, slå mig ned med en god bog og en kop kaffe og bare læse i 3 timer
Alle disse ting var med til at gøre min uge til en helt genial en af slagsen. Jeg tror på at man kan hvad man vil, men man skal bare lige finde ud af hvad det er man vil. Det kræver at man tør prøve en masse ting og skubbe til nogle grænser. Så hvorfor ikke bare starte i det små og gå i biografen. Alene.
Jeg har i hvert fald planer om at blive ved med at skubbe mine grænser. Næste uge byder sikkert på en masse nye spændende ting.
