Jeg er så småt ved at komme igang med spinning igen efter en lille (læs: laaaaaaang) pause. Jeg har haft lidt problemer med mit knæ, der udover at være udfordret fra naturens side, så også valgte at låse sig fast i uhensigtsmæssige positioner. En ny MRI-scanning har dog afsløret, at der ikke er nogen bruskskader, så lægen vil gerne have, at jeg træner alt det jeg kan inden for rimelighedens (smerte-)rammer. Som sagt, så gjort.
Ej, det passer ikke.
Jeg er sgu også doven. Det kan jeg ikke løbe fra. Jeg har jo nået at finde ud af, at det er sjovt at sidde på sin flade, men fyldige røv i sofaen og det kræver altså lidt (eller ret så meget) overtalelse at få lokket mig væk derfra.
Heldigvis er jeg en nærigrøv. For det meste slår det faktisk min dovenhed, så jeg gider ikke betale benzin til min bil for at køre 4 km til skole eller 7,5 km til træningscentret. Og gudskelov for det! Det er det eneste, der redder min røv fra at falde ned mellem sprækkerne i sofaen 😉
Jeg tror egentlig jeg altid har en eller anden undskyldning klar når jeg træner. Ikke for at slippe for træning, men for ikke at give mig 100 %. Jeg har et dårligt knæ og hvad så? Det er min allerbedste undskyldning. Og nogle gange er det sandt – jeg kan ikke give mig 100 % når jeg fx står oppe i spinningscyklen og skal cykle foran takten. Min venstre knæ virker ikke på samme måde som mit højre og nogle gange lader jeg det fylde mere end det bør. Jeg skal passe ekstra på for ikke at overanstrenge det vfor når det sker, ja så kan jeg som regel ikke gå i en måneds tid og skal i gang med genoptræning. Igen. Men hvis jeg nu begyndte at lytte til min krop, så kan jeg faktisk give mig 100 % OG passe på mit knæ.
I dag var jeg til spinningevent i Fitness World og det var skide hårdt. Sådan “jeg tror jeg brækker mig lige om lidt”-hårdt. Fordi jeg gav alt hvad jeg havde. Det var ren udholdenhedskørsel i 1,5 time og jeg fortrød ca. 7 gange, at jeg havde tilmeldt mig. Men fordi nogle pas var 12 min. lange, så kunne jeg ikke bare stoppe 20 sek. før, som jeg plejer, for så var der sgu stadig flere minutter tilbage. Så sagde instruktøren noget som jeg egentlig godt vidste, men aldrig gjorde. Hun sagde, at hvis man havde knæskader, så var det i orden at sætte sig ned undervejs i passet. HALLO! Ja selvfølgelig er det det, men jeg har aldrig gjort det. Jeg har bare prøvet at følge med så længe jeg kunne, indset jeg ikke kunne og så sat farten ned og givet op indtil næste pas. Det giver en blanding af succes og fiasko fordi du er kommet afsted, men du har ikke givet alt for du ved du sagtens kunne have givet mere.
I dag gav jeg mere. Udelukkende fordi passene var så skide lange, at jeg kunne nå at have mange samtaler med mig selv undervejs. Jeg kunne mærke da jeg nåede til det punkt jeg plejer at tro er mit max, men der var der altså stadig 7 minutter tilbage af passet. Hvad gør man så? Står af cyklen? Lader som om skoen sidder lidt forkert? Tørrer sved ekstra langsomt af panden? Ja for fanden! Men så er der stadig 6 minutter og 45 sekunder tilbage. What to do? Jeg gav mig selv en lille opsang og kørte videre. Jeg opdagede, at det hjalp at lukke øjnene og lytte til tempoet i musikken og så glemme, at der sad mennesker omkring mig.
Det virkede! Jeg døde ikke og der var energi nok til det næste sindssygt lange pas. Who knew?! Jeg gjorde ikke. Jeg tror jeg opdagede, at jeg kan mere end jeg tror. Jeg sætter mentale grænser for mig selv for ikke at blive skuffet, men jeg bliver faktisk mere skuffet over de mentale grænser.
Jeg skal arbejde på at lade være med at begrænse mig selv. Spinning er en håndgribelig ting at tage fat på, men det er nok ikke kun der det sker. Men hvis jeg starter der, så hjælper det nok.
Jeg har gjort det igen. Startet for hårdt ud. Lagt for mange planer som jeg ikke har en jordisk chance for at nå.
Jeg startede “Vægttabsonsdag” mest som en digital gulerod for mig selv og hvis jeg var heldig kunne jeg inspirere nogle i processen. Problemet er bare, at det var lidt for meget, lidt for hurtigt.
Jeg er lige flyttet i egen lejlighed efter at have boet hos min søster i 3 måneder og jeg nød min frihed. Rigtig meget. Lidt for meget. Så alt det jeg havde tabt hjemme hos min søster, ja det er sgu røget på igen. Men det er faktisk okay. Jeg slår ikke mig selv oveni hovedet med det for jeg havde brug for det. Ja, jeg havde brug for at spise en hel plade Marabou en onsdag aften. Bare fordi.
Oveni det kommer stressen over at finde et arbejde. Sådan et voksenarbejde. Som alle de voksne mennesker har. Sådan et savner jeg. Sådan et vil jeg rigtig gerne have. Så mens jeg åd min chokolade svømmede jeg nok også lidt for meget i min egen sø af selvmedlidenhed. Det er dog ikke en særlig lækker sø at svømme i og badetiden er ovre. Jagten er sat ind og jeg er klædt på til kamp, for der er ikke nogen, der kommer og giver mig et job hjemme på min sofa. Det ville være perfekt, men ikke særlig sandsynligt.
Nu er jeg ved at være kommet på plads i min nye lejlighed, og der er kommet overskud til bjerget af ansøgninger, der skal skrives. Sammen med overskud kommer også realiteten. Realiteten er, at jeg ikke kunne overskue vægttab, flytning og jobsøgning i én kæmpestor, rodet pærevælling.
Jeg har egentlig også indset, at hvis jeg vil have noget til at ske, så skal jeg netop selv få det til at ske. Ikke noget med at blive overfaldet af sofaen hver dag og spise chokoladekiks dagen lang. Nej. Det er mere noget i retningen stå op, spise morgenmad, pak din taske, cykl (!) ud på biblioteket, skriv en dødgod ansøgning, cykl hjem igen, lav mad, spis, gå i seng og gentag. So that’s what I’m gonna do! Og selvfølgelig tage til spinning. Jeg er nødt til at tage til spinning ellers kommer jeg til at slå nogen ned i processen og hjælper bare slet ikke på noget som helst.
Slutteligt er her nogle kloge ord fra kongen af fokus – The Rock:
Så blev det onsdag og vægttabsonsdag 😀 Dette burde være det 3. indlæg, men jeg var døden nær i sidste uge med en ond forkølelse, så der spiste jeg masser af chokolade og drak te med sukker. Alt med balance (selvom der ikke var megen balance i det chokolade 😛 )
Nå men, vi er up and running igen! Jeg har overhovedet ikke trænet den sidste måneds tid – jeg har simpelthen hverken haft tid eller overskud til det. Og det er helt okay. Det har jeg opdaget. Førhen var jeg af den opfattelse, at jeg skulle træne alle kiloene væk og maden var et hjælpemiddel til dette. Jeg ved egentlig godt, at det er omvendt, men i mit hoved gav dette mest mening. Efter maj måned må jeg sige, at jeg er ved at være overbevidst.
Med hensyn til maden, så har jeg i øjeblikket lyst til havregryn om morgenen. Med sukker på. Og det er også helt i orden. Der skal være en balance i det hele og jeg gider rent ud sagt ikke købe mig fattig i forskellige erstatningsvarer, når sukker virker helt fint.
Jeg har det på samme måde med ost – lad nu være med at købe den fedtfattige fordi du tror den er bedre for dig. Det betyder ikke, at du kan spise hele pakken uden at tage på. Det betyder, at al det gode fedt, der holder dig mæt i lang tid, er taget ud. Hvis du køber den fedtfattige fordi du synes den smager bedst, jamen så er jeg helt med på den. Hvis det er fordi du er bange for fedtet, så lad være og prøv den alm. ost. Det smager godt og holder dig mæt i længere tid 🙂
Nedenunder her ses en typisk aftensmad for mig. I stedet for pasta, så har jeg revet 1/4 squash, puttet kødsovs over og pyntet med revet cheddar. I sovsen er der oksekød, løg, hvidløg, gulerødder og masser af krydderier. Og havartiost. Bare en skive. Det giver god smag til sovsen! Og fordi der er masser af gode ting og sager i, så kunne jeg kun spise 1 portion og jeg holder mig aldrig tilbage, hvis jeg kan spise mere 😛
Okay – nu til de kolde, hårde facts: Der er sket ting og sager både på vægten og med målebåndet. Og jeg har vitterligt ikke lavet dagens gode gerning 😉
11/5-16 1/6-16
vægt: 98,2 kg vægt: 96,5 kg
arm: 33 cm arm: 33 cm
talje: 90 cm talje: 88,5 cm
navle: 112 cm navle: 106 cm
mavedelle: 123 cm mavedelle: 119,5 cm
lår: 76 cm lår: 74 cm
bryst: 104 cm bryst: 102 cm
Det er ikke det vilde, der er sket, men der er sket lidt og det har altid ret. På lidt over en halv måned er der røget 1,7 kg og 15 cm – skide godt! 😀
Som så mange andre, så trænger jeg til at tabe et par kilo eller 15. Nok mere 15, hvis jeg skal være helst ærlig. Og det er jeg.
Billedet er 1 år gammelt, men der er ikke sket meget på formfronten.
Jeg tror egentlig aldrig jeg har været “normalvægtig” – hvis man lige ser bort fra de tidlige teenageår, hvor jeg bare voksede til højre og venstre. Nej, jeg har aldrig haft en “normal” krop (så kan vi så diskutere hvad normalt er og det er i virkeligheden nok også det forkerte ord i denne sammenhæng – men lige det bedste jeg kan komme på). Jeg har altid haft en stoooooor numse og det er overhovedet ikke den jeg er ked af. Jeg elsker min numse – der er SÅ mange, der træner hele tiden for at få en stor numse og jeg har den fra naturens hånd – what’s nok to like? Jeg nævner i flæng: Stor numse har også en tendens til at give store lår og det er bare ikke så lækkert – det er bedst at kunne se hvor de to adskilles henne. Store lår giver appelsinhud – ja, jeg ved, det er nok vi alle får, men alligevel. Fordi jeg har en stor numse, men også en talje, er jeg pæreformet og det betyder mavefedt. Det er faktisk mit største problem. Mavefedt. Mavefeeeeeeedt. Jeg hader det. Jeg mener ikke, at jeg har en lille topmave (for jeg nævnte jo, at jeg faktisk er velsignet med en talje) – næh nej, det er en full blown delle, der bare er i vejen og gør livet surt for alt det tøj, der ikke går ind i taljen.
Åh. Det minder mig om min største røv-udfordring. I kender godt de der kjoler, der skal sidde løst hele vejen ned fra bryst til røv? Det gør de ikke. Aldrig. Min røv er altid i vejen. Ha! Jeg sværger til kjoler, der går ind i taljen (og jeg mener TALJEN – ikke lige under brysterne. Der sidder min talje altså ikke) for jeg har egentlig en okay talje. Det er mavedellen lige under taljen, der ødelægger hele regnestykket.
Mavedellen, der ødelægger det hele for taljen og numsen!
SÅ DERFOR starter jeg nu på en seriøs vægttabsrejse (den er seriøs fordi der rent faktisk er nødt til at ske noget nu – det nytter ikke bare at snakke om det. Walk the talk og alt det der). En af mine bedste veninder skal giftes om 1 år og det er min deadline. Det må gerne ske før, men 1. maj 2017 er absolut sidste deadline. Jeg er allerede begyndt at løbe og har spinnet i lang tid, men nu skal jeg vist til at tage mig sådan rigtigt sammen. Og I er inviteret med. Det bliver med maddagbog og træningsupdates – yay! Billeder en masse 😀
Her får I lige de tørre facts, der er mit starting point:
Vægt: 98,2 kg
Arm: 33 cm
Talje: 90 cm
Navle: 112 cm
Mavedelle: 123 cm
Lår: 76 cm
Bryst: 104 cm
Der skal ske forbedringer over hele linjen og det er det Vægttabsonsdag er til for. Det skal holde mig i ørene og give mig nogle at stå til regning over for. Måske er der endda nogle, der vil med på vognen 🙂
Jeg elsker spinning! Det er hardcore træning, der giver gode resultater og gør mig glad. Meeeeeen når man sidder deroppe på cyklen, så kan man nå at tænke mange tanker.
Hold kæft, hvor er jeg træt. Jeg har stadig ondt i røven efter sidste gang!
Apropos røv, så håber jeg satme min røv bliver lækker af det her…
Åh gud, jeg håber ikke min røv ser alt for stor ud for dem, der sidder bagved!
Hun har godt nok en pæn numse. Mon hun laver andet end spinning. Hey, jeg har også de Kari Traa-bukser…
Mon hun ved, at hendes bukser er gennemsigtige? Hvis hun ved det, hvorfor sidder hun så på første række?
Guuuuuuuuud, hvor er det her musik skide irriterende. Det gider jeg altså give den gas til. Det kan jeg gøre på fredag så.
Pyyyyyyyyh! Første pause – så må halvdelen af timen været gået nu… 14 minutter?! Er der kun gået f-ing 14 minutter?!?
Undskyld, sagde han lige, at vi skulle køre tyskerprogrammet? Altså høre tysk musik i hele 50 minutter?! Er det for sent at snige sig stille ud…?
Hende der over følger ikke takten… Er det mig, der ikke følger takten? Hvad sker der? Er det enkelt takt?! Dobbelt takt?! HVAD FANDEN ER TAKTEN?!?
Hun sagde, der var 15 sekunder til pause – jeg har talt til 15! Hvor er pausen?!
Hvad mener han med, at vi skal have den sidste, tunge belastning på? Det troede jeg vi allerede havde gjort!
Okay, okay. Jeg kan sagtens klare det her *skruer belastning på* FOR MEGET! FOR MEGET! Stop! Stop! Stooooooop!
Hvis jeg ser ud som om jeg skal spænde min sko, så kan jeg lige skubbe mine lunger ned på plads igen…
Jeg sveder mere end hende ved siden af. Betyder det så, at jeg er i bedre form eller dårligere form?
Jeg håber VIRKELIG, jeg får en god røv af det her!
Seriøst! Kan du ikke tælle?! 8 sekunder er 8 sekunder og ikke 15!
Ligner jeg en, der er ved at dø? For jeg er ved at dø!!!!
Hallooooooo! Jeg sveder en sø og så siger du til mig, at dem, der vil give den max gas kan hoppe med på timen efter?! Hvad har jeg så lige gjort? Givet den lige-under-max-men-over-middel gas?!?
Jeg har altid kigget på motionsløberne og tænkt, at de er fuldstændig skøre i hovedet. Hvorfor løbe når man kan lade være. Bevares, det er da smart hvis man bliver jagtet af en kæmpe dinosaur, men det er næppe sandsynligt.
Nu er jeg så faldet i fælden – jeg er selv begyndt at løbe. Ikke hurtigt. Nogle vil måske endda mene, at jeg bare går hurtigt, men det er bedst at starte langsomt ud. Jeg prøvede sidste år, men nåede ikke så langt, så nu prøver jeg igen.
Jeg bruger app’enGet Running, der fortæller mig hvornår jeg skal gå og hvornår jeg skal løbe. Den siger, den kan få mig til at nå de 5 km på 9 uger – det skal nok blive spændende. App’en fungerer sådan, at en dame fortæller mig hvornår jeg skal starte og hvornår jeg skal stoppe. Det gør hun når der er henholdsvis 30 sek og 10 sek til start og stop. Hun tæller også ned – det kan være lidt irriterende. Især når hun minder dig om, at du kun har løbet de 2 ud af 8 min. Så har man lyst til at slå hende. Bare en lille smule. Træningen er delt ind i uger og hver uge har tre træninger. De fleste uger er alle tre træninger de samme (som fx uge 1 hvor man skiftevis løber 1 min og går 1,5 min), men nogle uger varierer de tre træninger også (som fx uge 5 hvor alle tre træninger er forskellige).
Jeg brugte også app’en sidste år, hvor jeg også begyndte at løbe indtil en (til) knæskade satte mig ud af spillet. Det er egentlig ikke en knæskade, der kan gøres noget ved, idet jeg er født uden en særlig dyb knæskål på venstre knæ (det har sikkert et super fancy navn på latin, men jeg ikke huske det). Det gør, at venstre knæskal har lidt for let ved at ryge ud og det sker engang i mellem og når det går – ja, så er jeg sendt til tælling og starter forfra hver gang.
Jeg kan også allerede afsløre, at jeg absolut ikke kommer til at løbe 5 km på rekordtid, men jeg vil også hellere kunne løbe 5 km end løbe hurtigt. Søndag var træning 1 og i dag er træning 2.
Arhmen altså! Det er jo genialt, det der cross training! Jeg har hele tiden (mens jeg har trænet), at cross training var for de virkelig seje typer. Altså dem, der ved hvad de laver med deres træning. De har et formål. Jeg har aldrig helt rigtig vidst hvad jeg lavede når jeg trænede – ikke andet end, at det gjorde mig i godt humør og at det virkede mod mine depressioner. Mere var der ikke i det og der var absolut ingen struktur på det. Det er nok også derfor, at jeg kunne træne regelmæssigt i en måneds tid og derefter bare droppe det helt, for jeg havde ingen plan eller noget jeg gerne ville.
Men nu er der struktur på. Big time! Jeg har fundet ud af, at jeg træner bedst om morgen (så kommer jeg også tidligt op – en af eftervirkninger fra depression er, at jeg er dårlig til at stå op), jeg har fundet ud af, at jeg faktisk godt kan lide at spinne (førhen syntes jeg det var dybt godnat at spinne, når man kunne cykle ude i naturen – problemet var bare at jeg hverken gjorde det ene eller det andet), jeg har fundet ud af, at jeg hader at squatte (hvad sker der for alle de piger, der synes det er fedt?! Det er en trææææææls øvelse!), og jeg elsker at afprøve mine grænser. Jeg er kørt fast i de sædvanlige Stram Op timer hos Fitness World og jeg kedede mig. Det gjorde min træningsmakker vist også for vi gad egentlig ikke til de timer. Så fik jeg en god idé – jeg kunne godt tænke mig at prøve cross training fordi jeg havde en idé om, at funktionel træning ville motivere mig mere end at stå på en lang række og squatte i takt til musikken. Det var ikke svært at overbevise min træningsmakker for hun meldte sig til med det samme (jeg var ellers klar med en stor salgstale!). Nu må jeg sige at jeg er virkelig bidt at det – timen gå simpelthen så stærkt, at man glemmer man er træt (fordi man er nødt til at stå op midt om natten for at træne kl. 7.25) og det er en fed følelse. Hvad der er en lige så fed følelse er overskuddet af energi bagefter, der gør at man kan nuppe en spinningstime også!
Det er virkelig fedt, at jeg har fundet en struktur på min træning. Jeg keder mig til “stå på en række”-timerne og er oppe at køre over “giv den alt hvad du har”-timerne. Det er en vild udvikling for mig, der for ca. et år siden kun turde komme på dansetimerne, fordi alle så lige tossede ud når de dansede. Jeg er så glad for at min kollega (og nu bedste træningsmakker) blev ved med at spørge om vi ikke snart skulle træne og at jeg gjorde det! Det er en fed følelse at mærke, at ens krop er blevet udfordret og, at man kan mærke man bliver stærkere. Fed følelse!
