For 6 år siden var jeg på ferie i England med min veninde, Anne. Det var en helt igennem genial tur og det eneste vi kom op at tottes om var hvem, der skulle køre bilen. Det var fantastisk at køre hele vejen ned gennem England og nyde den flotte natur.

Den sidste dag ændres det dog. Min far ringede tidligt om morgen og sagde, at jeg skulle skynde mig at komme hjem. Han troede, at jeg landede kl. 8 om morgenen og ikke kl. 20 om aftenen. Han nægtede at fortælle mig hvad der var sket, da han fandt ud af, at jeg først landede om aftenen. Men min stædighed og uro ville ikke godtage det og han fortalte mig det. Min mor var død. Hjemmehjælperne kunne ikke vække hende og hun var meget kort efter gået bort. Derhjemme i hendes seng.

Min mor led af sklerose, som blev konstateret i 1996 og hun fik omkring 5 år at leve i. Hun døde først i 2009, så hun tilføjede lige 8 år til deres dystre udsigter. Det var sejt. Det var bestemt ikke sjovt på noget tidspunkt, for sklerose nedbryder langsomt kroppen, men hovedet fejler ikke noget. Men min mor havde et mål og det mål var at se mig få min studenterhue på og det gik i opfyldelse i 2007. Det var som om hun ville sikre sig, at mig og min søster havde styr på vores liv inden hun tog afsted. Hun ventede så lige 2 år mere bare for at sikre sig.

Hun døde da hverken min søster eller jeg var hjemme og det er jeg overbevist om, hun gjorde med vilje. Og jeg er også overbevist om, at det kan lade sig gøre. Hun led ikke. Mens hun sov begyndte hendes organer at svigte og hun gik i koma. Der var ikke noget drama med det undtagen, at da jeg rejste på ferie havde jeg en mor og da jeg kom hjem igen var hun væk. Men det er mit drama.

Jeg savner min moar. Det er helt sikkert, men jeg er virkelig også glad for, at hun fik fred for at være låst fast i sin egen krop er et helvede – lige meget hvad. I dag er det præcis 6 år siden hun fik fred og jeg savner hende egentlig mere for hvert år, der går.

Det her er et meget farligt indlæg for alle, der kender mig ved, at jeg elsker film. De fleste synes faktisk, at det er træls at se film med mig fordi jeg har set de fleste og kan huske dem alle. Jeg giver dem ret i, at det er irriterende, at jeg kan huske alle film jeg har set. Og jeg har set mange. Som i rigtig mange. Som i rigtig, rigtig mange. Når jeg er på ferie hos min moster gennemgår hun lige tv-oversigten for film med mig for at evt. finde en, jeg endnu ikke har set. Det sker ikke så tit, men så kan jeg da give mine anbefalinger videre 🙂

Men nu er det, jeg bevæger mig ud på farlig grund, for hvilke film er mine favoritter? Her forbeholder jeg mig retten til at betegne film-serier som én film, ellers bliver det en meget lang liste.

Sådan ser min top 5 ud – vi starter nedefra:

#5 The Holdiday:
Denne film er skyld i, at jeg hvert år ønsker mig en cottage på landet i England. Det er endnu ikke gået i opfyldelse, men jeg venter troligt. Selvom jeg absolut ikke er fan af Jude Law, så er han super lækker og nuttet i denne film og jeg elsker Kate Winslet. Jeg elsker altid Kate Winslet.

#4 Ringenes Herre-trilogien:
De er nogle virkelig flotte film og historien er gribende hele vejen igennem. Næsten. Fordi Frodo driver mig til vanvid. Han er simpelthen så irriterende, at jeg altid har en masse, der skal ordnes når det er hans tid på skærmen. Han er grunden til filmenes placering. Men jeg eeeeeeeeelsker Gimli og Legolas! Og Gandalf. Og Aragorn. Og Merry og Pippin.

#3 Transformers (men ikke #3 og slet ikke den med Mark Wahlberg):
Jeg er vild med Optimus Prime. Det er så nemt som det. Og Bumblebee er herlig, fantastisk, sød, rar og alt det man ikke forventer en bil skal være. Jeg synes historien hænger godt sammen i de to første film og specialeffekterne er jeg en sucker for. Fantastiske film.

#2 Harry Potter-filmene:
De er skidegode. Så er det sagt. Undtagen film 3 (Fangen fra Azkaban) – det er simpelthen den mørkeste film jeg længe har set (helt bogstavligt) og Remus Lupus’ forvandling til varulv er virkelig dårlig lavet. Hvilket egentlig også gælder 1’eren, hvor Harry spiller Quidditch og det ser ud som om han ikke har nogle knogler i kroppen. Men udover det er det geniale film (og endnu bedre bøger!)

Og… Tra daaaaaaaaah! Vinderen er:

#1 Forældrefælden:
Jep, det er den med Lindsey Lohan og jeg er klar over den er gammel og hun var sød og nuttet dengang. Men nøøøøøøøj, hvor jeg elskede den film da jeg var mindre og nu minder den mig bare om happy times og er en af de få film jeg kan se igen og igen. Og igen. Og så lige en gang til.

Der var selvfølgelig ikke plads til alle mine favoritfilm. Her er et par stykker, der ikke kom med på listen, men som er mægtig gode:

Pretty Woman (den er jo nærmest selvskrevet), Hairspray, Mary Poppins, Halløj i Klostret, Hobitten, Tilbage til Fremtiden (men ikke del III), Avengers (absolut ikke den nyeste!), Narnia-filmene (jeg er fan af Aslan!), Star Wars (men ikke de nyeste, der skal forestille at være de første – næh nej!), Iron Man (men ikke #3 – han kan virkelig ikke lige pludselig have en nedsmeltning in the middle of nowhere og en overflod af følelser – han er Iron Man!) og Thor.

Jeg tror jeg er nødt til at gå ind og ligge i fosterstilling mens jeg prøver at dæmpe min dårlige samvittighed over de film, jeg har glemt! Gisp!