Nogle vil måske mene, at man som 30-årig med én uddannelse allerede burde vide hvad man vil når man bliver “stor”, men I beg to differ! Jeg har nemlig stadig ikke helt styr på det der uddannelseshalløj og fast arbejde.

Hvis man læste mit forrige indlæg, så ved I allerede, at jeg har faktisk har en uddannelse. Sådan en akademisk én af slagsen. And I love it! Men jeg kan ikke bruge den til en dyt. Eller jo, det kan jeg jo godt. Jeg glemmer jo ikke bare lige alt det jeg har lært i mine seks år på universitetet.

• Jeg ved, hvordan man kommunikere mest hensigtsmæssigt internt i en virksomhed.
• Jeg ved, at darwinistisk litteraturteori med snilde kan bruges til fortolkning af Jane Austens “Pride & Prejudice”.
• Jeg ved, at der er forskel mellem corporate branding og employer branding (selvom mange chefer hårdnakket mener, at corporate branding ER employer branding. (No. It. Is. NOT).
• Jeg ved, at krisekommunikation er noget enhver virksomhed kan og vil få brug for in the days of shitstorms. Og jeg ved hvordan man gør.
• Jeg ved, at jeg har specialiseret mig i employer branding fordi medarbejderne er grundstenene i enhver virksomhed. Derfor er medarbejderfastholdelse og medarbejdertiltrækning så vigtig for der findes ingen ambassadører, der er bedre end tilfredse medarbejdere.
• Jeg ved, at jeg tog et helt fag kun om Oliver Twist på min BA og jeg er ikke sikker på, jeg kan huske hvorfor. Men det er nu en god historie.

Jeg er sikker på, at alt det jeg har lært, er noget jeg tager med mig overalt. Selvom jeg ikke får lov til at arbejde inden for mit felt lige nu. Hvad gør jeg så? Jeg skal være lærer. Jeg skal undervise i engelsk, dansk og kristendomskundskab/religion. Hvorfor? Fordi jeg er træt af at få at vide, at jeg er én ud af 400 ansøgere og desværre blev det ikke mig, der fik jobbet i denne omgang, men held og lykke i fremtiden. Det har jeg fået at vide alt for mange gange og jeg gider ikke høre på det mere. Jeg vil SÅ gerne arbejde inden for mit felt, men for søtan hvor er det svært at komme igennem nåleøjet og jeg er ikke sikker på, jeg vil mere.

Jeg er god til at undervise og jeg nyder det faktisk. Dét havde jeg ikke troet da jeg startede som vikar i en 8. klasse. Smidt midt ud på det dybeste, bundløse hav og jeg havde ingen idé om hvordan jeg skulle komme ind på land igen. Men ind til land kom jeg og senere viste det sig, at den bedsteste 7. klasse overbeviste mig om, at jeg skulle være lærer.

Jeg har haft krise. På sådan et “hvem er jeg egentlig?”-plan.

Det er blevet meget normalt at definere sig udfra sin profession. Det har jeg selv gjort. Det havde jeg det helt fint med, da jeg studerede på universitetet. For jeg synes det lød fedt. Det var fedt at kunne sige “Jeg studerer engelsk på universitetet”. Så ved man ligesom, at man mener business.

Jeg har altid vidst, at jeg skulle på universitetet. Ikke fordi jeg altig har vidst hvad jeg ville være når jeg blev “stor”, men fordi jeg altid har fået at vide, at det var det rigtige. Min far gik tidligt ud af skolen og arbejdede sig op til værkfører. Min mor gik heller aldrig på gymnasiet, men gik på aftenskole og uddannede sig til økonoma og blev køkkenleder. Mine forældre var seje, men min far ville så gerne have, at mig og min søster fik gode uddannelser. Det betød gymnasiet og universitetet. Det havde jeg det fint med. For jeg vidste ikke, at der fandtes andet. Det har aldrig været et problem.

Men det er det nu.

Jeg har en god uddannelse i engelsk og international virksomhedskommunikation som jeg ikke bruger til noget. Ikke fordi jeg ikke gerne vil, men fordi der er så mange ligesom mig. Jeg er ikke alene. De humanistiske kandidatuddannelser (mest sprog og kunst) har en ledighed på 26,5 %. Det er ret meget. Vi vil alle sammen gerne i job, men det er så utrolig svært at få muligheden for at bevise sit værd når der som regel er 200-400 ansøgere til det samme job. Så mister man modet.

Det er begrænset hvor lang tid man kan blive ved med at tro på, at det nok skal lykkedes. For mig varede det ca. 3 år. Det er 3 år siden jeg blev cand.ling.merc. og jeg er så stolt af min titel fordi jeg nød hvert eneste øjeblik på universitetet – forelæsningerne, hvor underviserne fyldte mit hoved med viden, vaniljekaffen til en femmer, pølsehornene i kantinen om fredagen, studiegruppen, mit speciale.

Det er 3 år siden jeg blev færdig på universitetet og blev uddannet til ledighed. Og det sutter røv. Simpelthen. Det kan ikke siges pænere. Hvert eneste øjeblik på dagpenge er som at prøve at trække vejret med nogen siddende oven på din brystkasse. Det holder ikke. Jeg kan ikke finde ud af at være på dagpenge. Jeg hader det og jeg bryder mig ikke om det. “Så kan du jo bare få et job” er der mange, der siger. Ved I hvad? Det vil jeg så forfærdelig gerne.

Men tilbage til mit uddannelsesproblem.

Jeg skal være lærer. Det er noget af et hop fra min oprindelige uddannelse og så alligevel ikke. Jeg studerede engelsk og kommunikation. Jeg skal være lærer i engelsk, dansk og religion. Det passer fint til mig og det jeg interesserer mig for. Uddannelsesloftet driller mig dog, så jeg må betale for min uddannelse selv. Det er okay. Det er jeg hverken sur eller skuffet over. Men jeg er ærgerlig over, at fremdriftreformen har skabt en overflod af kandidater, der slås om de samme jobs og uddannelsesloftet, der tvinger os til at ligne hinanden uden mulighed for at kunne specialisere os mere eller hjælpe os til at skille os mere ud. Jeg er også ærgerlig over, at jeg ikke får “lov” til at bruge min fancy pancy titel til så meget, men så får jeg bare endnu en til samlingen samtidig med, at jeg er glad for, at det stadig er en mulighed.

Jeg har gjort det igen. Startet for hårdt ud. Lagt for mange planer som jeg ikke har en jordisk chance for at nå.

Jeg startede “Vægttabsonsdag” mest som en digital gulerod for mig selv og hvis jeg var heldig kunne jeg inspirere nogle i processen. Problemet er bare, at det var lidt for meget, lidt for hurtigt.

Jeg er lige flyttet i egen lejlighed efter at have boet hos min søster i 3 måneder og jeg nød min frihed. Rigtig meget. Lidt for meget. Så alt det jeg havde tabt hjemme hos min søster, ja det er sgu røget på igen. Men det er faktisk okay. Jeg slår ikke mig selv oveni hovedet med det for jeg havde brug for det. Ja, jeg havde brug for at spise en hel plade Marabou en onsdag aften. Bare fordi.

Oveni det kommer stressen over at finde et arbejde. Sådan et voksenarbejde. Som alle de voksne mennesker har. Sådan et savner jeg. Sådan et vil jeg rigtig gerne have. Så mens jeg åd min chokolade svømmede jeg nok også lidt for meget i min egen sø af selvmedlidenhed. Det er dog ikke en særlig lækker sø at svømme i og badetiden er ovre. Jagten er sat ind og jeg er klædt på til kamp, for der er ikke nogen, der kommer og giver mig et job hjemme på min sofa. Det ville være perfekt, men ikke særlig sandsynligt.

Nu er jeg ved at være kommet på plads i min nye lejlighed, og der er kommet overskud til bjerget af ansøgninger, der skal skrives. Sammen med overskud kommer også realiteten. Realiteten er, at jeg ikke kunne overskue vægttab, flytning og jobsøgning i én kæmpestor, rodet pærevælling.

Jeg har egentlig også indset, at hvis jeg vil have noget til at ske, så skal jeg netop selv få det til at ske. Ikke noget med at blive overfaldet af sofaen hver dag og spise chokoladekiks dagen lang. Nej. Det er mere noget i retningen stå op, spise morgenmad, pak din taske, cykl (!) ud på biblioteket, skriv en dødgod ansøgning, cykl hjem igen, lav mad, spis, gå i seng og gentag. So that’s what I’m gonna do! Og selvfølgelig tage til spinning. Jeg er nødt til at tage til spinning ellers kommer jeg til at slå nogen ned i processen og hjælper bare slet ikke på noget som helst.

Slutteligt er her nogle kloge ord fra kongen af fokus – The Rock:

High five!

Ja, overskriften siger det hele. Jeg gør mig store overvejelser på jobfronten i øjeblikket. Jeg er uddannet cand.ling.merc., men det er resten af Danmark sgu også næsten.

Der er simpelthen en overflod af akademikere og vi vil alle sammen gerne have de samme jobs. Nogle er så heldige at slippe igennem nåleøjet frisk fra universitetet, mens de fleste bliver mødt med beskeden om, at vi gerne skal have lidt mere erfaring.

Mit problem er bare: Hvem skal give mig den erfaring, hvis du ikke gør det? Alle efterspørger mere erfaring, men ikke mange vil give den fra sig. Problem!

Nå, men jeg synes faktisk ikke livet på dagpenge er særlig spændende, så jeg prøver at tænke i lidt andre baner. Jeg har allerede været inde over muligheden for at blive selvstændig, men det er jo ikke bare noget, der lige sker hen over et par dage. Det er nok noget jeg har mere gåpåmod til når jeg rent faktisk har en stabil indkomst i forvejen.

Derfor har jeg tænkt lidt over mine interesserer og om det kunne bruges til noget. Udover sociale medier, kommunikation og især employer branding, er jeg ret glad for at læse (det er mest engelske bøger jeg læser – fantasy, thillere og chick-lit), så jeg har faktisk tænkt mig at søge elevplads som boghandler. Det har ikke særlig meget at gøre med min uddannelse, men hey – hele DK er sgu også næsten uddannet i det samme som mig, så man må være lidt kreativ. Derudover ser jeg det kun som et plus, at jeg ved en masse om kommunikation, marketing, branding, sociale medier og tekstforfatning – det kan være muligheder byder sig, og så kan jeg springe til. Man skal aldrig sige aldrig (bare spørg Justin Bieber 😉 )

Jeg håber, det bringer noget med sig 😀

Åh. Så er jeg tilbage i DK og det eneste jeg kan sige er: Åh. Og med et suk efter. Altså sådan et langt suk. Sådan her: suuuuuuuuuuuuuuuuuuuuk!

Min beslutning om at komme tilbage til DK skete af personlige grunde og det er fint nok. Jeg savner London helt enormt meget, men det var vigtigt, at jeg kom tilbage til DK og sådan er det. Når man sådan kommer tilbage til DK, man er færdiguddannet og egentlig meget gerne vil arbejde, så er det næste naturlige skridt jo, at man søger jobs. Og mand, hvor har jeg søgt jobs! Jeg har været hjemme i præcis én måned og har sendt 8 meget målrettede ansøgninger afsted – antal afslag so far, spørger I? Det må være en flad 6’er. Der er stadig 2 ansøgninger ude, men med 2 afslag i dag inden klokken var 10, så nærer jeg ikke meget håb.

Begrundelserne i disse afslag er for det meste ret ens. Der er én ting, som de alle vægter meget højt. Nemlig erfaring. Tillad mig her at komme med min holdning til dette:

JAMEN FOR HELVEDE! HVORDAN SKAL MAN FÅR ERFARNING, NÅR INGEN VIL TILLADE DIG AT FÅ ERFARING???!!!!????

*rant over* *ånd innnnnnd og uuuuuuud*

Jeg er simpelthen uforstående overfor hvorfor alle virksomheder vil have 26 årige kandidatuddannede med min. 10 års erfaring. Det giver jo ikke mening. Det er ligesom at tro på enhjørninge. Det er en smuk tanke, men næppe realistisk.