Jeg har ikke altid vidst, at jeg er særlig sensitiv. Jeg har dog altid vidst, at jeg er genert. Eller det troede jeg, at jeg var. Det har jeg også været, men det er simpelthen fordi jeg skulle nå at tænke ca. 137 tanker i de få sekunder det tager at hilse på et andet menneske. Det er ekstremt drænende og derfor holdt jeg mig tit for mig selv. Ikke på den dårlige måde. Jeg observerede. Det er det jeg gør og jeg er skidegod til det. Det vil jeg ikke engang lægge skjul på, for det er en af mine styrker og en af fordelene ved at være særlig sensitiv. Jeg er god til at aflæse andre mennesker og jeg reagerer fuldstændig på andre menneskers sindsstemning. Jeg kan leve mig uhyggeligt meget ind i folks følelser – og det er jo både godt og skidt. Godt fordi jeg kan sætte mig selv i deres sted, men skidt fordi jeg så føler noget, jeg ikke behøver at gennemgå.

Jeg ved nu, at jeg er særlig sensitiv og da jeg nævnte det for min veninde, Maria, udbrød hun bare: “Det tænkte jeg nok!”. Jamen godt så. Mine veninder accepterer mig for den jeg er og jeg elsker dem for det. De har oplevet mig være den tilbagetrukne, observerende Camilla, der åbner sig op når kysten er klar og den farverige, sprudlende og humoristiske Camilla, der føler sig godt tilpas i deres selskab. Det er altid en god indikator, at jeg føler mig godt tilpas hvis jeg laver masser af jokes – også dårlige jokes 🙂

Siden jeg fandt ud af, at jeg var særlig sensitiv er der så meget der er gået op for mig. Jeg kan godt være fuldstændig drænet efter en social dag/aften og have brug for at lade op i ro. Nogle gange har jeg ikke lyst til at være sammen med folk fordi mange mennesker samlet ét sted kan suge energien ud af mig. Jeg er et vanemenneske big time og jeg får koldsved ved tanken om at bryde en vane. Derfor øver jeg mig lige i øjeblikket på at gøre ting, jeg aldrig ville have gjort ellers. Jeg er ekstrem lydfølsom – ikke som sådan over for høj musik, men overfor lyde jeg ikke kan kontrollere. Naboer, der taler højt/larmer, folk, der tygger med munden åben, folk, der snorker(!!!!!) – så jeg sover altid med ørepropper, folk, der sukker utrolig meget (listen er laaaaaang!). Jeg tudbrøler hver eneste jeg ser andre græde – om det er på film eller in real life er lige meget, jeg græder snot alligevel. Og jeg bliver let forskrækket! Nu ved jeg hvorfor! Det er ikke bare fordi jeg er en piveskid 😉

Jeg synes egentlig ret godt om min særlige sensitivitet fordi den er med til at gøre mig til den jeg er. Jeg er en god veninde fordi jeg kan aflæse mine veninder. Jeg ved hvornår de pynter på tingene og jeg ved hvornår de har brug for den alvorlige Camilla og den humoristiske Camilla. Jeg er ekstra følsom, men jeg ser det ikke som en svaghed, men en styrke. Det er helt utroligt drænende, men jeg ville ikke være foruden det. Det er hvad, der gør mig til mig. Det og så mine dårlige jokes og farverige påklædning!

Åh, det kan være en kamp! I hvert fald i min verden. Tillid er ikke det jeg har mest af. Det passer måske ikke – det er nok mere vejen dertil, der er en kamp. Men det er blevet bedre og når du først har min tillid, så giver jeg ikke slip igen.

En af de andre deltagere ved Mental Topform-forløbet påpegede, at jeg er en meget stærk person, men min tillid er hårdt fortjent. Det overrumplede mig faktisk. Men hun har helt ret. Folk gjorde ikke andet end at svigte mig mens jeg voksede op. Selvfølgelig ikke dem alle sammen, men alt handlede om sygdom, dårlig samvittighed, om at blive hurtig voksen og der er altså ikke mange, der bliver voksen som 8-årig. Jeg bad også adskillige gange min far om at holde op med at drikke, hvilket jeg som voksen kan se, var en meget dårlig taktik, men som teenager var skyldfølelse mit bedste forsvar. Og det var jeg god til at dele ud af. Folk jeg holdt af blev også ved med at dø og det er den største svigt, der findes, selvom det er en egoistisk følelse at have. Derfor tager det lang tid for mig at lukke folk ind.

Mine to bedste veninder kæmpede nogle brave kampe! Anne fulgte simpelthen bare efter mig i hele starten af gymnasiet. Hun var altid lige i hælene på mig – heldigvis! Maria lukkede jeg først ind i løbet af 2.g, men vi har været bedste veninder lige siden. Nemlig fordi de ikke gav op. Det er de to mennesker i verden, der kender mig allerbedst.
Når jeg møder nye mennesker er jeg som regel ret mistroisk. Ej, ikke som regel – jeg er helt sikkert mistroisk! Det er en arbejdsskade og selvom den er blevet bedre, så er den der stadig. Selvom nogle mennesker helt undgår den! Det skete fx med folk fra mit gamle arbejde og fra mit studie. Heldigvis da 🙂

Når jeg har tillid til nogen, så skal der helt enormt meget til før jeg slipper den person igen.  Når jeg har fundet noget/nogen jeg kan lide, så giver jeg ikke op. Jeg kan måske endda være lidt pågående – men så synes jeg også rigtig godt om den person 🙂 Når man først har min tillid skal man virkelig gøre alt i sin magt før jeg vil give den fra mig igen og jeg giver mange chancer – måske for mange nogle gange. Jeg tror dog stadig på, at de mennesker, der har min tillid vil mig det bedste.

Jeg holder ud, jeg holder ved og jeg kæmper med næb og klør. Det er den jeg er. Jeg så det i starten som en krigeregenskab som jeg faktisk ikke rigtig ville have, men jo mere jeg tænkte over det, jo mere blev jeg overbevidst om, at det er den jeg er. Jeg har aldrig opgivet uden en lang, sej kamp først. Jeg har mistet mange familiemedlemmer, hvor min vedholdenhed var i god brug. Jeg har også måtte sige farvel til et par veninder på trods af min vedholdenhed, der måske fortsatte venskabet længere end det ellers ville have varet.

Jeg vil gøre alt for de personer, der er i mit liv. Jeg har nemlig selv valgt dem. Nogle har sneget sig ind uden, at jeg har opdaget det, nogle har selv kæmpet for at komme ind, mens har taget den lange, snoede vej. Lige meget hvad, så er de der for at blive og de slipper ikke så let fra mig 🙂