Tillid, din hårde banan!

Åh, det kan være en kamp! I hvert fald i min verden. Tillid er ikke det jeg har mest af. Det passer måske ikke – det er nok mere vejen dertil, der er en kamp. Men det er blevet bedre og når du først har min tillid, så giver jeg ikke slip igen.

En af de andre deltagere ved Mental Topform-forløbet påpegede, at jeg er en meget stærk person, men min tillid er hårdt fortjent. Det overrumplede mig faktisk. Men hun har helt ret. Folk gjorde ikke andet end at svigte mig mens jeg voksede op. Selvfølgelig ikke dem alle sammen, men alt handlede om sygdom, dårlig samvittighed, om at blive hurtig voksen og der er altså ikke mange, der bliver voksen som 8-årig. Jeg bad også adskillige gange min far om at holde op med at drikke, hvilket jeg som voksen kan se, var en meget dårlig taktik, men som teenager var skyldfølelse mit bedste forsvar. Og det var jeg god til at dele ud af. Folk jeg holdt af blev også ved med at dø og det er den største svigt, der findes, selvom det er en egoistisk følelse at have. Derfor tager det lang tid for mig at lukke folk ind.

Mine to bedste veninder kæmpede nogle brave kampe! Anne fulgte simpelthen bare efter mig i hele starten af gymnasiet. Hun var altid lige i hælene på mig – heldigvis! Maria lukkede jeg først ind i løbet af 2.g, men vi har været bedste veninder lige siden. Nemlig fordi de ikke gav op. Det er de to mennesker i verden, der kender mig allerbedst.
Når jeg møder nye mennesker er jeg som regel ret mistroisk. Ej, ikke som regel – jeg er helt sikkert mistroisk! Det er en arbejdsskade og selvom den er blevet bedre, så er den der stadig. Selvom nogle mennesker helt undgår den! Det skete fx med folk fra mit gamle arbejde og fra mit studie. Heldigvis da 🙂

Når jeg har tillid til nogen, så skal der helt enormt meget til før jeg slipper den person igen.  Når jeg har fundet noget/nogen jeg kan lide, så giver jeg ikke op. Jeg kan måske endda være lidt pågående – men så synes jeg også rigtig godt om den person 🙂 Når man først har min tillid skal man virkelig gøre alt i sin magt før jeg vil give den fra mig igen og jeg giver mange chancer – måske for mange nogle gange. Jeg tror dog stadig på, at de mennesker, der har min tillid vil mig det bedste.

Jeg holder ud, jeg holder ved og jeg kæmper med næb og klør. Det er den jeg er. Jeg så det i starten som en krigeregenskab som jeg faktisk ikke rigtig ville have, men jo mere jeg tænkte over det, jo mere blev jeg overbevidst om, at det er den jeg er. Jeg har aldrig opgivet uden en lang, sej kamp først. Jeg har mistet mange familiemedlemmer, hvor min vedholdenhed var i god brug. Jeg har også måtte sige farvel til et par veninder på trods af min vedholdenhed, der måske fortsatte venskabet længere end det ellers ville have varet.

Jeg vil gøre alt for de personer, der er i mit liv. Jeg har nemlig selv valgt dem. Nogle har sneget sig ind uden, at jeg har opdaget det, nogle har selv kæmpet for at komme ind, mens har taget den lange, snoede vej. Lige meget hvad, så er de der for at blive og de slipper ikke så let fra mig 🙂