Optimisme? Hvad er nu det for en størrelse?

Jeg kommer ikke ud af en optimistisk familie. Overhovedet. Min far var den største pessimist, der fandtes på denne jord og jeg ved faktisk ikke rigtig med min mor. Jeg tror ikke hun var optimistisk omkring særlig meget. Det er måske også lidt svært når man er diagnosticeret med en dødelig sygdom.  Min søster er meget optimistisk og nogle gange lidt for meget, men så er det godt jeg kan komme ind og kaste lidt pessimisme ind i ligningen 😉

Nå, men med hvad jeg vil kalde to pessimister til forældre er det ikke noget under, at jeg er/var en gevaldig pessimist. Grunden til at jeg skriver “er/var” er fordi jeg er skabsoptimist – jeg håber, håber, håber altid af hele mit hjerte på, at tingene går som jeg gerne vil have det, men jeg siger det aldrig højt – det foregår kun i mit hoved. Udadtil siger jeg de mere pessimistiske ting højt og skaber en eller anden lav barre af forventninger for mig selv og mine omgivelser. Problemet er bare, at min indvendige barre er sat meget højere og derfor bliver jeg som regel altid skuffet. Det er en skidedårlig uvane, og den gør mig intet godt.

I arbejdet med Louises bog Mental Topform er jeg blevet klar over, at jeg lægger en masse fælder for mig selv. Så er det da klart, at jeg skuffer mig selv hele tiden og andre ubevidst skuffer mig også. Det er jo ikke fordi jeg render rundt og kaster om mig med pessimisme, men hver gang lidt optimisme dukker op i mit hoved, så kommer pessimismen lige og siger “Ahhh, er du nu sikker på du tør gøre det?” eller “Du skal ikke håbe for der er mange andre, der kan det samme som du kan”. Men det er altså lidt for nedslående i længden! Jeg var egentlig ikke klar over, at jeg var pessimist før jeg begyndte at arbejde med Louises bog. Jeg troede bare jeg havde et depressivt sind og at sådan var det bare. MEN det passer jo ikke! Jeg er meget gladere når jeg er optimistisk og når jeg udfordrer mig selv. Der er jo ingen, der kommer ind i mit hoved og opdager mine pessimistiske tanker, så den eneste min pessimisme går ud over er mig selv, og når den ikke gør mig noget godt, så er det ikke noget jeg har lyst til at samle på. Overhovedet ikke. Hvorfor skulle jeg? Det lader til at alle omkring mig er optimistiske på mine vegne, så det er vist på tide, at jeg også kommer ind i kampen.

Selvfølgelig bliver man ikke optimist fra den ene dag til den anden. Det er en proces. Det har taget mig 27 år at blive pessimist, så mon ikke det tager lidt tid at komme af med det igen.

En af de fantastiske fordele ved at arbejde sammen med de seje damer fra Mental Topform-forløbet er, at man opdager, at man ikke er den eneste, der kæmper med tilfredshed og optimisme – det gør vi alle sammen. Det er bare svært at se, når man arbejder med det alene. Jeg er altid ladet helt op efter en tur til København og to timer i selskab med 5 mennesker, der alle har dæmoner at kæmpe med, men stadig formår at støtte og hjælpe hinanden 🙂