Helt ærligt

Jeg tror egentlig jeg altid har en eller anden undskyldning klar når jeg træner. Ikke for at slippe for træning, men for ikke at give mig 100 %. Jeg har et dårligt knæ og hvad så? Det er min allerbedste undskyldning. Og nogle gange er det sandt – jeg kan ikke give mig 100 % når jeg fx står oppe i spinningscyklen og skal cykle foran takten. Min venstre knæ virker ikke på samme måde som mit højre og nogle gange lader jeg det fylde mere end det bør. Jeg skal passe ekstra på for ikke at overanstrenge det vfor når det sker, ja så kan jeg som regel ikke gå i en måneds tid og skal i gang med genoptræning. Igen. Men hvis jeg nu begyndte at lytte til min krop, så kan jeg faktisk give mig 100 % OG passe på mit knæ.

I dag var jeg til spinningevent i Fitness World og det var skide hårdt. Sådan “jeg tror jeg brækker mig lige om lidt”-hårdt. Fordi jeg gav alt hvad jeg havde. Det var ren udholdenhedskørsel i 1,5 time og jeg fortrød ca. 7 gange, at jeg havde tilmeldt mig. Men fordi nogle pas var 12 min. lange, så kunne jeg ikke bare stoppe 20 sek. før, som jeg plejer, for så var der sgu stadig flere minutter tilbage. Så sagde instruktøren noget som jeg egentlig godt vidste, men aldrig gjorde. Hun sagde, at hvis man havde knæskader, så var det i orden at sætte sig ned undervejs i passet. HALLO! Ja selvfølgelig er det det, men jeg har aldrig gjort det. Jeg har bare prøvet at følge med så længe jeg kunne, indset jeg ikke kunne og så sat farten ned og givet op indtil næste pas. Det giver en blanding af succes og fiasko fordi du er kommet afsted, men du har ikke givet alt for du ved du sagtens kunne have givet mere.

I dag gav jeg mere. Udelukkende fordi passene var så skide lange, at jeg kunne nå at have mange samtaler med mig selv undervejs. Jeg kunne mærke da jeg nåede til det punkt jeg plejer at tro er mit max, men der var der altså stadig 7 minutter tilbage af passet. Hvad gør man så? Står af cyklen? Lader som om skoen sidder lidt forkert? Tørrer sved ekstra langsomt af panden? Ja for fanden! Men så er der stadig 6 minutter og 45 sekunder tilbage. What to do? Jeg gav mig selv en lille opsang og kørte videre. Jeg opdagede, at det hjalp at lukke øjnene og lytte til tempoet i musikken og så glemme, at der sad mennesker omkring mig.

Det virkede! Jeg døde ikke og der var energi nok til det næste sindssygt lange pas. Who knew?! Jeg gjorde ikke. Jeg tror jeg opdagede, at jeg kan mere end jeg tror. Jeg sætter mentale grænser for mig selv for ikke at blive skuffet, men jeg bliver faktisk mere skuffet over de mentale grænser.

Jeg skal arbejde på at lade være med at begrænse mig selv. Spinning er en håndgribelig ting at tage fat på, men det er nok ikke kun der det sker. Men hvis jeg starter der, så hjælper det nok.