Cross training!

Arhmen altså! Det er jo genialt, det der cross training! Jeg har hele tiden (mens jeg har trænet), at cross training var for de virkelig seje typer. Altså dem, der ved hvad de laver med deres træning. De har et formål. Jeg har aldrig helt rigtig vidst hvad jeg lavede når jeg trænede – ikke andet end, at det gjorde mig i godt humør og at det virkede mod mine depressioner. Mere var der ikke i det og der var absolut ingen struktur på det. Det er nok også derfor, at jeg kunne træne regelmæssigt i en måneds tid og derefter bare droppe det helt, for jeg havde ingen plan eller noget jeg gerne ville.

Men nu er der struktur på. Big time! Jeg har fundet ud af, at jeg træner bedst om morgen (så kommer jeg også tidligt op – en af eftervirkninger fra depression er, at jeg er dårlig til at stå op), jeg har fundet ud af, at jeg faktisk godt kan lide at spinne (førhen syntes jeg det var dybt godnat at spinne, når man kunne cykle ude i naturen – problemet var bare at jeg hverken gjorde det ene eller det andet), jeg har fundet ud af, at jeg hader at squatte (hvad sker der for alle de piger, der synes det er fedt?! Det er en trææææææls øvelse!), og jeg elsker at afprøve mine grænser. Jeg er kørt fast i de sædvanlige Stram Op timer hos Fitness World og jeg kedede mig. Det gjorde min træningsmakker vist også for vi gad egentlig ikke til de timer. Så fik jeg en god idé – jeg kunne godt tænke mig at prøve cross training fordi jeg havde en idé om, at funktionel træning ville motivere mig mere end at stå på en lang række og squatte i takt til musikken. Det var ikke svært at overbevise min træningsmakker for hun meldte sig til med det samme (jeg var ellers klar med en stor salgstale!). Nu må jeg sige at jeg er virkelig bidt at det – timen gå simpelthen så stærkt, at man glemmer man er træt (fordi man er nødt til at stå op midt om natten for at træne kl. 7.25) og det er en fed følelse. Hvad der er en lige så fed følelse er overskuddet af energi bagefter, der gør at man kan nuppe en spinningstime også!

Det er virkelig fedt, at jeg har fundet en struktur på min træning. Jeg keder mig til “stå på en række”-timerne og er oppe at køre over “giv den alt hvad du har”-timerne. Det er en vild udvikling for mig, der for ca. et år siden kun turde komme på dansetimerne, fordi alle så lige tossede ud når de dansede. Jeg er så glad for at min kollega (og nu bedste træningsmakker) blev ved med at spørge om vi ikke snart skulle træne og at jeg gjorde det! Det er en fed følelse at mærke, at ens krop er blevet udfordret og, at man kan mærke man bliver stærkere. Fed følelse!