*suk* Jeg synes simpelthen Westminister Abbey er en af de smukkeste bygninger, der eksisterer. I den tid jeg har boet i London er jeg nok gået forbi den 6-7 gange uden at gå ind – mest fordi den lukker tidligt for de nysgerrige og jeg er ikke den hurtigste ud af døren når jeg har fri. Da min veninde, Henri, var på besøg i slut-januar så skulle vi selvfølgelig ind og se Westminister Abbey, men de havde lige netop lukket for turister/nysgerrige, så den eneste mulighed vi havde var at deltage i Evensong (på dansk: aftenandagt). Så det gjorde vi. Jeg var mægtig spændt for jeg kan egentlig godt lide idéen om, at der er nogen/noget, der holder hånden over én og vil én det bedste og jeg var nysgerrig på hvordan aftenandagten ville foregå. Men… Det gik galt fra starten.

Jeg har fuld respekt for, at folk tror på Gud og, at man skal respektere Guds hus og alt det der, men altså, jeg står fuldstændig af når der i den allerførste linje i det lille hæfte vi fik udleveret står, at vi har syndet imod Gud i tanke, ord og handling. Øh nej, det har jeg faktisk ikke.
Det fortsætter med, at vi ikke har elsket Gud med hele vores hjerte – det kan der være noget om, for jeg ved da ikke hvem han/hun er, så hvordan skal jeg kunne elske ham/hende af hele mit hjerte?!
Næste linje siger, at vi ikke har elsket vores nabo som vi har elsket os selv – se igen er det rigtigt, men hvordan skal vi kunne elske vores nabo, som vi ikke kender, som os selv? Det kræver da nogle exceptionelle evner!
Til sidst står der, at vi beder Gud forbarme sig over os, hjælpe os med at overvinde vores fejl gennem Jesus Kristus, vores Herre. Hallihalløj og lige et øjeblik! Hvem er ham her Jesus? Ja, jeg har hørt om ham, men er der nogen, der har mødt ham? Nej. Så hvorfor skal han redde os? Hvorfor kan vi ikke gøre det selv? Det er for helvede os selv, der har skabt alle de problemer vi befinder os i eller skal Gud og Jesus også have æren for det?

Jeg synes man lægger alt for meget ansvar over på Gud eller forestilligen og ham/hende. Ja, det ville da være mægtigt rart hvis der fandtes en eller anden, der havde en kæmpe plan med os alle og ville os alle det bedste, men det er ret så usandsynligt. Hvorfor er der så krig, sygdomme, ødelæggelser, massemord, flygtninge, forurening, tortur til? Hvis Gud vil os det bedste så ville han/hun da bestemt sørge for, at vi alle havde godt, ikke sandt?

Den lørdag i Westminister Abbey fandt jeg ud af, at jeg bestemt ikke tror på Gud. I hvert fald ikke den forestilling, der blev præsenteret for mig under Evensong. Jeg tror på, at der er noget større end det enkelte menneske/individ, men det er ikke en alvidende, usynlig, bestemmende forestilling om en Gud, der giver mig en masse forhindringer for kunne gøre mig til den bedste version af mig, jeg kan blive. Det vil jeg egentlig gerne selv tage æren for. Der var ikke nogen næstekærlig nabo, der bekymrede sig for mig da 3 af de vigtigste personer i mit liv døde inden for det samme år. Eller da jeg overvandt 2 depressioner. Det var mig. Det var min kamp. Jeg er ret så badass! Ja, jeg er blevet stærkere, men det var skisme mig selv, der gjorde og ingen anden.

Jeg tror på Karma. Jeg tror på, at hvis du gør noget godt, så vil der ske noget godt for dig. Jeg tror på, det er i orden at vælge sine kampe. Det er i orden ikke at elske sin nabo. Og det er knageme helt i orden ikke at tro på en gud.

Åh gud! Der er knageme gået alt for lang tid siden sidst! Jeg har efterhånden boet i Kingston i 3 måneder og det er en rutsjebane uden lige. En ting jeg lærte ret hurtigt er, at vi egentlig har det utrolig godt i Danmark. Og hvor tager vi det for givet. Vi betaler skat, ja. Den er lidt høj, ja. Men vi kan blive syge uden at tænke over om vi har råd til at gå til lægen eller skadestuen. I Odense betalte jeg 4675 kr. for en 2-værelses lejlighed smæk imellem uni og byen. I London betaler jeg 650 pund (6500 kr) for et værelse i Kingston Upon Thames, der ligger i zone 6 af London. Det er en forskel,d er kan mærkes. Plus, standarden er ikke den samme. Fugt i væggene og gulvtæpper over det hele er normalt herovre. Det skal man lige vænne sig til, men det kommer jeg nok ikke helt til.

Nå, men sidst I hørte fra mig, flyttede jeg ind på et værelse hos 2 andre piger, der arbejdede det sammen sted som mig. Jeg sov der dog kun en nat for der var fugt i væggen og sarte mig sov slet ikke, så måtte flytte tilbage til hotellet igen. Så gik den vilde skattejagt igen. Nøj, hvor var jeg ude at se på mange værelser! Jeg endte med at vælge et hos en gut, der hedder Sam. Det var ikke det super perfekte sted, men jeg tænkte, jeg godt kunne få det til at virke.

Jeg flytter så ind en mandag aften og straks går Sam igang med at fortælle mig OG vise mig hvordan man lukke ovnen og mikroen lydløst. Derudover så bliver han irriteret af lyden af hoveddøren, så den skal jeg også bruge med mindst muligt lyd. Som prikken over i’et, så siger han til mig, at jeg skal bruge ét par sko ude i køkkenet, ét par på gulvtæppet og ét par på badeværelse, for bakterier er jo over det hele. Han tilbød at dele siden klipklapper med mig. Jeg tænkte “Fuck, hvad sker der for ham?!” og jeg nægtede pure at skifte sko hele tiden, så den “regel” sprang jeg let og elegant hen over.

For at det ikke skal være løgn, så blev han ved og ved med at rette på mig. Så lukkede jeg dørene for højt, så gjorde jeg rent forkert, så strammede jeg tappen på vandhanen for hårdt. Arhmen der var ikke det jeg ikke gjorde forkert. Han sagde dog aldrig dette direkte til mig – næh nej, han skrev det over WhatsApp!! Seriøst?!

Det resulterede så i, at jeg helst ikke ville glo på ham og han skyndte sig også at lukke sin dør når jeg kom hjem. Jeg besluttede mig for at finde et andet værelse for jeg kunne simpelthen ikke holde ham ud. Jeg fandt et og da min kusine var på besøg i oktober flyttede vi alle mine ting. Jeg fortalte Sam, at jeg tog hjem til DK for jobbet var ikke mig, men i virkeligheden var han en kæmpe psykopat, der gjorde det hele uudholdeligt. Jeg bor nu hos en rigtig sød dame, der hedder Seneca, og hun har en kat, der har det mest gennemtrængende miav i hele verden, men det er okay, for hun er mægtig sød. Både hende og Seneca.

Oh my, oh my! Der sker ting og sager i Camilla-land! Og det er alle sammen ting, der nærmest får mig til at skide grønne grise 😀

1. Jeg har sagt min lejlighed op. Den har været min base i 5 år og der er ikke noget mere grænseoverskridende end at sige den op uden at have noget andet at bo i, men…

2. … jeg har fået job i London! Jep. Jow, den er god nok. Jeg flytter til London d. 8. september og det er superfedt, men angstprovokerende!

3. Jeg skal leve/bo ud af 2 kufferter i ét år. Og alle ved, at jeg har mange ting, så jeg giver ud til højre og venstre, smider ud og sorterer til den store guldmedalje. Og jeg hader det, men mon ikke det er sundt 🙂

Jeg glæder mig helt enormt meget til at opleve en masse nye ting og møde nye mennesker og det bedste af det hele er, at det kommer til at foregå i London, som jo er min favoritby og hvor folk har prøvet at overbevise mig om at flytte til i flere år. Nu sker det endelig! Vi starter med ét år og ser hvordan det går 😉 Jeg er trods alt inkarneret fynbo 😀