For 6 år siden var jeg på ferie i England med min veninde, Anne. Det var en helt igennem genial tur og det eneste vi kom op at tottes om var hvem, der skulle køre bilen. Det var fantastisk at køre hele vejen ned gennem England og nyde den flotte natur.

Den sidste dag ændres det dog. Min far ringede tidligt om morgen og sagde, at jeg skulle skynde mig at komme hjem. Han troede, at jeg landede kl. 8 om morgenen og ikke kl. 20 om aftenen. Han nægtede at fortælle mig hvad der var sket, da han fandt ud af, at jeg først landede om aftenen. Men min stædighed og uro ville ikke godtage det og han fortalte mig det. Min mor var død. Hjemmehjælperne kunne ikke vække hende og hun var meget kort efter gået bort. Derhjemme i hendes seng.

Min mor led af sklerose, som blev konstateret i 1996 og hun fik omkring 5 år at leve i. Hun døde først i 2009, så hun tilføjede lige 8 år til deres dystre udsigter. Det var sejt. Det var bestemt ikke sjovt på noget tidspunkt, for sklerose nedbryder langsomt kroppen, men hovedet fejler ikke noget. Men min mor havde et mål og det mål var at se mig få min studenterhue på og det gik i opfyldelse i 2007. Det var som om hun ville sikre sig, at mig og min søster havde styr på vores liv inden hun tog afsted. Hun ventede så lige 2 år mere bare for at sikre sig.

Hun døde da hverken min søster eller jeg var hjemme og det er jeg overbevist om, hun gjorde med vilje. Og jeg er også overbevist om, at det kan lade sig gøre. Hun led ikke. Mens hun sov begyndte hendes organer at svigte og hun gik i koma. Der var ikke noget drama med det undtagen, at da jeg rejste på ferie havde jeg en mor og da jeg kom hjem igen var hun væk. Men det er mit drama.

Jeg savner min moar. Det er helt sikkert, men jeg er virkelig også glad for, at hun fik fred for at være låst fast i sin egen krop er et helvede – lige meget hvad. I dag er det præcis 6 år siden hun fik fred og jeg savner hende egentlig mere for hvert år, der går.