Jeg hader at date

Det gør jeg virkelig. Jeg synes det er så kunstigt sat op og det er lige som at være til samtale på et job, man nogle gange virkelig ikke vil have.

Jeg synes også man kan blive fanget i at ville imponere personen man er med, og så siger man en masse ting, der bare ikke passer. F.eks. da jeg erklærede mig enig med en fyr i, at duetten mellem Tina Dickow og Medina, da var noget af det fedeste i verden. Det synes jeg altså ikke i virkeligheden – de er gode, men jeg kan godt finde noget, der er sejere og lyder bedre. Eller da jeg sagde til en fyr, at jeg synes hans tegninger var flotte – det var de ikke. Hvorfor siger man sådan nogle ting, når man ikke mener dem? Er det ikke bedre at tie helt stille så? Jeg ved det faktisk ikke.

Jeg kan godt blive forblændet af opmærksomheden og så er det, man gør dumme ting. Som f.eks at sige man gode kan lide Medina, når man faktisk mere er til Bruce Springsteen. Eller når man siger til en fyr, at man da sagtens kan forstå han lige har brugt 2.000 kr. på et par sko og man tænker indeni, at de penge dækker hele ens madbudget (og mere til). Ah! Hvorfor gør man det?! Det er irriterende! Er det fordi man gerne vil være interessant? Det er i hvert fald på de forkerte præmisser man starter ud og så går det alligevel helt ad H til. Ens bullshit-radar burde blink helt vildt og bade rummet i neonlys. Er det virkelig så svært at finde en fyr man tør være ærlig over for. Når han siger “Synes du ikke bare Medina er for sej?” så skal man turde svare “Nej, det er ikke lige min stil. Jeg er mere til Bruce Springsteen.” Sådan. Bum. Så let kan det gøres.

Jeg lever stadig i fantasien om, at jeg finder den fyr, hvor jeg åbenlyst tør erklære min kærlighed til Bossen og hvor jeg tør sige, at det knasme er alt for mange penge for et par sko, der ikke engang er særlig pæne. Det er min drøm!